Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nye roller for generaler og politikere

Mikkel Vedby Rasmussen: Hvis politikerne i den ny forsvarslov evner at definere nye roller for dem selv ved at efterspørge strategier og visioner, vil de få et håndtag til at styre hele forsvaret. Prisen er at lade forsvaret og dets minister tage beslutninger om,

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tirsdag 16. april diskuterer Folketinget et ord, der ikke står i en lov. Ordet »Forsvarskommandoen« er slettet i forsvarsministerens forslag til en ny forsvarslov, således at Nick Hækkerup (S) kan sammenlægge Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen. Sammenlægningen vil være den foreløbige kulmination på en centralisering af forsvarets ledelse, som blev indledt i begyndelsen af 1900-tallet med de første diskussioner om at sammenlægge krigs- og marineministeriet. Siden har behovet for at styre stadigt mere avanceret teknologi og komplicerede operationer i samarbejde med allierede fordret en centralisering af forsvarets ledelse. Og i al den tid har der været en principiel diskussion om, hvordan forsvaret skulle ledes.

Under Den Kolde Krig var ledelsen i krig en del af NATOs kommandostruktur og adskilt fra driften af forsvaret i fredstid. Efter Den Kolde Krig smeltede drift og operationer sammen. I 1951 havde forsvarsministeren f.eks. den militære brødfabrik og forsvarets gymnasium under sig. I dag sidder ministeren i et lille departement, mens Forsvarskommandoen med forsvarschefen i spidsen har ansvaret for de fleste stabs- og støttefunktioner i forsvaret – dog ikke længere brødfabrikken og gymnasiet.

Forsvarsministeren mener, at tiden er kommet til at nedlægge Forsvarskommandoen og placere forsvarschefen i Forsvarsministeriets departement. Resultatet af den flytning bliver formentlig oprettelsen af en operationel kommando, der kan lede søværn, hær og flyvevåben.

Forsvarschefens uafhængighed er det centrale spørgsmål i debatten om den ny forsvarslov. Både på kasernerne og på Christiansborg er man bange for, at forsvarschefens militære faglighed vil blive politiseret, når han skal sidde dør om dør med ministeren.

Man frygter, at den civile departementschef vil stå i døren til ministerens kontor og forhindre forsvarschefen i at sige sin mening, således at beslutningerne træffes på et politisk, usagligt grundlag. Denne argumentation siger en del om, hvor god stemningen er mellem officererne og de civile embedsmænd. Argumentet siger også en del om, hvordan officerer, fra den dag, de går ind ad døren på Officersskolen, opdrages i en særlig faglighed. Denne militære faglighed giver officererne en særlig status, fordi ingen andre i kongeriget har den. Officererne kan således med en vis ret påpege, at det kun er dem, der har forstand på, hvordan netop forsvaret skal ledes. Imidlertid overser dette argument, at selv om officererne er de eneste med den militære faglighed, så forvalter de ikke denne faglighed alene. Væbnet magt er et politisk instrument, og derfor giver forsvaret kun mening som en del af en forsvarspolitik.

Ikke alene giver officerens arbejde kun mening i en politisk kontekst, der er efterhånden mange andre, der udfører lignende job. UPS’ medarbejdere udfører f.eks. logistik, og har endda uniform på. Hvad angår nye trusler som fra f.eks. cyberspace, har civile langt større ekspertise end forsvaret. Disse udfordringer skaber en grundlæggende usikkerhed om, hvad den militære faglighed og officerens profession er. Denne usikkerhed driver modstanden mod nedlæggelsen af Forsvarskommandoen. Hvis kontorerne på Danneskiold-Samsøes Allé 1 bliver lukket, lukker man samtidig ideen om, at den militære profession er afsondret fra resten af samfundet.

Lige så vel, som der ikke er rene militære vurderinger og beslutninger, er der i dansk forsvarspolitik ikke rene politiske beslutninger. Der er en lang tradition for, at de politikere, der vedtager forsvarets budgetter i et forsvarsforlig, deltager aktivt i dets implementering. Ikke alene beslutter politikerne, at der skal købes nye helikoptere. De bestemmer også, hvilken type og hvilket antal. Forligspartierne fungerer således som en slags bestyrelse for forsvaret, og forsvarsministre kan – alt efter temperament – vælge at være den alfaderlige bestyrelsesformand, der giver en lille en til møderne, eller den energiske administrerende direktør, der vil tromle nye initiativer igennem på kaffe og koldt vand.

Udfra den betragtning er det ganske logisk, at forligspartierne ser forsvarschefen som én der arbejder for dem, snarere end for ministeren. Forsvarschefen har således ofte fungeret som en slags opmand, der skulle tage ansvar for de ting, som politikerne ikke kunne eller ville beslutte. I foråret 2013 gav general Bartram sit bud på, hvilke kaserner der skulle lukkes, fordi politikerne heller ikke havde kunnet blive enige om det.

At forligskredsen så vedtog at lukke færre kaserner, end generalen havde foreslået, gav den mulighed for at redde mursten i valgkredsene og lade det være op til generalen at finde andre steder at spare. Bestyrelsesledelsen af forsvaret har gearet systemet til at sende gode nyheder opad og sende mere eller mindre rimelige krav om løsninger nedad. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at forsvaret bliver ved med at få den samme type sager om lidt for smarte og lidt for skrøbelige løsninger på fanger, tolke, tårnfalke mv.

Selv om politikerne bliver på deres kontorer på Christiansborg, vil sammenlægning af Forsvarsministeriets departement og Forsvarskommandoen således også give dem et nyt job, fordi forsvarsforligskredsen ikke længere vil kunne fungere som en bestyrelse. Fortsætter politikerne imidlertid med at ville lede forsvaret fra mødelokale nummer 1 i Forsvarsministeriet, kan sammenlægningen føre til et sammenbrud af forsvarsforliget, fordi forsvarschefen ikke længere kan fungere som ventil, når politikerne ikke kan blive enige. Og den nuværende forligskreds har ikke let ved at nå til enighed.

Hvis regeringen vedtager den nye forsvarslov uden Venstre, DF og de Konservative, risikerer forsvarsministeren, at de partier vil insisterer på at fortsætte arbejdet i forligskredsen, som om intet var hændt. Siden forsvarsministeren har insisteret på, at forliget og forsvarsloven er separate spørgsmål, kan han dårligt bebrejde oppositionen det. De vil til gengæld bebrejde ham, at den ny organisation giver forligspartierne en ny rolle.

Diskussionen af politikernes rolle er mindst lige så vigtig som diskussionen af generalernes rolle – for den afspejler det samme problem. Politikerne har ikke sæde i forsvarets bestyrelse, men i Folketinget, og det burde være i Folketinget, snarere end bag lukkede døre i mødelokaler, at mål og midler for forsvaret diskuteres. Hvis politikerne evner at definere nye roller for dem selv ved at efterspørge strategier og visioner, vil politikerne få et håndtag til at styre hele forsvaret i stedet for at sikre sig pletvis kontrol over indkøb af netop denne helikopter og denne pansrede mandskabsvogn. Prisen er at lade forsvaret og dets minister tage beslutninger om, hvad der skal købes for at leve op til de politiske målsætninger. Til gengæld vil folketingsmedlemmerne have en reel mulighed for tilsyn af beslutninger om indkøb og garnisonering, når de ikke er fedtet ind i beslutningerne i forligskredsen.

Når forsvarsliget ikke længere er en billet til indflydelse på mursten og materiel, men tværtimod en politisk diskussion, må man formode, at forsvarsforligene i fremtiden vil blive smallere. Det ville være bedre for alle parter, hvis denne politiske uenighed kunne diskuteres politisk, mens forsvaret ledes ud fra en strategi og vision. Den vision vil så ændre sig med det politiske flertal, men netop fordi det militære og det politiske hænger snævert sammen, er det kun logisk. Både generaler og politikere skal finde deres nye roller i den logik.