Når NATOs stats- og regeringsledere mødes til topmøde i Warszawa i morgen fredag, vil de skulle klare en række vanskelige balancegange. Lykkes det for dem, vil NATO vedvarende kunne være et anker for nordatlantisk sikkerhed. Mislykkes det, kan NATO revne midt over.

Der er først og fremmest to store balancegange, som tegner hele den europæiske orden. For det første gælder det truslerne i Europas nærområde, og der er rigeligt at tage af. Mod øst står Rusland som en relativ klassisk trussel, der med militær intimidering vil ændre Europas grænser og orden. Mod syd står en række radikale bevægelser og grupper, som skaber terror, borgerkrig og flygtningestrømme. NATOs medlemslande er ikke enige om prioriteringen her, men det bør de blive.

Den anden store balancegang gælder Storbritanniens exit fra EU. På den ene side kan NATO vælge at isolere problemet til EU og køre videre i sit spor. På den anden side kan NATO tage fat i en diskussion af disse to organisationers skæbnefællesskab og begynde at forholde sig til, at tyngdepunktet for USAs indflydelse i Europa nu vil forskubbe sig til kontinentet – især til Tyskland – og at hele det politiske spil om en transatlantisk kobling er rystet.

NATOs balancegang tegner sig til at handle om »360 grader« og »dåsen der sparkes ned ad vejen«. »360 grader« er NATOs eget udtryk for, at alliancens kapaciteter skal kunne bruges hele vejen rundt – øst, syd, nord og vest. Når NATO udvikler nye reaktionsstyrker, så kan disse indsættes både ved den østlige grænse i f.eks. Estland, eller ved den sydlige grænse i Tyrkiet eller sågar uden for grænsen som en stabiliseringsstyrke, f.eks. i Libyen. »360 grader« appellerer dermed til de øst-fokuserede lande som Norge, de baltiske lande og Polen, samt de syd-fokuserede lande som Tyrkiet, Grækenland, Italien og Spanien.

»360 grader« er en fornuftig dagsorden, alene fordi den skaber kompromis. Men man skal ikke overse problemerne. Ikke mindst de baltiske lande og Polen vil gerne have fast-udstationerede tropper i deres lande og beton i jorden – en kommando- og støttestruktur vendt mod Rusland. Jo mere fast dette bliver, jo mindre fleksible bliver NATOs kapaciteter, og jo mindre værdi har det at sige »360 grader«. Igen er der lagt op til kompromis. NATOs hurtige reaktionsstyrke (VJTF) vil være fleksibel, men beslutningen om at styrke det fremskudte forsvar med bataljoner i øst vil mindske fleksibiliteten. For klart nok: Skal tropperne stå fast (dog i rotation) i øst, så kan de ikke forventes brugt i syd. Midt i dette kompromis om de »360 grader« skal vi holde øje med, om NATO sætter en slutdato på bataljonerne i øst, eller i det mindste definerer en form for kalender for at genoverveje politikken. En kalender vil øge fleksibiliteten, fraværet heraf vil hælde lidt mere beton i jorden.

Den anden store balancegang er »dåsen, der sparkes ned ad vejen« og altså det penible spørgsmål om NATO, EU og Storbritannien. I første omgang vil NATO vælge at udtale sin støtte til, at EU og Storbritannien forhandler sig frem til et fornuftigt nyt partnerskab, som videst muligt forankrer Storbritannien politisk og økonomisk i kredsen af allierede lande. »Kicking the can down the road« er også fornuftigt i og med, at USA snart vil få ny præsident. Præsident Obama har ikke længere vægten til at trække alliancen i nye retninger, det vil stå til enten Donald Trump eller Hillary Clinton fra og med januar 2017. Og mon ikke de fleste NATO-regeringer håber, at Hillary Clinton kommer til og kan overtage taktstokken?

Men så melder hovedpinen sig så også så småt. Tyskland og Frankrig vil helt sikkert forsøge at skubbe EU frem for at forhindre dets fald ned i den nationale populismes afgrund. Vi kan forvente, at EU får en stærkere rolle som koordinator i den brede sikkerhedspolitik mod terrorisme og elementer af hybrid krig, som jo begge handler om et samfunds evne til at stabilisere sig og modstå infiltration. Vi kan også forvente, at de to lande vil skubbe yderligere til den etablerede ambition fra 2013 om at styrke EUs forsvarsindustrielle samarbejde. Det kan give god mening i en transatlantisk sammenhæng, for USA er i gang med at skabe en bølge af militær innovation – third offset strategy, kalder de den – som især skal drives af industri og privat opfindsomhed. Skal Europa med på denne vogn, skal de europæiske virksomheder kobles med.

Der er en klar risiko for, at Storbritannien vil stille sig uden for med henvisning til, at de vil samarbejde direkte med amerikanske firmaer. Tilbage står så risikoen for, at det europæiske projekt kan blive kapret af en slags Europa-isolationisme, som vil kappe båndet til USA under banneret Make Europe Great Again. Forsvarsindustrien vil så blive opslugt i en politisk proces, som vil splitte i stedet for at samle. Og på trods af, at NATO altid har haft et stærkt militært samarbejde som stabiliserende anker – selv når de politiske bølger går højt – vil det kunne knække over. Militær innovation baseret på industripolitik i en populistisk tidsalder – det er faktisk en slags politisk dynamit.

Udover disse to store balancegange skal NATO også ud i mindre balancegange. En af dem handler om forsvar kontra velfærd. NATO-lederne har lovet at bruge flere penge på forsvar, fordi truslerne er mange og dynamiske, og fordi USA kræver det. Men penge udskrives af de nationale parlamenter, og NATO-lederne skal derfor effektivt kommunikere, hvorfor det er nødvendigt at ofre lidt velfærd i dag for en forsvarsindsats, som vil sikre velfærden i morgen. I den grad, parlamenterne ikke føler, at der er fare på færde, vil balancegangen fejle.

En anden mindre balancegang gælder satsningen på hhv. forsvar og dialog i forholdet til Rusland. Hvis NATO først og fremmest har fokuseret på forsvar de seneste to år, så er det fordi, Rusland har optrådt aggressivt på Krim og videre i Ukraine. Men konfrontationer skal også håndteres diplomatisk, og mange NATO-lande vil gerne åbne lidt for kanalerne til Moskva. Spørgsmålet er, hvad dialogen skal handle om: Skal den sobert sigte efter at definere og håndtere magtbalance mellem »øst og vest«, eller skal den mere opløftende forsøge at få det lovede partnerskab fra 1990erne genoplivet? Er det bedst at være realist, eller er der plads til idealisme? Vi vil helt sikkert se skitsen til en begyndende dialog med Rusland komme ud af topmødet, men dialogens arkitektur og dermed NATOs balancegang står endnu uvis hen.

Danmarks interesse er helt tydeligt at fremme balancegangen i NATO. Som et lille land, der baserer sin sikkerhed på de store institutioner – NATO og EU – er det altafgørende, at det indre kompromis i institutionerne kan holde. Det indre kompromis kunne ikke holde i tilfældet EU og Storbritannien. Det indre kompromis i NATO er truet af udsigten til en præsident Trump såvel som dønningerne fra en slags kollaps i kollektiv politisk vilje internt i EU. De fleste topmøder har konklusionen om succes skrevet på forhånd, men på NATOs Warszawa-topmøde står der faktisk noget på spil. Det handler om Europas helt grundlæggende sikkerhedsorden og NATOs balancegange.

Kan NATO stoppe et russisk angreb på de tre baltiske lande? »Svaret er, desværre nej«.

Læs oberstløjtnant Lars Christensens kronik i morgen:

NATOs svære balancegang (II)