O, at være en handyman

Niels Davidsen-Nielsen: Der ikke selv er nogen praktisk mand, ønsker »at slå til lyd for gensidig respekt mellem praktikere og boglige sådan at forholdet mellem dem bliver bedre end fx forholdet mellem jyder og københavnere. Det er der brug for, for de fleste mennesker er nu engang dygtigere til det ene end det andet, og begge parter skal kunne være her«.

Foto: Claus Bigum

I 1998 udgav Anne Dorte Michelsen en cd med titlen 'Undskyld'. Blandt numrene var der en sang om glæden ved at møde en handyman - en med »håndelag og indre ro/ og spartelmasse nok til to«. Sangen slutter med dette råd: »Så min pige hvis du kan/ så gift dig med en handyman/ han er trofast i kærlighed/ og værktøjskassen følger med«. Denne holdning deles sikkert af mange kvinder, der også gerne vil slå kludene sammen med en praktisk og handlekraftig mand, en rigtig hombre med elektrisk bor og grønne gummistøvler.

Det anes at en sådan selvhjulpen mand også er fysisk tiltrækkende. Men der er nu ikke tale om nogen lovprisning af håndværkersex (et ord Dansk Sprognævn registrerede i 1999), for i sangens mellemstykke hører vi at »måske er de andre mænd mer' forførende/ men bli'r der frost så fryser rørene/ hvem er det så der kan/ det er min handyman«.

Siden Anne Dorte Michelsens handyman kom på banen, er balancen mellem mænd og kvinder blevet forskudt således at der nu er betydelig flere kvinder end mænd under videregående uddannelse. Når disse kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet, er det ikke svært at forstå at de kan føle sig fristet til at danne par med en handyman.

I filmen 'Vidnet' (1985) spiller Harrison Ford en politimand med tømrerekspertise. Sammen med en smuk enke fra en pennsylvansk amishlandsby og hendes 8-årige søn er han på flugt fra nogle korrupte kolleger der på banegårdstoilettet i Baltimore har begået et mord som drengen har været vidne til. I amishsamfundet - hvor moderne hjælpemidler og enhver form for vold afvises - giver Ford nu prøver på sin håndværkskunnen, mest spektakulært ved et rejsegilde hvor han på de øverste spær viser sig at være en mester med sav og hammer. Da han også kan slå på tæven - i en mindeværdig scene hvor han brækker næsen på en bølle der har generet en ung amishmand - er det ikke svært at forstå at enken, trods dydigt klædt i kyse og lang kjole, ender med at give sig hen til ham.

Nogle mennesker er så heldige at de er gode både til det boglige og det manuelle. En af mine gode venner, der har haft en smuk karriere i et betydningsfuldt ministerium, byggede ved sit sommerhus et skur der aftvang respekt hos lokale tømrere. Det han med rette var stolt af, var at det lykkedes ham at save en skråtstillet bjælke såvel som den vandretliggende loftsbjælke den skulle understøtte, så millimeterpræcist til at bjælkerne kunne sidde fast helt uden støtte af søm og skruer. Han havde m.a.o. lavet en 'svalehale', dvs. en underskåret tap der passer i en tilsvarende fordybning, og hvorved to stykker træ forbindes.

Selvom jeg øvede mig til min dødsdag, ville en operation som denne overstige mine evner. Så jeg må trøste mig med en formulering som komikeren W.C. Fields brugte da han forsynede et gammelt råd med en vigtig tilføjelse: »If at first you don't succeed, you must try and try and try again. - Then give up! No need making a damn fool of yourself«.

De fleste har utvivlsomt deres force i enten det boglige eller det manuelle. I romanen 'Coming up for air' (1939) lader den engelske forfatter George Orwell hovedpersonen beskrive sin praktiske bror på denne nedladende måde: »Tinkering with bicycles suited Joe, who, like most half-wits, had a slight mechanical turn«. (At rode med cykler passede Joe, der, som de fleste imbecile, havde et vist mekanisk anlæg.) Den form for åndshovmod eksisterer stadig, og omvendt skorter det heller ikke på ringeagtsytringer fra praktikere om ubehjælpsomme æggehoveder der ikke er i stand til at åbne en flaske øl med en gaffel endsige at skifte hjul på deres bil.

Selv er jeg ikke nogen praktisk mand. Mine manuelle udfoldelser begrænser sig til visse aktiviteter i hus og have. Jeg klipper hæk og buske, slår græsset og luger ukrudt væk. Efter endt arbejde føler jeg en vis glæde ved at der nu ser pænt ud, men min familie undlader dog ikke at bemærke at mine aktiviteter er 'destruktive', og at der savnes beplantningsinitiativer. Jeg har heller ikke noget imod at male sommerhusets træværk, for så kan jeg lade tankerne vagabondere, og også her kan man jo straks se resultaterne af sit arbejde. Men når det har stået på en uges tid, kommer jeg godt nok til at tænke på Tom Sawyers uoverkommeligt lange stakit i indledningskapitlet til 'Toms eventyr' af Mark Twain.

Der er altså ikke noget at prale af på den praktiske front, men enkelte succesoplevelser er det dog blevet til. Da jeg engang tilbragte et forsknings­semester ved universitetet i Lancaster, havde jeg lånt en bil der var så gammel at den krævede hyppig vandpåfyldning. Da den en dag manglede olie, kom jeg i distraktion til at hælde olie ned i køleren. Nu var gode råd dyre. Men da jeg netop sad og skrev et kapitel om mådesudsagnsord, kom jeg i tanker om at verbet 'will' kan bruges til at udtrykke forudsigelighed, som det er tilfældet i sætninger som 'Pigs will eat anything' og 'Oil will float on water'! Jeg hældte nu derfor vand i køleren, og efter et par kander kom olien ganske rigtigt ovenud igen. Herefter kørte jeg med en vis selvrespekt - og bestyrket i min tro på at grammatik er nyttigt - ud i det smukke nordengelske landskab. »Yes, the handyman can!«

Mange handymen har et værktøjsrum. Her hænger redskaberne sirligt på væggen, og på gulvet står der motoriserede haveredskaber, hvis støj i sommerhalvåret fordriver naboer fra deres villahaver.

En del handyarbejde handler formodentlig om at være i fred på en legitim måde. Man bidrager mere til fællesskabet med hammer og sav end med bog og briller. Det gør man også med madlavning, som mange mænd i dag har kastet sig over.

Mit ærinde med denne kronik er især at slå til lyd for gensidig respekt mellem praktikere og boglige sådan at forholdet mellem dem bliver bedre end fx forholdet mellem jyder og københavnere. Det er der brug for, for de fleste mennesker er nu engang dygtigere til det ene end det andet, og begge parter skal kunne være her. Jeg har selv den største respekt for folk med håndelag der hurtigt og effektivt kan løse praktiske opgaver, og jeg kan sagtens forstå budskabet i Anne Dorte Michelsens fine sang. Men omvendt ser jeg gerne at der også vises respekt for åndsarbejde.

Jeg er ikke flov over at jeg ikke er nogen stor praktiker, og jeg har heller ikke nogen ambition om at blive det, for om noget begravet talent er der overhovedet ikke tale. Og det ville optage en farlig masse af min tid. Derhjemme har jeg ganske vist luftet tanken om at jeg snart tager et kursus i motorlære, men det er ikke alvorlig ment.

Handymen har vi brug for, og de har ærlig fortjent Anne Dorte Michelsens anerkendende skudsmål.

Han går ud i alt slags vejr/ graver huller, saver spær/ kommer ind og vil ha' mad/ en handyman er altid glad.