NATOs svære balancegang (II)

Kan NATO stoppe et russisk angreb på de baltiske lande? Svaret er desværre nej. Vi har ikke et styrkeforhold, der kan hindre et angreb fra Rusland. Putin vil bruge truslen mod de baltiske lande til at bane vej for en aftale om Arktis, hvor Rusland har store økonomiske interesser.

08DEBLARS-CHRISTENSEN-10542.jpg
Lars Christensen. Fold sammen
Læs mere

I dag og i morgen vil NATO gennemføre sit store topmøde i Warszawa. Et af de emner, der vil blive taget op, er Ruslands aggressive opførsel politisk, men så sandelig også militært i Østersøregionen og specielt mod de tre baltiske lande og til en vis grad Polen. NATO skal under topmødet finde en mere robust måde at garantere sikkerheden for de fire lande og vise Rusland og omverdenen, at NATO er parat til at slås for landenes selvstændighed, skulle det blive ultimativt nødvendigt. Der er ingen tvivl om, at NATO vil give sådanne garantier, men det er mere tvivlsomt om Alliancen reelt har den militære kapacitet og evne samt en reel politisk vilje til at stå bag disse garantier. Men forstår vi egentlig, hvad Rusland har gang i?

Hvis vi kort ser på den militære situation i det russiske nærområde, nemlig det russisk-vestlige militærdistrikt, har russerne store land- og flystyrker, som kan indsættes med meget kort varsel mod de baltiske lande. Geografien, med de flere hundrede meter brede øst-vestgående floder og det dominerende øst-vestgående vejnet, giver Rusland optimale vilkår for en hurtig militær invasion. Der er kun cirka 200 til 250 kilometer fra Rusland til den baltiske kystlinje. En invasion som formentlig kan gennemføres inden for nogle få dage.

Men kan NATO ikke stoppe et sådant angreb? Har vi ikke styrker nok i de tre baltiske lande? Svaret er desværre nej. Vi har ikke et styrkeforhold, der kan hindre et overraskende angreb fra Rusland mod de tre baltiske lande. Polen har i denne sammenhæng en bedre chance for at dæmme op for sådan et russisk angreb i kraft af dets større militære styrker.

Men hvad kan NATO så gøre? Hvis vores politikere beslutter, at de tre baltiske lande skal befries igen, er der kun én vej: Et modangreb rettet fra Polen op gennem de baltiske lande. Et angreb på cirka 600 kilometer og et angreb over brede floder. Et angreb som vil tage mange, mange måneder, måske mere end et år at forberede. For vi har simpelthen ikke her og nu sammenarbejdede større styrker til en sådan opgave. Et helt vitalt problem er også, at vi lige skal forbi det russiske Kaliningrad-område, som ligger strategisk velplaceret mellem de baltiske lande og Polen, og som kun giver en snæver 90 kilometers korridor fra Polen til Litauen med et meget begrænset vejnet. Det her bliver ikke let, og slet ikke, fordi vi som sagt først skal til at opbygge en krigsmaskine, som kan gøre en forskel. Vi vil have behov for flere kampvogne, artilleri, infanteri, ingeniørtropper, som kan bygge lange broer, flystyrker som kan hamle op med russerne og et effektivt luftforsvar. Og ikke mindst skal vi lige have forberedt vores befolkninger på, at det her vil kræve tusindvis af unge soldaters liv og store civile tab. At gennemføre store landmilitære operationer mod en stærk modstander som Rusland vil resultere i et blodbad. Her er ikke tale om en operation som i Irak eller Afghanistan, hvor fjenden var begrænset, og vi havde luftherredømmet. Der er heller ikke tale om en kamp langt fra Danmark, men en kamp i vores nærområde som i brutalitet ikke vil stå tilbage for Somme-operationerne for 100 år siden under Første Verdenskrig.

Det helt store spørgsmål er også om vores politikere reelt er rede til at gøre NATOs Artikel 5 gældende, som altså medfører, at et russisk angreb mod de baltiske lande er at betragte som et angreb på alle NATO-landene, og vi derfor har en dyb forpligtelse til at gå til modangreb på Rusland. Hvis vi ikke gør det, vil NATO blot optræde som en tom skal. Det er alvorligt. Men vores politikere vil jo også sige, at det er alvorligt, at storbyer som Berlin, Paris, London og København kan blive mål for russiske angreb, og at den menneskelige katastrofe og økonomiske regning er helt uacceptabel, blot for at redde de tre baltiske landes befolkninger. Prisen er simpelthen for høj. Vore politikere vil strække sig langt for at finde en afbødende løsning for at undgå en sådan krig; specielt da Europa er meget sårbart i øjeblikket med Storbritanniens udtræden af EU, vore store migrations-problemer og ikke mindst er den europæiske økonomi konstant udfordret. Situationen er den, at vores baltiske venner er under pres både fra Rusland og indirekte fra NATO-landenes politikere. Så Rusland kan jo måske relativt omkostningsfrit snuppe de tre baltiske lande, som jo trods alt har tilhørt Rusland meget længere, end de har været selvstændige.

Men invaderer Rusland så de baltiske lande? Svaret er formentlig nej, for der er noget meget vigtigere på spil for Rusland. For at forstå, hvad det er, Rusland har gang i, skal man forstå, at Ruslands historiske udvikling og skæbne altid har været snævert bundet til dets geografi.

Ivan den Grusomme og senere Peter den Store udvidede Rusland til næsten den størrelse, som nu gør landet til verdens største. Dette gør, at Rusland har været og er uindtagelig for en militær modstander. Den russiske strategi har altid været at trække en angribende fjende ind i landet og lade de nådesløse vintre og bagholdsangreb nedslide fjenden inden afgørende angreb kunne sættes ind. Det var noget, Napoleon og Hitler smerteligt lærte. Men Ruslands størrelse er også en stor økonomisk belastning. Landet må konstant have store styrker langs sine vestlige, sydlige og østlige grænser. Det kræver også enorme investeringer at holde gang i transportnetværket mellem Øst- og Vestrusland. Samtidig skal der bruges mange penge til at holde Ruslands interne sikkerhedstjeneste i gang, som faktisk er garanten for, at landet er homogent og kan styres centralt fra Moskva.

Men Rusland udfordres også fra en ny side. Klimaforandringerne begynder nu at åbne for Ruslands nordlige grænse mod Arktis. Inden for en overskuelig årrække vil man kunne sejle nord om Rusland, hvilket vil give lavere transportomkostninger og -tider mellem Europa og Asien. Men en lang åben nordlig grænse, som dækker 14 tidszoner, vil kræve, at der afsættes store russiske styrker til at sikre denne. Samtidig vil det kræve enorme investeringer at udbygge infrastrukturen i det nordlige Rusland og specielt i Sibirien. Alt i alt en økonomisk udfordring, som Rusland næppe kan klare. På den anden side giver netop afsmeltningen af det nordlige område Putin store forhåbninger om, at råstofferne i det arktiske nu modsat tidligere kan udnyttes rentabelt. Men det kræver også store investeringer. Der er nok ingen tvivl om, at selv Putin hellere vil investere i udnyttelse af energi og råstoffer end i at opbygge og vedligeholde store arktiske militære styrker.

Og det er her, den russiske reelle trussel mod den baltiske region giver mening. Putin sigter utvivlsomt mod at vride hænderne rundt på de europæiske politikere for at få gennemtvunget en eller anden våbenkontrolaftale etableret i det arktiske og i Europa. En sådan har før været aftalt mellem de tidligere Warszawa-pagt-lande og NATO, den såkaldte CFE-aftale fra 1990 (Conventional Armed Forces in Europe), som angav lofter for militært tungt udstyr som fly og kampvogne m.m. mellem Uralbjergene og Atlanten. Aftalen blev i 2007 i realiteten sat ud af kraft af Putin, da han bl.a. var utilfreds med, at de tre baltiske lande ikke ville tilslutte sig denne. Men for Putin kan netop en ny aftale om styrker i det arktiske og i Europa give Rusland det økonomiske manøvrerum som gør, at Putin kan fokusere mod sit arktiske eventyr.

Omkring det arktiske har NATO begrænset indflydelse, om end en stor sikkerhedspolitisk interesse heri. Her er det kun de arktiske stater, Island, Norge, Sverige, Finland, og hvor især USA, Canada, Kongeriget Danmark og Rusland har vitale interesser på spil, som kan indgå aftaler, men det kompliceres af, at andre lande som eksempelvis Kina formentlig vil blande sig, og at FN også skal inddrages. Men en våbenkontrolaftale i Europa vil nok være tilpas spiselig for de fleste europæiske politikere – en sådan aftale vil kunne lægge et behageligt låg på de militære investeringer, sikre de baltiske lande frihed og give mulighed for at fokusere på problemer fra de sydlige himmelstrøg. Der er bare ét problem. Vi giver derved Rusland meget frihed til at udforske og gøre krav på det arktiske område, noget, vi fra dansk side næppe er interesseret i.