Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nogen bør fortælle Donald Trump, at han ikke skal spille chicken game med Kim Jong-un

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, inspicerer på dette udaterede foto fra Nordkoreas nyhedsbureau, KCNA, en våbenfabrik. Foto:KCNA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Journalister, analytikere og forskere med forstand på Nordkorea har i disse dage travlt med at mane til besindighed. Nordkorea er ikke ude på at angribe, de er et forsvarsland og ved godt, de er i undertal. Atomoprustningen bunder i et behov for at kunne forsvare sig selv. Kim Jong-un gør det, enhver rationel aktør – diktator eller ej – ville gøre.

Det er selvfølgelig også den oplagte analyse. Problemet med oplagte analyser er, at de nemt fører til reproduktion, ensidighed og ubalance i den offentlige debat.

For det er jo med al sandsynlighed rigtigt, at atomkrigen ikke ligger og lurer for næsen af os. Men er der alligevel grund til at være bekymret? Skeptisk, i det mindste?

Jeg vil argumentere for, at de svulstige FN-taler og forhastede tweets fra den øverste amerikanske ledelse lægger op til et meget lidt diplomatisk spil »kylling« med en selvovervurderende og egenrådig diktator. Og det er en rigtig dårlig idé.

»Tag ikke fejl. Hvis krigen kommer, vil det nordkoreanske regime blive totalt udslettet.«

Sådan sagde USAs FN-ambassadør, Nikki Haley, til et sikkerhedsrådsmøde 29. november. Meldingen kom som reaktion på nyheden om, at Nordkorea har forfinet teknikken udi affyring af ballistiske missiler, så de nu kan ramme det meste af verden.

Det er ikke første gang, at højtstående amerikanske repræsentanter har erklæret, at det nordkoreanske regime (nogle steder kendt som Rocket Man) er på en selvmordsmission, og at de, hvis de fortsætter den aggressive fremfærd, vil blive udslettet.

Inden for sikkerheds- og spilteori opererer man med begrebet »The game of chicken«. Spillet er modelleret ud fra den særegne bilkonkurrence, som opstod i den amerikanske teenagekultur i 1950erne og blandt andet kendes fra James Dean-klassikeren »Rebel Without a Cause«. Princippet er, at to biler kører med høj hastighed med kurs mod hinanden. Hvis ingen trækker sig fra kursen, lider begge spillere et voldsomt tab, hvis begge trækker sig, er spillet uafgjort. Men hvis kun den ene spiller trækker sig, har den anden vundet det psykologiske spil og dermed løbet.

Dette spil bruges til at forklare eskalationsdynamikker i sikkerhedslitteraturen. Gensidigt samarbejde svarer til, at begge parter trækker bilen til side og undgår konfrontation.

Nordkoreansk boss-regime

Højstemte udtalelser om modpartens komplette destruktion i tilfælde af konfrontation synes blottet for banal strategisk flair. Denne slags signaler om håndfasthed pakket ind i værtshus-retorik synes mere rettet mod de amerikanske vælgere end den østasiatiske modpart.

Denne kronik har ikke til formål at forsvare det nordkoreanske regime. Nordkoreas kampagner har på det seneste været unødvendigt aggressive. De har overtrådt adskillige af de berømte »red lines« i forhold til både Japan, Sydkorea og USA, og det skal de selvsagt ikke.

De amerikanske repræsentanter bør dog arbejde konfliktnedtrappende med henblik på forhandling. Man kan kritisere Barack Obama for meget, og det skal man, men under hans administration kunne man ofte regne med pragmatisk realpolitik på udenrigs- og sikkerhedsområdet. Og selv om det gav sig udslag i en uhørt frivol brug af droner, var dette ikke Obama-administrationens opfindelse. Iran-aftalen var til gengæld et diplomatisk nybrud. Efter lange og af og til ophedede, forhandlinger trak både USA og Iran sig før konfrontationen.

Det største problem med det nuværende amerikanske diplomati er, at de ikke synes klar over, hvilket regime de står over for. Det nordkoreanske regime ledes af en snæver elite, som er centreret omkring Kim Jong-un i en grad, hvis lige nok ikke findes andre steder i verden. De fleste autokrater er tvunget til magtdeling og deler i praksis beslutningsansvar med en magtfuld elite, som kan true med kup og skabe ustabile forhold, hvis der udstedes egenrådige eller uovervejede ordrer fra lederen. I regimer som Nordkorea bliver den slags uromagere udslettet, om det så er Kim Jong-uns egen familie.

Nordkorea omtales flere steder i den sikkerhedspolitiske forskningslitteratur som et personalistisk »boss-regime«. Denne betegnelse dækker over regimer, som opbygger en personlighedskult omkring en leder. Folk som Kim Jong-un (og særligt hans far og farfar) har formået at skabe en kolossal personlig legitimitet i befolkningen og kan reelt udøve deres vilje med meget færre begrænsninger end nærmest alle andre statsledere. Det er ikke den slags mennesker, man ønsker at provokere.

Til sammenligning kategoriseres Sovjetunionen under Stalin normalt som et boss-regime, det samme gør Maos Kina, Gaddafis regime i Libyen, Saddam Husseins i Irak, Hafez og Bashar Al-Assad i Syrien samt Ceausescu i Rumænien. Som eksemplerne illustrerer, tager man forholdsvis let på menneskeliv i boss-regimer, hvilket iagttagere af Nordkorea kan bekræfte. Ifølge to amerikanske politologer og sikkerhedsforskere har også udviklingen af atomvåben en personlig vinkel.

Mangel på realitetssans

Jessica Weeks og Christopher Way udgav i 2014 en artikel om autokratiske regimetypers tilbøjelighed til at udvikle atomvåben.

De fandt, at særligt personalistiske regimer opbygger atomprogrammer, fordi det bruges som legitimationsstrategi i en nationalistisk krigsdiskurs, men også fordi personalistiske regimer er afhængige af beskyttelse fra militæret.

Atomvåben er en måde at polstre militæret på, fordi man herigennem sikrer dem store bevillinger på nationalbudgettet og dermed både slagkraft og prestige. Med henvisning til Betty Glads artikel om tyrannens psykologi peger Weeks og Way på, at tilbøjeligheden til at erhverve sig atomvåben imidlertid også kan tilskrives en udpræget, intens narcissisme. Dette fører til selvovervurderende illusioner om, at Nordkorea fortjener en plads for bordenden blandt de største og mest magtfulde stater i verden. Mangel på realitetssans er et reelt problem blandt mange tyranner ifølge Glad, og det er ikke et godt udgangspunkt for ansvarlig, rationel forvaltning af magt (og atomvåben).

Typer som Kim Jong-un er blindt indifferente over for verdenssamfundet, de vil faktisk helst afskærmes i videst muligt omfang. I den forbindelse kan besiddelsen af atomvåben fungere vældig godt. Vil man holde nysgerrige vestlige stater på behørig afstand, mens man driver arbejdslejre, torturkamre og andre diktatoriske virksomheder, er besiddelsen af atomvåben et effektivt afskrækningsværktøj. Skal man drage en jordnær parallel, kan man forestille sig effekten af at udskifte sit »reklamer nej tak«-skilt med en sulten dobermann.

Nikki Haley, USAs FN-ambassadør, siger, at Nordkorea vil blive udslettet i tilfælde af krig, og Trump kalder Kim Jong-un en »Rocket Man« på selvmordsmission. Det er nemt at opfatte den slags udtalelser som åbne provokationer, når ens legitimitet beror på svulstig krigsretorik og stærk mand-attituder. Særligt hvis man selv er begyndt at tro på de noget oppustede fortællinger om nationens styrke, og ingen af ens nærmeste i øvrigt tør stoppe en af frygt for at de bliver de næste, der på mystisk vis udånder efter et ildebefindende i en tilfældig lufthavn. Repræsentanter fra det nordkoreanske regime har kaldt Trump en »gal hund«, som man ikke har tænkt sig at tage imod råd fra. USA har indledt en kampagne af nedladende provokationer, lød det til CNN i november.

Er atomkrigen over os? Nok ikke. Men det giver heller ikke megen mening at gætte eller sætte odds på. At vi ikke skal bekymre os om det nordkoreanske regime, fordi rationalitet og logiske sikkerhedsmæssige betragtninger trumfer alt i Pyongyang, er imidlertid at tage munden for fuld. Verdensfreden er i fare, hvis Trump føler sig lidt for meget som James Dean, for vi kan ikke overskue konsekvenserne af et sammenstød. USA er nødt til at aktivere diplomatiet og indlede forhandlinger, og måske skal de have lidt hjælp til at indse det.

Var jeg stats- eller udenrigsminister i et amerikansk allieret land, ville jeg gribe knoglen og ringe til Det Hvide Hus med en klar opfordring:

»Mr. President. We do not want to play the game of chicken with Kim Jong-un.«

Simon Friis er studerende ved Aarhus Universitet.