Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej til nyt

David Munk Bogballe: Vores viden om samfundet er begrænset, og reformer bør derfor gennemføres med forsigtighed. Det huskede tidligere tiders flertal, men hos det såkaldte »nye flertal« er det desværre så som så med forsigtigheden.

Ambitioner var der nok af, da 23 friske SRSF-ministre sidste år blev præsenteret på Amalienborg – herunder en udviklingsminister i Ellert. Og det er utvivlsomt fortsat det »nye flertals« oprigtige ønske at skabe »et nyt Danmark«, men udefra er de skødesløse forandringer gruopvækkende at se. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vort nuværende samfund er resultatet af vor historie, og det udgør samtidig den historie, der afgør, hvordan fremtidens samfund kommer til at se ud. Hvis vi derfor kunne udpege alle de kræfter, der former og forandrer et samfund og samtidig kunne identificere alle de af samfundets dele, som forandres, ville vi kunne forklare og forudsige vort samfunds udvikling ganske og aldeles præcist. Vi kunne kigge på vores nuværende samfund, sætte det ind i en formel og regne fremtiden ud. Vi kunne tilrettelægge vores nutidige samfund på en måde, der skabte et helt bestemt fremtidigt samfund - et bedre, renere, sundere, skønnere, retfærdigere, friere og rigere samfund.

De eneste - men dog afgørende - forudsætninger herfor er, at vi kender og forstår kræfterne, der driver vores samfundsudvikling, samt at vi ved, hvilke elementer, der forandres hvordan og hvornår. Men det gør vi ikke; det er en viden, vi ikke har. Beviset er et endeløst antal af fejlslagne prognoser og uforudsete negative effekter af politiske beslutninger. Som eksempel kan nævnes, hvorledes det op gennem 90erne af politikere og økonomiske eksperter blev forudsagt, at børn født i midten af 80erne (de »små årgange«) aldrig skulle bekymre sig om arbejdsløshed, når de skulle starte deres arbejdsliv. De små årgange starter nu, og når man ser på arbejdsløshedsgraden hos denne gruppe, har den ikke været højere i 20 år - over 40.000 unge er arbejdsløse.

90ernes eksperter havde næppe et bevidst ønske om at skuffe de nuværende unge arbejdsløse; de havde med al sandsynlighed de bedste intentioner. Ligesom de politikere der indførte NOx-afgifterne for at sikre borgerne et renere miljø, de politikere der satte grænsen ned for, hvor stor en del af bilens værdi det må koste at reparere den som led i vækstpakkebestræbelserne på at sikre borgerne et materielt rigere liv, og de politikere som indførte sukker- og fedtafgifter, for at sikre borgerne et sundere liv, også havde det. Men hvor eksperter og politikeres gode intentioner udmærket kan bruges til at brolægge vejen til helvede, er det i højere grad sjældent, at de er brugbare for samfundet.

NOx-afgifterne vil måske skabe et marginalt bedre miljø, men de har med sikkerhed øget arbejdsløsheden og truer med at øge den yderligere. Hvorledes ændringen af grænsen for, hvornår en bil skal skrottes frem for repareres, har fordret økonomisk vækst, synes at være uvist, men den har med sikkerhed kostet mekanikere og lærlinge jobbet. De øgede fedt- og sukkerafgifter har ikke ændret borgernes kostvaner, til gengæld har de gjort en del af dem arbejdsløse og flyttet salget af slik m.m. til Tyskland, så danskerne (måske til gavn for miljøet...) kører mere og længere efter deres sodavand og Matador Mix.

Den viden, vi tror, vi har om, hvordan samfundet fungerer, har vi kun i begrænset omfang, og derfor bør vi udvise den største forsigtighed, når vi begynder at reformere. Det er nemlig let at forandre, men umådelig svært at forbedre. Det glemmer Danmarks såkaldte »nye flertal« ofte. Det synes ligeledes at glemme, at der var en tid, før ukritisk mangfoldighed kunne tjene som værdi, og at langt størsteparten af de institutioner, der er vigtige for os, såsom familien, det frie marked, ejendomsretten, ægteskabet, kirken, skolen, politi og forsvar, også fandtes dengang. Det synes at glemme, at den orden, frihed, tillid og rigdom, vi i Danmark i generationer har kunnet glæde os over, netop er et resultat af disse grundlæggende institutioner, der derfor bør behandles med ydmyghed, respekt og forsigtighed.

Tidligere politiske flertal huskede det, og i erkendelse af deres positive effekter og af respekt for fremtidige generationers muligheder for at leve gode liv, var de overvejende påpasselige med at ændre på kerneinstitutionerne. Hos det ungdommelige »nye flertal«, hvis oprigtige ønske det er at skabe et »nyt Danmark« i modsætning til at forbedre det, vi har, synes det desværre at være så som så med påpasseligheden. Det kan skyldes, at det ageres ud fra en overbevisning om, at de er de første i historien, der virkelig forstår og bekymrer sig om Danmark, og om at de er udstyret med en særligt dyb indsigt qua deres erfaring og (ud)dannelse, som tidligere politikere ikke havde.

Udefra er det under alle omstændigheder gruopvækkende at se, hvordan der med upassende letsindighed og overlegen selvfølgelighed gribes ind i kirken og det fri marked, hvordan skatter og afgifter øges, forsvaret reformeres, familien undergraves og den private ejendomsrets status som ukrænkelig gøres usikker.

Nytænkning og forandring kan naturligvis være godt og på sin plads, men når man ser på, hvad det »nye flertal« tilbyder af forandringer og nye tiltag, er det eneste ansvarlige og rimelige svar et klart »nej« til »nyt«.