Nu blomstrer dansk økonomi igen – har vi glemt finanskrisen?

»Aktuelt diskuteres to lempelser af den finansielle regulering. Den ene er en forhøjelse af lånegrænsen ved køb af sommerhuse fra 60 pct. til 75 pct. Den anden er en generel diskussion om deregulering. Det er altid fornuftigt at justere og kalibrere, men en eliminering af mere markante regler vil være den forkerte vej at gå i den nuværende situation.«

04DEBJESPER-RANGVID-111021.jpg
Læs mere
Fold sammen

Finanskrisen i 2008-09 blev voldsomt omkostningsfuld. Beskæftigelsen faldt efterfølgende med 200.000, arbejdsløsheden blev fordoblet, huspriserne faldt 20 pct., antallet af banker blev halveret, og staten måtte spænde endog betydelige redningsplanker ud for den finansielle sektor.

Rapporten fra Udvalget om finanskrisens årsager, i dag kendt som »Rangvid-rapporten«, konkluderer, at BNP ved rapportens udgivelse i 2013 var omkring 200 mia. kroner lavere end det ville have været i fravær af krisen. I 2017 kan vi konstatere, at dansk økonomi befinder sig på en vækstbane, der er permanent lavere, end den sandsynligvis ville have været uden krisen. Intet tyder på, at vi kommer tilbage. Det samfundsøkonomiske tab som følge af krisen overstiger derfor 200 mia. kr., og tabet tegner til at blive permanent. Det er et nærmest ufatteligt stort velfærdstab.

Vi skal helst undgå at komme i en sådan situation igen. Man hører dog røster sige, at dansk og international økonomi aktuelt har visse lighedstegn med udviklingen før krisen. Lad os først spole tiden tilbage og opfriske, hvad der egentlig skete. Med det afsæt kan vi bedre vurdere, hvordan det ser ud i dag.

Optakten til finanskrisen

En overordnet konklusion i Rangvid-rapporten var, at der ikke var én årsag til finanskrisen. Krisen opstod som et kompliceret samspil mellem en række faktorer, indenlandske som udenlandske. Disse var bl.a. en lav rente i USA, en kompliceret struktur i finansieringen af amerikanske boliglån, herunder de senere så berygtede subprimelån, og en finansiel sektor, der ikke var tilstrækkeligt polstret i forhold til de risici, den påtog sig. Efter krakket af Lehman Brothers 15. september 2008 blev omfanget af krisen tydeligt. Den finansielle krise slog over i en økonomisk krise.

Danmark er en lille åben økonomi. Vi bliver påvirket af internationale vinde. Cirka halvdelen af det økonomiske tilbageslag, vi oplevede i Danmark, kan tilskrives den internationale udvikling. Den anden halvdel må vi tage på egne skuldre.

Som i mange andre lande var der i Danmark en voldsom vækst i boligpriserne i årene inden krisen. De lave renter, en god økonomisk udvikling, og stor optimisme var underliggende faktorer. Men indførelsen af afdragsfrie realkreditlån i 2003 og boligskatternes fastfrysning i kroner og øre var yderligere brænde på bålet.

Lad mig være klar. Der er gode argumenter for en vis afdragsfrihed, men der var to uhensigtsmæssigheder ved den konkrete implementering. Det ene var timingen. Da afdragsfrie lån blev indført i 2003, var boligpriserne allerede høje. Det andet var, at man gik fra mulighed for 0 pct. til 100 pct. afdragsfrihed på realkreditlån fra den ene dag til den anden. Det gav boligkøbere indtryk af en markant pludselig forbedring af deres handlemuligheder på boligmarkedet, hvilket øgede boligefterspørgslen dramatisk. En løbende indfasning over en årrække havde været at foretrække.

De kommunale budgetter løb løbsk. Finanspolitikken endte derfor med at skubbe på en allerede ekspanderende økonomi. Den finansielle regulering blev lempet. Dvs. man slækkede tøjlerne med de finansielle institutioner på et tidspunkt, hvor de allerede buldrede derudaf. Der var en række banker, som endte med at tage væsentligt større risici, end deres forretningsmodel kunne bære. Endelig kunne man have ønsket, at myndighederne, herunder ikke mindst Finanstilsynet og Nationalbanken, i højere grad havde påpeget faresignalerne.

Situationen i dag

Hvordan ser det ud i dag? Det gode er, at det finansielle system og den økonomiske situation er mindre skrøbelig end i midt-2000erne. Vi har blandt andet forbedret den finansielle regulering, hvorved de finansielle institutioner er mere robuste. Overordnet er der ikke meget, som tyder på, at vi står foran en krise som i 2008. Men mindre kan også gøre det, så der er forhold, vi bør være opmærksomme på.

Først og fremmest er udviklingen på boligmarkedet i storbyerne, og især ejerlejligheder i København, bemærkelsesværdig. De er nu på fjerde år steget med ca. ti pct. årligt. Det er meget. Omvendt er ti pct. mindre end 20-35 pct., som var tilfældet i midt-2000erne. Derfor er der ikke tale om en boligboble på samme måde som før krisen. Det skulle vi jo også gerne undgå. Finanstilsynet har derfor sat grænser for, hvor meget man kan gældsætte sig i forhold til sin indkomst i de områder, hvor priserne stiger meget. Jeg har selv tidligere anbefalet noget sådant, så ikke overraskende mener jeg, at det er fornuftigt. Det er også muligt, at der kan være behov for yderligere små skridt i den retning.

Hvorfor stiger boligpriserne så meget i København? Der er tilflytning, og lønningerne stiger. Men det er også sådan, at når man betaler et fast beløb i boligskat, så vil skatten som en andel af boligens værdi falde, når boligpriserne stiger. Det bidrager i sig selv til de stigende boligpriser, i dag som i årene før krisen. Vi burde have lært noget. Den nok mest hensigtsmæssige måde at justere prisstigningstaksten på boliger er derfor en normalisering af boligbeskatningen.

Når man beskattes af gevinst fra andre opsparingsformer, såsom aktier, er det hensigtsmæssigt, at der også sker beskatning af den gevinst, man har ved at sove i sin bolig. Det var positivt, at regeringen tog initiativ hertil i sit boligskatteudspil, om end den specifikke model tegnede til at blive dyr. Lad os håbe at grundidéen overlever de nuværende forhandlinger. Husk i den forbindelse, at en hensigtsmæssig boligbeskatning kan indføres uden, at man løbende bliver flået. Jeg har i tidligere kronikker i denne avis beskrevet én metode.

Undgå pendulregulering

Der er en anden årsag til, at boligpriserne (i storbyerne) stiger meget. Renten er lav. Og den er ikke bare lav. Den er lav som i rigtig lav. Ligefrem negativ på nogle lånetyper. Den er også lavere end i midt-2000erne.

Det er naturligt, at huspriser og andre aktivpriser stiger, når renten er så lav. Men det gør situationen skrøbelig, for hvad sker der, når renten stiger? Har nogle sat sig for hårdt? Hvis en rentestigning kommer stille og roligt over flere år i samklang med en god økonomisk udvikling, er der nok ingen problemer. Men skulle der komme pludselige rentestigninger, kan situationen blive alvorlig. De endog overordentligt lave renter og deraf følgende høje priser på alt, der kan investeres i, herunder boliger, er det, som jeg aktuelt holder mest øje med.

Der blev lempet på den finansielle regulering i årene inden krisen. Det var en uhensigtsmæssig, men i det historiske lys ikke overraskende idé. Der har historisk været en tendens til, at reguleringen lempes i de gode tider, og strammes op efter ulykken. Når det går godt, tænker man, at så kan man jo godt lempe. Men så kommer tabene, og man strammer op igen ofte samtidig med, at man står midt i krisen. Rangvid-udvalget anbefaler, at sådan uhensigtsmæssig pendulregulering undgås.

Aktuelt diskuteres to lempelser. Den ene er en forhøjelse af lånegrænsen ved køb af sommerhuse fra 60 pct. til 75 pct. I forhold til f.eks. indførelsen af afdragsfrie lån i 2003 er det trods alt en mindre lempelse, så jeg har ikke stærke holdninger. Men hvis lempelsen gennemføres, bør den indfases over en årrække. Hermed vil man undgå en ketchup-effekt, som vi så efter den pludselige og markante indførelse af afdragsfrie lån i 2003.

Den anden er en generel diskussion om deregulering. Det er altid fornuftigt at justere og kalibrere, men en eliminering af mere markante regler vil være den forkerte vej at gå i den nuværende situation, apropos pendulregulering. Om det er i spil – i Danmark og internationalt – er uklart på nuværende tidspunkt. Konklusionen er, at der ikke er behov for nye store indgreb, men der er heller ikke behov for en generel lempelse.

På metaplan kan man have to holdninger. Man kan mene, at finansielle institutioner skal have frit spil og acceptere de udsving, historien har vist følger deraf. Eller man kan mene, at det er hensigtsmæssigt at dæmpe farten en smule, så skaden bliver mindre, når man rammer muren. Da skaderne ofte bliver permanente, og det langsigtede velstandsniveau derved lavere, er det tilrådeligt at søge at mindske skaderne på forhånd.