O, at være en flanør

Niels Davidsen-Nielsen: Flanører har nok ikke de bedste vækstbetingelser i en nordisk, protestantisk kultur. Men de udgør nu en god modvægt til vor tids vækst- og effektivitetsretorik. En éloge til bladtegneren Hans Bendix.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

For et par år siden diskuteredes det i medierne om Dansk Sprognævn i en ny udgave af Retskrivningsordbogen (2012) ikke kunne slette en række ord som i dag bruges meget sjældent. Når vi nu importerer så mange nye ord, kunne vi vel samtidig godt luge lidt ud i det gamle ordstof og fjerne ord som ’brøstfældig’ og ’kålhøgen’.

I et fjernsynsindslag om emnet blev en sprogmand præsenteret for en buket af disse støvede ord. Da man nåede frem til ordet flanør, udbrød han: »Dejligt ord!« Det er jeg enig i, ikke kun fordi ’flanør’ lyder godt, men fordi det beskriver en interessant personlighedstype man især tidligere så i bybilledet, f.eks. slentrende ned ad Strøget i behagelig lediggang, med bowlerhat på sned, et langt tørklæde slynget om halsen og spadserestok i hånden.

En af historiens bedst kendte flanører er vel nok Oscar Wilde (1854-1900), der med langt hår poserede foran fotografen iført slængkappe og bredskygget hat på sned. Her i landet havde vi på den tid flanører som Holger Drachmann (1846-1908) og Herman Bang (1857-1912), og senere fulgte skuespilleren Ebbe Rode (1910-98), rejsekongen Simon Spies (1921-84) , bladtegneren Hans Bendix (1898-1984) og forfatteren Dan Turèll (1946-93).

I midten af halvfjerdserne tilbragte jeg en måned i Syditalien på San Cataldo, det tidligere nonnekloster der nu er refugium for danskere med brug for ro til at forske, skrive, tænke eller male. En sen aften ankom et ældre ægtepar indhyllet i frakker, rejsetæpper og halstørklæder. Det var Hans Bendix - med bowlerhat og butterfly - og fru Karen. Jeg bemærkede at de så trætte ud, og gættede på at de havde haft en lang og strabadserende togrejse.

Næste morgen kom de i hvert fald alt for sent til morgenmaden. Det var ikke velset, og ingen af pensionærerne sagde andet end goddag. Efter en lidt pinlig pause tog Hans Bendix - der nu så frisk og rødmosset nybarberet ud - ordet med dette spørgsmål: »Der er vel ikke nogen der har lyst til at høre hvordan jeg har det her til morgen?« Mens de andre pensionærer tyggede på det, svarede jeg: »Jo, da. Gerne. Hvordan har du det?« »Jeg har det udmærket«, svarede Bendix, og så indtog han og fru Karen deres pladser.

De følgende uger havde jeg en del kontakt med Hans Bendix. Efter endt dagværk spadserede vi ad den slyngede bjergvej ned til Ravello, hvor Wagner havde komponeret, og dirigenten Leopold Stokowsky senere havde kurtiseret Greta Garbo. I den blå time drak vi en aperitif, nød udsigten over Salernobugten og talte om løst og fast. Bendix viste sig at være ikke blot humoristisk og charmerende men også meget vidende.

I en af vores samtaler bemærkede Bendix at han var meget mere interesseret i at tale med folk der vidste noget, end med folk der havde meninger de lagde vægt på at udbrede. Mange år senere blev jeg præsenteret for den samme pointe: I en af Dirty Harry-filmene lød en af replikkerne sådan: »Opinions are like assholes. Everybody has one«. I den sidste af sine erindringsbøger (’Lun vinter’, 1975) skrev Hans Bendix herom følgende: »Jeg har været beskrivende og har haft svært ved at udtrykke egne meninger. Dem har jeg også tvivlet på, jeg er tilbøjelig til at tro, at kun tvivlen har ret. En mening er oftest hverken værre eller bedre end det modsatte«(s. 195).

På vejen hjem fra Ravello gik Bendix opad i zigzagkurs. Vejen var stejl, og han var jo en ældre mand. »Jeg økonomiserer med kræfterne ligesom de tungt belæssede æsler og muldyr«, forklarede han.

Bendix fortalte mig at han efter et langvarigt slid med at arrangere en stor udstilling af verdenstegnere på Frederiksberg Rådhus i 1958 var blevet indlagt på Rigshospitalet med en koronartrombose. Det der især havde taget på ham, var at en stor originaltegning af Toulouse-Lautrec til en værdi af flere millioner var blevet væk. Da han på hospitalet spurgte professor Erik Warburg om sin prognose, svarede denne ’fifty-fifty’, og det fandt Bendix opmuntrende. Senere blev han grebet i at ryge cigar i sin seng på hospitalet, men forsvarede sig med at »a Havanna a day keeps the doctor away«.

Hjemme i Danmark holdt holdet fra San Cataldo kontakten ved lige et stykke tid. Hans Bendix traf jeg desuden nogle gange i Det Kongelige Teater, hvor han med en lygte i panden tegnede billeder til avisen af de optrædende.

På Det Kongelige inviterede Bendix mig med på køretur i en ældgammel elevator. Da vi derefter havde set en Shakespeare-forestilling, stillede han mig på vejen ud dette spørgsmål: »Hånden på hjertet. Synes du Shakespeare er morsom?« Herpå svarede jeg efter at have tænkt mig om: »Nej, men han kan spilles morsomt«. Et særligt mindeværdigt eksempel på det oplevede jeg da Hamlet i 1992 blev opført på Betty Nansen Teatret. Her blev en stærkt udvidet graverscene spillet af Søren Østergaard, der talte fynsk, og Niels Olsen, der talte helt sort jysk. Salen var syg af grin, bl.a. da Østergaard efter en komplet uforståelig replik fra Olsen med fynsk tonefald sagde: »Det fik jeg vist ik’ rigtig fat i«.

Da Hans Bendix og jeg i pausen af en anden forestilling på Det Kongelige fik en drink sammen, blev hans tilstedeværelse bemærket af teatrets daværende chef, Henrik Bering-Liisberg, som straks styrede hen mod ham, ledsaget af en anden betydningsfuldt udseende herre. De indledte en teatersamtale med Bendix, og selvom jeg som studerende ved Københavns Universitet havde gået på samme forprøvehold som Bering-Liisberg, og vi derfor var bekendt med hinanden, trådte jeg et halvt skridt tilbage for at de tre kunne tale uforstyrret med hinanden. Samtalen trak imidlertid ud. Netop som jeg overvejede at liste væk fra min ydercirkel, vendte Bendix sig mod mig og spurgte om jeg havde lyst til at prøve en af hans egyptiske cigaretter. Da jeg havde takket ja, fiskede han en flad metalæske op af inderlommen og tog sig god tid til at byde mig en af de ovale røgpinde, som vi derefter i ro og mag fik tændt. Hensigten med denne handling - et lærestykke i takt og levemåde - var ikke til at tage fejl af, og jeg husker den stadig med glæde.

Hans Bendix’ liv var langtfra en dans på roser. I 1940 måtte han flygte fra Danmark pga. sine antinazistiske tegninger og skrifter, og fordi han var jøde. Og så nødlandede det fly han skulle til Spanien med, endda i Berlin! Fra et hotel familien overnattede på, blev de beordret til paskontrol på en politistation. Heldigvis var den vagthavende politibetjent et ordentligt menneske og skrev en nats opholdstilladelse ind i deres pas. Næste dag fløj de videre, og en måned senere kom de i Lissabon om bord på et flygtningeskib til Amerika.

Som man kan se på hans tegninger, var Hans Bendix livet igennem forelsket i kvinden - og kvinderne havde bestemt også sans for ham. Han fortalte mig om en aldrende amerikansk millionøse der i hans ungdom havde gjort tilnærmelser til ham. Da han ikke kunne se dem for sig som et par, spurgte han om hun i stedet ikke kunne adoptere ham. Når han traf min smukke kone, plejede han at sige: »Goddag, min elskede. - Hvad er det nu du hedder?«

På sin firsårsdag i 1978 fik Hans Bendix et festskrift hvis kapitler var skrevet af mennesker der holdt af ham. I et bidrag med titlen »Undskyld jeg ødelægger hans image« afslørede hans datter Eva Bendix at der var langt fra virkeligheden til den Aladdin-aura som mange omgav ham med. Hver gang han skulle tegne fra en ny teaterforestilling, var det som om han skulle debutere. Hans arbejde som tegner var præget af nerver, anspændthed og søvnløshed. Dertil kom at han var en umådelig flittig mand. Det stemmer jo ikke godt overens med hans image som flanør. Klaus Rifbjerg skrev i sit kapitel at »Hans Bendix er en forbandet disciplineret flaneur«.

Har flanørerne nogen fremtid? Ligesom pandaen er truet, er der måske en risiko for at arten ’flanør’ forsvinder. Så må vi nøjes med at se fotografier af flanører og læse om dem. Her på Frederiksberg ser jeg ikke sjældent Johannes Møllehave - nu med stok, bowlerhat og langt postkasserødt halstørklæde. En kunstner som Jørgen Leth har også flanørpotentiale, skulle jeg mene. Han er let i anslaget, dygtig til at sætte sig selv i scene, og når jeg ser ham i fjernsynet, spekulerer jeg på om hans viltert nedhængende krøller i virkeligheden ikke er omhyggeligt arrangerede.

Søren Kierkegaard skriver i bind 13 af sine Samlede Værker »jeg var Dagdriver, en Lediggænger, en Flaneur, en letsindig Fugl«. Det lyder jo ikke som en ros, og flanører har nok ikke de bedste vækstbetingelser i en nordisk, protestantisk kultur. Men de udgør nu en god modvægt til vor tids vækst- og effektivitetsretorik. For at vise at jeg højagter dem, har jeg købt en stråhat.