Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ønsker du hjælp: Fald om på en stille villavej

Det er bedre at få et ildebefindende på en stille villavej iklædt pænt tøj end at falde om på en gågade iført lurvede klæder, hvis man vil være sikker på hjælp fra andre.

I en travl gågade skal man ikke  nødvendigvis regne med hurtig hjælp fra andre, fastslår de fire forskere. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hvis du virkelig skal falde, slå dig og få brug for hjælp fra andre, hvor er da et godt sted at gøre det? På byens travle gågade midt i julehandlen, eller hjemme på den næsten øde halvmørke parcelhusvej i forstaden? Socialpsykologiske eksperimenter viser, at modsat hvad de fleste forventer skal du ikke falde på gågaden, men hellere på parcelhusvejen – og så skal du også huske at klæde dig pænt på. Fænomenet, der fører til denne betragtning er kendt som tilskuer-effekten – og at kende den kan hjælpe andre i nød.

Tilskuer-effekten illustrerer den kendsgerning, at jo flere personer, der er samlet på ét sted, jo længere tid tager det for folk at komme en person i nød til undsætning. Opstår en akut situation, er det tværtimod mere sandsynligt, at man stopper op og kommer en nødstedt til undsætning, hvor der er færre eller næsten ingen vidner til ulykken.

Første gang, man hører om tilskuer-effekten, kan man godt være skeptisk over for dens alvor. Effekten er imidlertid blevet eftervist i en række klassiske eksperimenter, udført af bl.a. psykologerne Bibb Latané og John Darley. De påviste, at den tid, det tager for forsøgspersoner i et rum at reagere og forsøge at hjælpe, er ganske følsom over for antallet af tilstedeværende.

En vigtig faktor i tilskuer-effekten er, at tilstedeværelsen af andre mennesker tilsyneladende giver anledning til ansvarsforvirring og derved ansvarsunddragelse for den enkelte. Da der er andre mennesker til stede, er den enkelte mindre presset til at handle, idet ansvaret for at træffe foranstaltninger antages at være ligeligt fordelt mellem de tilstedeværende. Samtidig er vi mennesker gode til at opsøge grunde til, at vi ikke behøver at handle, hvis det ikke passer ind i vores planer. På den måde er alle antageligvis ansvarlige, uden at nogen individuelt synes at erkende det.

Man kan fristes til at tro, at selv når vi er mest fornuftige og ikke forsøger at unddrage os ansvar samt indser, at andre ikke handler, så vil vi agere, når en ulykkelig sjæl er faldet på gaden. Dette er dog langtfra tilfældet. Der vil nemlig ofte herske en vis tvivl om, hvorvidt der egentlig er brug for at gøre noget eller ej: Er det tydeligt, at manden har et hjerteanfald, bør vi selvfølgelig hjælpe, men sidder han måske blot ned for at lade snapsen fra julefrokosten fordampe, kan vi nok gå videre.

Er vi i tvivl, kigger vi fornuftigt nok rundt på andre tilstedeværende for at blive klogere, men observerer vi, at de ikke hjælper, kan vi være så uheldige at konkludere fra deres mangel på reaktion, at der nok ikke er brug for hjælp. Problemet er bare, at de let kan være i den samme situation som os. De ved heller ikke noget, hvorved manglen på reaktion bliver selvforstærkende.

Denne sidste situation kaldes for pluralistisk ignorance: Alle tror det ene, men tror fejlagtigt samtidig, at alle andre tror noget andet, hvorved ingen reagerer. Denne egenskab ved vores måde at ræsonnere på i sociale situationer kan ende i tragedie. Ofte, som i tilskuer-effekten, kommer vi til at handle modsat vores overbevisning: Individuelt starter vi alle med at tro én ting, men kollektivt ender vi med at tro noget andet og handle derefter. Historisk set ender det som regel med spørgsmålet: »Hvordan kunne det dog ske?«

Tilskuer-effekten er i dag veldokumenteret og eftervist utallige gange i eksperimenter udført gennem de sidste 50 år. De fleste af disse er kontrollerede eksperimenter med små grupper af mennesker. For at få en bedre forståelse af fænomenet i dets naturlige habitat – byrummet – gennemførte vi i samarbejde med ITMEDIA, KU, i sommeren 2013 et pilot-eksperiment på Købmagergade, København. Forsøget gav flere interessante indsigter i sammenhængen mellem (den manglende) indgriben og tilstedeværelsen af forskellige »offentlige« signaler – dvs. signaler, som alle i situationen kan observere.

I forsøget benyttede vi tre skuespillere – en ung kvinde, en ung mand og en ældre herre – der midt i gadebilledet flere gange lod som om de fik et ildebefindende. I løbet af eksperimentet benyttede hver skuespiller en af to forskellige slags påklædning: Et jakkesæt eller spadseredragt og et lurvet-udseende kostume. Det viste sig, at de forskellige påklædninger udgjorde stærke offentlige signaler, der var afgørende for, hvordan folk reagerede. Når en skuespiller i jakkesæt fingerede et ildebefindende, var tiden før indgriben få sekunder. Var aktøren derimod iklædt den lurvede påklædning steg indgrebstiden – der kunne gå helt op til fire minutter.

Mere overraskende var, at visse tilskuere til situationen afsendte så kraftige offentlige signaler, at grupper af andre mennesker afholdt sig fra at gribe ind, selvom de alle bemærkede den nødlidende person. Særdeles slående var en turistguide, der på et tidspunkt ledte en gruppe af 16 turister inden for en meter af den kvindelige skuespiller, mens hun siddende greb sig til maven iført lurvet tøj. Fra videomaterialet er det klart, at guiden sætter standarden for, hvad der tilsyneladende er det rigtige at gøre, og hele gruppen følger ham tragisk-komisk.

Men det er ikke kun personer, som kan udsende signaler, der signalerer til andre, at de ikke behøver at blande sig: Simple genstande kan have samme effekt. Når den unge mandlige skuespiller havde en øldåse foran sig, selv når han var iført jakkesæt, afkodede tilskuere dåsen som et klart signal til andre om, at det ikke var nødvendigt at reagere. Når vi fjernede øldåsen, blev han hjulpet næsten øjeblikkeligt.

Tilskuer-effekten opstår ofte fordi folk observerer hinanden før de beslutter sig for at hjælpe – og jo flere mennesker, der observerer hinanden, jo stærkere er signalet om, at hjælp enten ikke er påkrævet eller hensigtsmæssig. Adfærdsmønstre, der får folk i første led til at undlade at hjælpe, kan medføre kædereaktioner. Således er den sociale norm signaleret af turistguiden samt betydningen af øldåsen dobbelt-tragiske, da de mennesker, der bliver påvirket af disse signaler, igen videresender signaler til endnu andre om, at her er der ikke brug for hjælp.

Tilskuer-effekten opstår via pluralistisk ignorance fra en grundlæggende og generelt fornuftig menneskelig tommelfingerregel: Vi bliver ofte klogere ved at observere andre. Som tilskuer-effekten dog viser, er andres adfærd ikke altid ligetil at forstå, og bør i visse tilfælde ignoreres. Heldigvis kan dette tillæres.

Som en betryggende illustration skiftede en mand i eksperimentet midt-skridt retning med 45 grader og marcherede stødfast på tværs af Købmagergades menneskemængde. Inden for få sekunder af første blik spurgte han den kvindelige skuespiller, der lå på gaden i lurvet tøj, om alt var vel. Da vi orienterede ham om, at vi var i gang med at udføre et eksperiment, udførte han en simpel handling, der forklarede alt: Han trak politiskiltet frem på gågaden, på en fridag.

I julen fejrer vi den ubetingede næstekærlighed. Men udover religion kan næstekærlighed blive til en rygradsreaktion, der trumfer ligegyldighed. Tilskuer-effekten peger på, at jo mere folk ligner os selv, jo større er chancen for, at vi reagerer, som vi selv finder passende. Jo mindre, de ligner os selv, jo mere kan selv fornuftig overvejelse føre til, at det nok ikke lige er os, der behøver at hjælpe.

Men som statueret af politibetjentens eksempel, så findes der en anden tommefingerregel, der fører os til at agere som vi foretrækker at se os selv i spejlet: Er du i tvivl om andres nød, så reager ubetinget og med omsorg. I denne tid – ikke julen, men denne tid – rummer jordkloden alverdens mennesker der fortjener, at tvivlen kommer dem til gode. At vi agerer i næstekærlighed og ikke ligegyldighed. Hvis de ikke ligner dig selv, er der kun så meget større grund til at spørge dig selv »Er de okay? Har de brug for hjælp?« Hvad alle andre så tænker og gør, er ikke en undskyldning for dig.