Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ønsket om en grøn fremtid forpligter

Danmark skal ligge i front med vores miljøpolitik, men ikke så langt foran, at ingen opdager os, og vi blot forringer vores egen eksport og konkurrenceevne. Den, som ligger lidt foran de andre, vil eksportere sine miljøløsninger. Den, som ligger bagest, kommer til at importere dem.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mere skov. Flere ådale og bakkedrag med græssende køer, heste og får. Mose og enge med harer, viber og agerhøns. Måske lyder det som scener fra en Morten Korch-film. Men fakta er, at dansk natur slås med alvorlige problemer – og der skal handles nu, hvis vi skal sikre vores børn og børnebørn et grønt Danmark med rige muligheder for at komme tæt på naturen og de karakteristiske forårsbebudere.

Siden 1850 er mere end 340 plante- og dyrearter uddøde, og det er sket i et meget højere tempo end forventet. Danske strandenge og overdrev er under pres. Helt i strid med den konservative grundholdning om, at vi skal overlade kommende generationer en verden, der er mindst lige så rig og mangfoldig som den, vi har overtaget. Det, vi har brug for nu, er en generationskontrakt.

Det var den konservative, britiske politiker og filosof, Edmund Burke, som i det 18. århundrede formulerede denne kontrakt, ifølge hvilken der består en kontrakt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. Hver generation har fra forfædrene overtaget kulturen, samfundet, institutionerne og naturen til låns og har pligt til at give dem videre til de kommende generationer og gerne i forbedret og moderniseret tilstand. Derfor sagde han også, at konservatismen vil »forandre for at bevare«, hvortil Poul Schlüter tilføjede: »for at skabe nyt og bedre«.

Der er derfor brug for at minde hinanden om, at vi kan gøre mere og andet, end vi gør i dag. Sammen med regeringen har vi taget et vigtigt skridt med Naturfond Danmark – og som det eneste parti i blå blok er Det Konservative Folkeparti med i klimaloven, som sætter klare grænser for CO2-udledningen, men som også understreger, at indsatsen ikke må koste arbejdspladser.

Det er netop udfordringen. I en moderne verden er det lettere sagt end gjort at leve op til generationskontrakten og overlevere gaven fra vores forældre til næste generation uden at forringe eller udhule den. Vi skal producere for at leve og producere mere for at leve bedre. Følgelig består kunsten i at gøre dette uden at ødelægge mere.

Og det kan lade sig gøre. For princippet er egentlig talt enkelt og minder lidt om at låne en vens værktøj eller sommerhus. Det skal leveres tilbage i mindst lige så god stand. I praksis, hvor vi forbruger mere, gerne vil være producenter af mange typer fødevarer, og hvor en del af os har mere udsigt til nabobygninger end til træer, kræver øvelsen nytænkning. Men det kan og skal lade sig gøre at finde balance med konkrete initiativer, der bringer Danmark i den rigtige retning. Faktisk er naturområdet et oplagt sted at lægge energien efter en årrække i nullerne med høj fart, økonomisk vækst og rigelig med stress og jag.

I naturen kan man finde ro og plads til eftertanke. Samtidig vil mere vild natur i Danmark gøre oplevelserne i det grønne mere attraktive for såvel familierne som turister og andre besøgende. Men skal danskerne have rent drikke- og badevand, frodige skove og et rigt naturliv med fuglesang fra oven, kræver det handling bag ordene og konkrete politiske initiativer på bordet. En indsats, vi i fællesskab skal stå bag og bakke op. Og fællesskab er et nøgleord, for der skal kun få til at ødelægge naturen, men vi har brug for alle til at passe på den. Det er også derfor at generationskontrakten er klog, for der får vi ansvar for os selv og overleveringen til næste generation. Kan vi mestre det, er vi på rette vej.

Udover at det kan have en værdi i sig selv, at dyrene er på græs, er tilgroede arealer til gavn for den biologiske mangfoldighed. Tidligere blev mange naturarealer afgræsset af ungdyr, men i dagens store og effektive besætninger er det ikke rentabelt at sende dyrene på græs. Det kan vi gøre noget ved, hvis vi sørger for, at det bliver mere attraktivt at sende dyr på græs. Til det formål har Det Konservative Folkeparti målrettet 100 millioner, så den nødvendige naturpleje og det moderne landbrug kan gå op i en højere enhed. Samtidig bør der udtages 25.000 hektar skov, som kan stå urørt efter at være blevet hjulpet med flere lysninger og bedre skovbryn. Skovrejsning, naturgenopretning og genskabelse af søer var faktisk nogle af gevinsterne i de miljølove, VK-regeringen leverede i begyndelsen af 1990erne.

Det kan være en tryg tanke i den politiske verden, at man kan styre alting. Imidlertid er de bedste løsninger ofte upolitiske. Således sker de største fremskridt på miljø- og klimaområdet på grund af ny viden og virksomheders teknologiske landvindinger. Derfor vil Det Konservative Folkeparti de kommende fem år afsætte 4,7 milliarder til forskning blandt andet til Det Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrations-program, der støtter udviklingen af innovative miljøteknologiske projekter i danske virksomheder. Det er 25 pct. mere end regeringens bidrag.

Fremtidens væsentligste problem vil blive »røg, støj og møg«. Sådan beskrev den senere konservative minister Poul Møller udfordringerne, da han i slutningen af 1950erne vendte hjem fra en rejse til USA. Ja, før grøn overhovedet var en farve, man kunne sende i fjernsynet. Siden har vi brugt milliarder på at bekæmpe netop de tre problemer.

Men vi skal også kombinere miljøindsatsen med en aktiv erhvervspolitik, som gør vore erhverv konkurrencedygtige i en globaliseret verden. Forureningen krydser alle grænser. Derfor må vore regler modsvare reglerne i de øvrige lande. Så længe miljøkravene f.eks. til landbruget er meget lempeligere i dem, risikerer vi, at arbejdspladserne forsvinder syd for grænsen. I kølvandet på de grisetransporter, der bringer dyrene til udlandet, hvor de kan behandles efter helt andre dyrevelfærdsregler end herhjemme. En gris kan få taget nok så mange billeder med en minister, men når først den er sat på et lad på vej mod grænsen, kan den ikke få meget hjælp af danske love.

Derfor skal vi tænke internationalt, når vi virkelig skal gøre noget for miljøet. Derfor skal vi i EU føre en progressiv og aktiv miljøpolitik. Luftpartikler kender som bekendt ingen landegrænser. I EU kan vi sætte fælles standarder, hvilket er en fordel for dansk erhvervsliv. Med enslydende krav kan vi komme foran, fordi vi ganske enkelt er dygtige og effektive.

Desværre har vi set regeringen, anført af miljøministeren, tage til Bruxelles og love de øvrige EU-lande, at dansk landbrug skal pålægges at gå enegang og skære yderligere 24 procent på ammoniakudledninger. En ganske vanskelig opgave for danske landmænd, som i forvejen har sat noget nær verdensrekord i den disciplin – og særligt problematisk, fordi ingen andre lande er med på ideen. Danmark skal ligge i front med vores miljøpolitik, men ikke så langt foran, at ingen opdager os, og vi blot forringer vores egen eksport og konkurrenceevne. Den, som ligger lidt foran de andre, vil eksportere sine miljøløsninger. Den, som ligger bagest, kommer til at importere dem.

Vi bestemmer selv, hvilket Danmark, vi overleverer til vores børn og deres børn. Vi foretrækker, at det er et samfund med et godt miljø, dyrevelfærd og et arbejde at stå op til, også i landbruget, og hvor danske dyr, danske skove, søer og fjorde har fået en hjælpende hånd.

Det kræver, at vi ser den komplekse virkelighed i øjnene og leverer en indsats nu for at bevare naturen, forandre dens betingelser og forbedre miljøet til gavn for os selv og den næste generation.