Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nødråb!

Det er ikke klynkeri at råbe om hjælp, når man er reelt truet. Det er nødvendigt, ellers dør man eller bliver invalideret.

Emmet Feigenberg, sceneinstruktør, tidl. skuespilchef ved Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kulturen i Danmark er truet. Vi er dybt inde i en kulturafviklings-tidsalder, og den nuværende regering og dens støtter er ikke de eneste ansvarlige. Bevægelsen har fundet sted i årtier. I den økonomiske blomstrings tid - 90’erne og begyndelsen af 00’erne – »nøjedes« man med at undlade at give kulturen nogen andel af opsvinget.

Man opførte ganske vist en række kulturhuse, en hovedrig fond skænkede landet en opera og staten opførte et skuespilhus – men midler til at drive dem og til at fylde dem med kunst har måttet findes i de budgetter, som op til finanskrisen ingenting havde fået, og som siden finanskrisen er blevet grønthøster-beskåret igen og igen.

Som for at føje spot til skade kommer så det seneste anslag imod dansk kultur – forslaget om at ændre reglerne for beskatning af almennyttige fonde, hvilket i praksis vil betyde yderligere tab af kulturmidler, omkring 250 mio. kr. hvert år. I forvejen beløber regeringens besparelser på området sig til 600 mio. kr., så vi er godt på vej mod milliarden.

En stor del af de samlede kulturbevillinger går som bekendt til husleje, basis-drift, ejendomsskatter osv., så en beskæring af dansk kultur på op mod en milliard er et meget dybt indgreb. Men ingen siger for alvor noget til det.

Medierne hjælper til med at legitimere beskæringerne ved at diske op med mere eller mindre troværdige opinionsmålinger, som bekræfter, at den økonomiske udsultning af kulturen såmænd nok svarer til flertallets ønsker, og mener så ikke at have yderligere ansvar i den sag. Erhvervslivet er tavst. Oppositionen er stort set fraværende. I andre sager mumler den lidt, men hér tier den helt stille.

Når regeringen har udmeldt besparelser på andre områder, f.eks. undervisning, forskning, miljø og ulandsbistand, har der i debatten gudskelov kunnet høres harmfulde røster både fra diverse interesseorganisationer og fra besindige, fremsynede og ansvarlige dele af erhvervslivet, som har protesteret imod disse tiltag, der sætter Danmark i bakgear. Men kulturen står underligt alene.

Der er ikke mange, der iler til forsvar for denne grundpille i vores samfund og vores demokrati. Heller ikke mange, der indser hvilke skadevirkninger den tiltagende provinsialisering af vores land vil få, både for erhvervslivet og generelt for vores ranking i den globaliserede verdens konstante kappestrid om, hvilke lande og hvilke byer, der er de attraktive på verdenskortet.

Selvom det næsten ligner en bevidst strategi, at vores land stræber mod en stadigt lavere og lavere profilering og branding – så høres modargumenter, advarsler og protester alt, alt for lidt.

Lad derfor disse linjer være et opråb til borgerne, og en appel til industrien og erhvervslivet og selvfølgelig et forsøg på at vække vores folkevalgte opposition, der som bekendt repræsenterer omtrent ligeså mange vælgere som den herskende blok: Stå vagt om kulturen i Danmark! Protestér og mobilisér imod den herskende tendens i dansk politik, for den er i færd med at afvikle vores lands status som kulturnation på et anstændigt niveau. Og de ansvarlige vil ikke engang stå ved, at det er det, de gør.

Protesterne burde lyde rungende og vedholdende – først og fremmest fra borgerne selv, som tilsyneladende ikke engang rigtig indser, hvilke værdier, man er i færd med at tage fra dem. Men sandelig også fra ansvarlige dele af erhvervslivet og fra medierne, som burde vide det.

Hvad enten man er enig eller uenig i den tanke, at vi danskere lever i en konkurrencestat, så er det temmelig sikkert at Danmark lever i en konkurrenceverden – og i den verden sakker man håbløst bagud, hvis man nedprioriterer fremtiden (forskning, undervisning, miljø), humanismen (ulandsbistand) og kulturen, som er en fællesbetegnelse for de aktiviteter, som gør et land attraktivt og funky – fordi det har plads og råd til nysgerrigt og lidenskabeligt at tage livtag med vores måde at være mennesker på.