For 20 år siden, efter mange aftener på sprogskolen, gik jeg en morgen til bageren. Forsigtigt spurgte jeg bagerjomfruen: »Må jeg be´ om en krødder?« »Hvabehar?« »Øhh, jeg vil gerne be´ om en krødder,« prøvede jeg én gang til, mens sveden piblede frem. »En hvaffornoget?« sagde kvinden, totalt mystificeret. Nu blev det svært, jeg havde prøvet det bedste, jeg kunne, og det ristede stykke tørbrød lå ikke fremme, så jeg kunne pege. Et sidste forsøg altså: »En krødder, en krødder!« nærmest råbte jeg nu. »Nåh, du mener en krydder!« sagde ekspedienten, som om det for et bageri var et totalt ejendommeligt produkt. Det var nok min hollandske accent, der gjorde, at det var en komplet uforståelig henvendelse.

Nu kan jeg så fra 1. september i år som herboende hollænder ansøge om dobbelt statsborgerskab. Endelig! Men det giver mig anledning til at reflektere over den hollandske og den danske mentalitet. Nu da jeg for længst kender til Janteloven, julefrokost, til Piet Hein og PH-lampe, kan jeg se de små nuancer og se, hvorfor det er så vigtigt at udtale krydder korrekt. Men vi ligner jo hinanden meget, socialt, kulturelt, økonomisk, værdimæssigt, ja endda sprogligt. Og alligevel.

Om begge sprog siges, at det er det eneste sprog, som hvalrosser har til fælles med mennesker: det hollandske med sine gutturale lyde, det danske med sine uklare vokaler og halvslugte stavelser. Jeg er vokset op forskellige steder i verden og har lært en del sprog. Mine begynderår med dansk indebar ofte megen moro, når jeg f.eks. spurgte, hvor mine suttesko var blevet af, eller når jeg fortalte, hvor stor en oplevelse det var på hvalsafari at få en hval i synet…

Men når jeg nu, efter 20 år med sprogbaserede jobs i danske kulturvirksomheder, adskillige artikler og to bøger på dansk, får at vide, at »du taler da godt dansk«, svarer jeg, »Jo tak, det gør du også«. Danskere vil jo så gerne, at man taler perfekt, dvs. accentløs dansk. Gennem årene har min accent flyttet sig; fra islandsk blev det senere opfattet som færøsk. Men da jeg for nylig med en hollandsk ven i en butik diskuterede hans indkøb og på dansk bad om prisen, sagde ekspedienten overrasket, »Du taler da meget flot hollandsk!« Jeg synes, at en accent er nærmest ligegyldig eller snarere et hædersbevis; det betyder jo at man taler flere sprog. Men præcist at ville definere, hvor ens accent stammer fra, hører med til forsvaret af danskheden: Det danske sprog er unikt i verden, det kan ikke læres ordentligt af andre.

Maden er også et område, som kan undre ikke-danskere.

Ligesom sproget er traditionelle danske fødevarer naturligvis – danske. Men nej, lakrids er altså ikke dansk. Ej heller rugbrød og sild, for ikke at tale om gule ærter. Og medisterpølse er stort set, hvad Holland spiser om tirsdagen, og om onsdagen er det hakkebøf. Nationalretten i Nederlandene er ærtesuppe, kogt på grønne ærter, men bortset fra farven og et enkelt krydderi det samme som gule ærter.

Men hvad så med silden? I den hollandske folkeskole lærer man, at det med at rense og salte silden, så den holder sig længere, blev opfundet i 1300-tallet af Willem Beukelszoon, en fisker fra byen Biervliet. I århundreder har hollændere nydt en »Hollandse Nieuwe« eller matjessild ved en sildevogn. Men rugbrød, dét må da være noget typisk dansk? Også rugbrødet har vi i lighed med ærtesuppen og silden til fælles med tyskerne og de andre lande omkring Østersøen; havet forbinder.

Og så lige lakridsen. En del af den danske madkanon. Nej, desværre. Holland er den største fabrikant af lakrids i EU. Der produceres lakrids til en værdi af 90 millioner euro, og hollændere spiser 32 millioner kilo om året, To kg pr. person. Men det, der også adskiller danske madtraditioner fra alle andres, er selve måltidet. Ritualerne er totalt fastlagt. Det ritualiserede kommer bedst til udtryk i spørgsmålet før jul: And eller gås? Hvabehar? Jeg har forespurgt mig i mit hollandske bagland. Spiser I noget bestemt til jul eller nytår? Nej, vi spiser, hvad vi synes er festligt, om det nu er kalkun, dyr eller ristaffel.

Min teori om den klassiske danske madholdning er, at den stadig hviler i traditionerne fra landbosamfundet, mens nederlændernes madkultur, udover kolonierne, har været udsat for tre »civiliserende« indflydelser sydfra: den romerske, den spansk-burgundiske og den napoleonske. Dansk mad er rundet af vikingerne, senere af den danske bonde- og industrikultur, og den eneste civiliserende påvirkning sydfra har i den sammenhæng groft sagt været charterrejser. Jeg glæder mig derfor til at se, hvor meget den nye danske no-ma(d)bølge vil komme til at betyde for dansk madtradition.

Første gang jeg på en reception uden dikkedarer blev introduceret for en dansk minister, blev jeg lidt befippet. Kunne man bare gøre det og være dus? I min hollandske karriere har jeg mange gange modtaget politikere, kongelige og kendte. Der var tit en bræmme af assistenter, som forhindrede, at det almindelige folk bare kunne tale med dem. En dansk iværksætter, som arbejder internationalt, fortalte mig, at det gode ved Danmark er, at man »bare kan ringe til en ekspert«. Det er utænkeligt i mange andre lande, hvor alle med prestige har et værn omkring sig.

For nylig spurgte jeg en af mine hollandske venner, der skulle tilbage til Holland, hvad han havde lært her. Han svarede: »Danskere synes, de har det rigtige svar på alt: beskæftigelse, skat, velfærdsydelser, infrastruktur, uddannelser, ja, for alt synes de, at de har den bedste løsning.« Begge lande scorer højt på den internationale »happiness«-skala, og i begge lande er den sociale kapital høj, man har tillid til hinanden og til »systemet«. Men så er der altså forskel på konflikthåndtering og konsensus i de to lande.

Min mand og jeg spiste på en restaurant på Bornholm. En flok rockere kom ind. De var stangstive. Ved siden af os spiste en gruppe pædagoger, alle kvinder, en god middag. Tjeneren spurgte rockerne, hvad de kunne tænke sig at spise. Suppe, steg og øl. Et lille orkester begyndte at spille, og rockere bød damerne op til dans. Alle fik sig en svingom ,og de bredskuldrede, læderklædte mænd ledsagede damerne tilbage til bordet. Jeg var målløs, paf. Alt, der var foregået, ville være totalt umuligt i Holland: Tjeneren ville ikke betjene, damerne ville ALDRIG nogensinde danse, og det hele ville være endt i ét stort slagsmål. Respekt for den afslappede holdning!

På den anden side har jeg på mine danske arbejdspladser tit ønsket den danske konsensusmodel hen, hvor peberet gror. I timevis har jeg været til møder, hvor man ikke blev enige, og fortsættelsen fulgte næste uge. Beslut jer dog! Jeg blev samtidig bevidst om, at den hollandske måde at debattere på, hvor man afbryder, eller supplerer, opfattes som aggressiv og konfliktfyldt. Hollændere er rede til at gå imod strømmen, mens diskussionskulturen her staves konsensus. Det gør faktisk Danmark mere afslappet og trygt. Så op med fingeren, hvis du vil ha’ taletid.

I »Det rå og det kogte« (1964) formulerer den franske antropolog Claude Lévi-Strauss den teori, at maden også har symbolsk betydning. Som danskerne hæger om deres mad, således værner de om renheden i deres sprog; i en form så fast at det ligner en støbning.

Indtil for nylig kunne én med hollandsk pas ikke ansøge om dobbelt pas. Selv statsborgerskabet syntes påvirket af ideen om, at den danske kultur kunne inficeres af en sproglig, madmæssig eller social smitte. For mig at se, er det ikke nødvendigt at plante hegnspæle om den danske kultur, den er stærk og rask nok til at rumme et både-og. Jeg vil gerne spise både and og gås, både risalamande og ristaffel, med eller uden accent. Så kan jeg nok også klare et dansk pas.

Efterskrift: Forfatteren benytter i denne kronik begreberne Holland og hollænder på lige fod med Nederlandene og nederlænder.