Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Og årets Nobelpris i litteratur går til ....?

Sven Hakon Rossel: Den amerikanske forfatter Philip Roth vakte allerede i 1959 opsigt med novellesamlingen »Goodbye, Columbus«. I dag fylder han 80 år og kan se tilbage på et blændende forfatterskab. Mon ikke Nobelpris­komiteen sender ham en tanke?

Forfatteren Philip Roth i New York i 2010. Foto: Eric Thayer/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert efterår starter gætterierne om, hvem der nu modtager årets Nobelpriser. For de litteraturinteresserede og læsere over hele verden gælder det naturligvis især årets Nobelpris i litteratur, der uddeles 10. december. I de senere år er prisen ofte blevet tildelt forfattere, son ikke en sjæl har hørt om. Hvem har læst sidste års modtager, kineseren Mo Yan, franskmanden Le Clézio eller sydafrikaneren J.M. Coetzee, der modtog prisen i henholdsvis 2008 og 2003? Og heller ikke tidligere års pristagere er blevet husket. Hvem var den allerførste modtager i 1901, franskmanden Sully Prudhomme, eller var prisvinderen fra 1919, Carl Spitteler, kendt uden for Schweiz?

På den anden side har oplagte kandidater måttet vente forgæves. Hvorfor modtog den engelske romanforfatter Graham Greene aldrig prisen? Og vor egen Karen Blixen havde vel også fortjent den? Hun var indstillet i 1950 og igen fra 1955-62 – men forgæves. Allerede første gang var Blixen oppe imod en række stærke kandidater, hvoraf otte senere modtog prisen, bl.a. Pär Lagerkvist, Winston Churchill, Ernest Hemingway, Albert Camus og Boris Pasternak.

I dag er en anden skandinavisk forfatter så absolut igen nobelprisværdig, nemlig Per Olov Enqvist, men da en anden svensker, lyrikeren Tomas Tranströmer, modtog prisen i 2011 har dette vel lange udsigter.

Men så er der alle de andre kandidater, og her lyser USA op med en rækker oplagte forfattere. Siden 1993, da Toni Morrison modtog prisen, har ingen amerikansk forfatter fundet nåde for Nobelpris­komiteens øjne – rygterne har oven i købet berettet om en udtalt anti-amerikansk holdning hos den indflydelsesrige Horace Engdahl, der fra 1999-2009 var Svenska Akademiens sekretær, og det er som bekendt dette akademi, der udvælger nobelpristagerne.

Men alligevel nævnes visse amerikanske forfattere med jævne mellemrum: Joyce Carol Oates, Paul Auster, Tomas Pynchon – og så Philip Roth, der flere år i træk har været nævnt som favorit. Denne fylder 80 år i dag, så Nobelpriskomiteen bør nok skynde sig, da den ikke normalt uddeler prisen post mortem.

Hvem er så denne Roth? Han blev født i 1933 i Newark, New Jersey, som søn af jødiske forældre. Hans bedsteforældre talte jiddisch og Roth selv gik også i en jødisk skole, fik sin M.A. i 1955 ved University of Chicago og underviste her engelsk litteratur og siden faget Creative Writing bl.a. ved Princeton University. Han fortsatte sin akademiske karriere ved University of Pennsylvania, hvor han underviste i litteraturvidenskab, indtil han i 1991 trak sig tilbage fra sin universitetsundervisning.

I Chicago mødte Roth Margaret Martinson, der blev hans første hustru. Deres skilsmisse i 1963 og hendes død i en bilulykke i 1968 har efterladt sig dybe spor i forfatterskabet; flere af de kvindelige figurer er modelleret over hustruen. Siden 1975 levede han med den kendte britiske skuespillerinde Claire Bloom. I 1990 blev de gift, men fire år senere blev ægteskabet opløst, og i 1996 offentlig­gjorde Bloom sine memoirer, Leaving a Doll’s House, en skildring af parrets samliv, som var lidet flatterende for Roth. Hans roman I Married a Communist (1998), der fokusserer på McCarthy-tiden i amerikansk politik er blevet læst som et svar på Blooms anklager mod ham for åndelig grusomhed.

Roth vakte først opmærksomhed som forfatter i 1959 med fortællingen Goodbye, Columbus, en respektløs, bidsk og humoristisk skildring af det jødisk-amerikanske dagligliv; og netop skildringen af det jødiske småborgerskab med mange selvbiografiske træk blev et hoved­tema i forfatterskabet. Men virkelig provokerende blev han først med sin tredje roman i 1969, den kontroversielle Portnoy’s Complaint, der består af en moderfikseret jødisk ungkarls psykoanalytiske monolog fyldt med intime erotiske detaljer og skrevet i et provokerende, bevidst vulgært sprog. Det var vittigt, men frækt, romanen blev en skandalesucces og gjorde Roth internationalt berømt.

I det følgende årti eksperimenterede Roth med romangenren lige fra den politiske satire Our Gang (1971), rettet mod den daværende amerikanske præsident, Richard Nixon, til den Kafka-inspirerede The Breast (1972), hvis hovedperson, litteraturprofessoren David Kepesh, forvandles til et 80 kilo tungt kvindebryst. Romanen skildrer de forskellige fysiske og frem for alt seksuelle reaktioner, Kepesh føler, både når han får besøg af sin veninde, og når han vaskes af en sygeplejerske. Dette lyder totalt grotesk og lascivt, men romanen er faktisk en subtil analyse af et menneske i tilfældighedernes vold.

I slutningen af 1970erne skabte Roth den fiktive jødiske forfatter Nathan Zuckerman, der optræder som hovedperson og fortæller i den såkaldte Zuckerman-trilogi. Den indledes med The Ghost Writer (1979), hvor der optræder en kvinde, som fortælleren mistænker for at være den holocaust-overlevende Anne Frank, en mistanke, der er del af romanens raffinerede spil mellem fiktion og virkelighed – endnu et hovedtema i forfatterskabet. I de følgende bind, Zuckerman Unbound (1981) og The Anatomy Lesson (1983), oplever Roths alter ego, Zuckerman, både erotiske eventyr, skriveblokeringer og begyndende alderdomsproblemer, altsammen med selvbiografiske referencer.

Endnu flere sådanne referencer findes i Roths romaner fra 1980erne og 90erne, der fortælles af en skikkelse, der nu ganske enkelt kalder sig Philip Roth. Sabbath’s Theater (1995) fortæller om den tidligere dukke­fører Mickey Sabbath. Romanen vandt The National Book Award og regnes af nogle kritikere, f.eks. Harold Bloom, for at være Roths mesterværk. Sabbath behandler sine medmennesker, især kvinder, som marionetter, men da hans mangeårige elskede, Drenka, dør, kastes han ud i en eksistentiel krise, der spejler hans hidtidige livs tomhed, hvor den eneste udvej synes at være selvmord.

Først mod årtusindeskiftet benytter Roth igen Nathan Zuckerman som fortæller i den såkaldte »amerikanske trilogi«, men kun i den indledende og afsluttende rammehandling. Blot i samme grad som Zuckerman opdager og afdækker sandheden om hovedpersonerne, erfarer læseren sandheden – eller hvad Zuckerman mener er sandheden. Hovedværket er her American Pastoral (1997), hvormed Roth vandt Pulitzer-prisen. Romanen fortæller om Seymour Levov, en jødisk-amerikansk forretningsmand og tidligere atlet fra Newark. Hans lykkelige og konventionelle borgerlige liv ruineres af 1960ernes Vietnam­krig og ungdomsoprør ikke mindst, da hans egen teenagerdatter forvandles til en bombesmidende terrorist. Romanens afsluttende del består af Zuckermans rekonstruktion af den nu afdøde Levovs videre liv frem til Watergateskandalen i 1973, en periode hvor hoved­personernes liv komplet falder fra hinanden. Bogen er en virtuost og sofistikeret leg både med fortælleholdning og -perspektiv og med forholdet mellem fakta og fiktion.

I sin roman fra 2007, Exit Ghost, lader Roth endnu engang Zuckerman komme til orde i et tilbageblik over de sidste ti år. Helbredet bliver stadig skrøbeligere, og det er nu kun i fantasien, at Zuckerman/Roth er i stand til at rekonstruere tidligere års erotiske eskapader.

Roths 31. bog, Nemesis, udkom i 2010. Handlingen udspilles under Anden Verdenskrig. Hovedpersonen, Buck Cantor, kasseres af helbredsgrunde som soldat og tilbringer sommeren 1944 som leder af en lejr for jødiske børn. Denne hjemsøges af en polioepidemi, mange børn dør, og også Cantor rammes. Som krøbling ser han nu tilbage på sit liv, plaget af skyldfølelse og resignation, der giver romanen dens sart-melankolske tone.

I et interview i 2012 meddelte Roth, at Nemesis var hans sidste roman, og at han nu ville tilbringe resten af sit liv med at genlæse sine yndlingsforfattere: Fjodor Dostoevskij, Iwan Turgenev, Joseph Conrad og Ernest Hemingway.

Roths forfatterskab, der er blevet belønnet med et utal af de fornemmeste internationale priser, er yderst provokerende, men af en så omfattende filosofisk og kulturhistorisk rigdom og sproglig virtuositet, at en tilfredsstillende præsentation ville fylde mindst fem kronikker. Det må være nok her at henvise til et rundspørge blandt flere hundrede prominente forfattere, kritikere og redaktører om at identificere den betydeligste amerikanske roman inden for de sidste 25 år. Resultatet blev offentliggjort 21. maj 2006 i The New York Times Book Review: I alt seks af Roths romaner var blandt de 22, der blev valgt.

Nu må Nobelpriskomiteen da kende sin besøgelsestid!