Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Naiviteten omkring Islamisk Trossamfund

På trods af, at Islamisk Trossamfund lægger hus til radikale islamistiske prædikanter, vil et politisk flertal i København bane vej for, at organisationen kan få en stormoské. Hvorfor fortsætter den naive tilgang, som om intet er hændt?

»Man blåstempler ekstremister med anti-vestlige værdier, som puster til radikaliseringen og til den antisemitisme, der allerede plager København,« mener Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester i København (DF). Billede fra Fredsringen om Islamisk Trossamfund på Dortheavej. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Terrorangrebet i København og de mange unge danske Syrienskrigere viser, at vi har store problemer med islamisk radikalisering. Alligevel udebliver debatten, når Islamisk Trossamfund lægger hus til radikale islamistiske prædikanter. Tværtimod vil et politisk flertal i København bane vej for, at organisationen kan få en stormoské. Hvorfor fortsætter den naive tilgang, som om intet er hændt?

Det vakte megen opsigt og debat, da Islamisk Trossamfunds lokaler i Københavns Nordvest-kvarter blev udsat for et brandattentat. Kort tid efter dannede 1.000 mennesker en fredsring rundt om bygningen for at markere deres solidaritet. Og det forstår man godt, for den slags angreb kan ikke fordømmes stærkt nok. Men når Radio 24/7 kan afsløre, at de selvsamme lokaler dagen før fredsringen havde haft besøg af en britisk imam med stærkt ekstremistiske synspunkter, vækker det næsten ingen debat overhovedet. Det forstår jeg til gengæld ikke.

De problemer, vi står med i København – og andre steder i Danmark – handler jo ikke blot om manglende integration, men også om en vidtgående radikalisering. Det handler om, at afstanden mellem islamiske værdier og det danske samfunds værdier i nogle miljøer vokser sig så stor, at det kan ende med brug af vold og terror.

Derfor bør det både vække bekymring og debat, når Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling henter en ekstremistisk imam til Danmark, der skal inspirere unge danske muslimer. Imamen Haitham al-Haddad har talt hadefuldt mod homoseksuelle, sammenlignet jøder med aber, støttet hustruvold og omskæring af piger, og udtalt sig positivt om Osama Bin Laden. Men Muslimsk Ungdom mener altså, at det er sådan en type, som unge muslimer bør lytte til.

Islamisk Trossamfunds talsmand, Imran Shah, har nægtet at svare på spørgsmål om sagen. Men af en udtalelse på hjemmesiden fremgår det, at Islamisk Trossamfund kendte til foredraget og har givet lov til, at det blev afholdt i moskeen. Udtalelsen rummer ikke skyggen af en beklagelse, men kun en ubegrundet påstand om, at Radio 24/7 fører »smædekampagne«. Med andre ord: En gang udenomssnak, der afslører, at man står fuldt og helt bag, at en radikal imam kommer og holder foredrag for unge danske muslimer.

Alle forsikringer fra Islamisk Trossamfund om, at man skam ønsker at bidrage positivt til integrationen og modvirke radikalisering, er altså tomme ord. Man blåstempler ekstremister med anti-vestlige værdier, som puster til radikaliseringen og til den antisemitisme, der allerede plager København. Man kræver tolerance fra andre, mens man selv fremmer intolerancen – og det, der er værre.

Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at det er helt forkert, at et politisk flertal i København netop har besluttet at ændre en lokalplan for at give plads til, at Islamisk Trossamfund kan opføre en ny stormoske. Det vil jo bare give dem en styrket platform for at udbrede ekstremistiske budskaber og blokere for integrationen i det danske samfund. Derfor bør det politiske flertal nøje overveje, hvad Islamisk Trossamfund er for en størrelse, inden den endelige vedtagelse omkring stormoskéen i februar 2016.

Jeg tror, at kendskabet til Islamisk Trossamfunds tradition for at invitere hardcore islamister hertil er ret begrænset. Når bloggeren Geeti Amiri i Berlingske »savner, at trossamfundet melder klart ud, hvor de selv står i forhold til de her meget rabiate folk«, må jeg desværre sige, at det gør jeg ikke. Det blev f.eks. meldt klart ud i 2011, da den canadiske hadprædikant Bilal Philips holdt foredrag på Nørrebro. I England og Australien var han blevet nægtet indrejse, fordi man så ham som en potentiel samfundstrussel. Han har nemlig støttet dødsstraf til homoseksuelle og forsvaret selvmords¬angreb som »en legitim form for kamp«.

Men Islamisk Trossamfunds nuværende talsmand, Imran Shah, udtalte dengang, at Bilal Philips var »en kapacitet«, som »kan sende et signal til de unge om, at de skal omfavne det samfund, de lever i.« Med andre ord: Samme udenomssnak, som vi hører i dag. For de hadprædikanter, som Islamisk Trossamfund lægger hus til, søger jo ikke at få unge muslimer til at »omfavne« lande som Danmark. De får derimod de unge til at vende ryggen til Vestens sekulære samfund og vores kerneværdier som frihed og demokrati.

Derfor forstår jeg heller ikke, at folketingsmedlem Yildiz Aktogan (S) i et Indspark i Berlingske om Islamisk Trossamfund kan erklære, at hun »har stor respekt for moskeens indsats og ønske om at skabe dialog og plads til tankeforskelle«.

Aktogan tager klar afstand fra imamen Haitham al-Haddads holdninger og nylige besøg, men hun mener altså, at Islamisk Trossamfund har nogle helt andre holdninger – selvom de både har lagt moské til og efterfølgende forsvaret imamens besøg.

Forklaringen må være den udbredte mangel på kendskab til Islamisk Trossamfunds aktiviteter. Aktogan tror åbenbart, at der er tale om en »smutter«, men sagen er jo, at Islamisk Trossamfund i årevis jævnligt har lagt hus til ekstreme prædikanter. Den nævnte Haitham al-Haddad har da også været på besøg flere gange.

Læs også: Når Islamisk Trossamfund skyder sig selv i foden

Og det stopper ikke her. Islamisk Trossamfunds egne imamer har også aktivt promoveret anti-vestlige værdier igen og igen. I 2005 satte Ahmed Akkari og Abu Laban blus på Muhammed-krisen ved at stå i spidsen for den delegation til Mellemøsten, der havde til formål at lægge pres på Danmark og vores ytringsfrihed. I 2006 holdt Abu Laban tale ved en demonstration til støtte for Hizbollah, som er på EUs liste over terrororganisationer. I 2007 udtalte Mostafa Chendid, religiøs vejleder for Islamisk Trossamfund, at ægypteren sheik Yusuf al-Qaradawi fra Det Muslimske Broderskab var hans åndelige forbillede, selvom denne havde indrejseforbud i England og USA pga. opbakning til terrorisme. Og i 2008 gik Kassem Ahmad som talsmand for Islamisk Trossamfund forrest i en demonstration arrangeret af Hizb-ut-Tahrir.

Alle partier taler i dag om vigtigheden af at stoppe radikaliseringens fødekæde. Men det store flertal vil samtidig bane vej for en stormoské til en organisation, der er gennemsyret af anti-vestlige værdier, og som til dags dato fortsætter en lang tradition for at skabe kontakt mellem unge danske muslimer og islamistiske hadprædikanter. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Vi har naturligvis religionsfrihed i Danmark, og den ønsker vi også at værne om fra Dansk Folkepartis side. Men slår man op i Grundloven, der sikrer denne frihed, så står der: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Man kan altså ikke tillade sig hvad som helst i sin religions navn. Og den endeløse række af eksempler på, at Islamisk Trossamfund stiller sig i opposition til det danske samfund, nægter at tage afstand fra terrorisme og inviterer folk, der bidrager til had og splid og modarbejder integration, må da om noget kunne betegnes som forstyrrelse af den offentlige orden. Derfor opfordrer vi i Dansk Folkeparti de andre partier på Københavns Rådhus til at tænke sig om en ekstra gang og droppe vedtagelsen, der baner vej for en ny stormoské.

Hvis vi derudover kan få Folketinget til at gå i andre europæiske landes fodspor og indføre indrejseforbud for hadprædikanter, så er vi kommet et stykke af vejen i den kamp mod radikalisering, vi alle sammen gerne ser lykkes.