Når voldsmænd kårer ytringsfrihedens helte

Uden det islamistiske voldsangreb ville Muhammed-tegnekonkurrencen i Garland, Texas, have mistet sin relevans. Altimens sejler selverklærede ytringsfrihedstilhængere under bekvemmelighedsflag, når de støtter, at busselskabet Movia fjerner Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings kampagne mod israelske bosætter-produkter.

Der blev føjet nye aspekter til diskussionen om ytringsfriheden i begyndelsen af maj. Og ingen af dem kom fra gallaforestillingen i New York, der kun fulgte den slagne vej. Amerikansk PEN ville som bekendt hædre de døde fra Charlie Hebdo, og dårligt informerede amerikanere protesterede over, hvad de så som en usmagelig prisoverrækkelse i ytringsfrihedens navn. For skulle den ikke netop bruges til at kritisere Magten, spurgte de. Dog uden at tænke på, at magten ikke behøver at staves med stort M, fordi den findes i mange sammenhænge. Den er med andre ord altid kontekst-specifik. Ligeså vel som det er magtkritik, når overvågningen fra regeringen eksponeres, er det magtkritik, når fokus rettes mod sekteriske muslimske ledere, der misbruger deres indflydelse og ser gennem fingrene med vold mod kvinder og prædiker racisme mod jøder og andre ikke-muslimer. Og nogle af de protesterende, bl.a. den prominente Joyce Carol Oates, er da også vendt om, og har fortrudt det ubesindige brev vendt mod Charlie Hebdo, idet de har ladet sig informere om, at dette blad på ingen måde er en manisk anti-islamisk pamflet. Le Monde har fx i en nylig undersøgelse redegjort for, at af 523 forsider de seneste ti år, da handler bare syv af dem om islam. Det tyder på, at magtkritikken også går andre veje end mod den »magtesløse« islam, som det sentimentale argument lød fra de uinformerede både i USA og i Danmark.

Men i dette intermezzo var der intet nyt, heller ikke selv om det gav genlyd i PEN og medier verden over. Den var den sædvanlige paradeforestilling med folk, der fra deres forfængelige identitetspolitiske positioner renoncerede på at solidarisere sig med deres politiske modstandere, når disse har været ofre for et voldeligt angreb. For de fjender som modstanderne har, nemlig islamisterne, har også samme fjender, nemlig højrepopulister, som identitetspolitikerne selv har. Og derfor kan islamisterne ikke være de værste, man har. Det er den imbecile logik. Og den er det vigtig at værne om. Og så kan de samme replikker i ytringsfrihedsdiskussionen, hvor provokatører og krænkede forlængst er blevet indforskrevet som papegøjer, genbruges ved enhver lejlighed.

Gallaforestillingen i New York er der ingen, som husker. De nye aspekter i den globale diskussion om ytringsfriheden blev eksponeret i forbindelse med hændelser andre steder. Først skete der noget i Garland, Texas, en søndag aften, 3. maj, og siden skete der noget i nogle garageanlæg på Østerbro i København natten til fredag 8. maj.

Anledningen til det mislykkede attentat i Garland er bekendt. Her havde den tilsyneladende allestedsnærværende Pamela Geller foranstaltet en såkaldt tegnekonkurrence, Draw the Prophet, hvortil hun havde indforskrevet den ligeså allestedsnærværende hollandske højrepopulist, Geert Wilders. To islamister angreb, og blev på 15 sekunder elimineret af det amerikanske politi. En god dag for demokratiet, og en dårlig dag for dem, der ikke forstår, at tolerance påhviler tilskuere til en sådan begivenhed, uanset hvor provokerende eller triviel man synes, den er. Vinderen blev i øvrigt en albansk-amerikansk eks-muslim med et portræt af en profet, der, såvidt jeg kan se, mere ligner noget, der var taget fra filmen Abernes planet, jeg så som barn. Abemanden siger i en boble; »Du må ikke tegne mig«. Og tegneren svarer i en anden boble: »Derfor gør jeg det«. Dette robuste og selvrefleksive ordskifte afspejler både rationalet og trivialiteten i en sådan begivenhed, som den islambesatte Pamela Geller havde arrangeret. For det eneste, der giver mening til begivenheden er netop det, der ligger i dette ordskifte. Ude nfor dette er det en sært tom paradeforestilling. Og uden et islamistisk voldsangreb eller klynkende protestskrivelser over krænket religiøs forfængelighed mister den enhver relevans og betydning.

Men da det er en kendt sag, at dumhedens mor altid er gravid, og man til enhver tid kan holde nok islamister beskæftiget med disse happenings, kan man godt få den tanke, at deres højere rationale måske er et helt andet. En pseudodiskussion om ytringsfrihed, hvor man påstår det åbenlyst afsindige, at alle i verden skal overholde islamiske blasfemilove, stigmatiserer først og fremmest muslimer generelt, men dækker tillige over en reel politisk diskussion af fx de israelske bosættelser på Vestbredden. Når den kommer på dagsordenen viser det sig, at ellers proklamerede ytringsfrihedstilhængere sejler under bekvemmelighedsflag. For så findes der pludselig et godt argument for en undtagelse. Det viste historien om Dansk-Palæstinensisk Venskabforenings saboterede kampagne.

Det nye i fortolkningen af begivenheden i Garland kom fra litteraten Priyamvada Gopal i The Guardian 4. Maj. mun slår til lyd for, at vi nu må komme videre i diskussionen om ytringsfriheden. Den trivielle konfrontation mellem kontroversielle provokatører og voldelige attentatmænd truer med at indsnævre vores forestilling om ytringsfrihedens værdi. Handler det virkelig kun om infantile tegninger og kontrær provokation af åbenlys intolerance? De to udfordringer, der udelukkende giver mening til hinanden i denne symbiose. Vi må naturligvis ikke give køb – heller ikke når infantiliteten og trivialiteten er truet. Priyamvada Gopals spørgsmål er, om vi på den anden side også skal lade intolerance og trusler udpege ytringsfrihedens sande helte for os? For på denne måde lader vi os uafvidende instrumentalisere af voldsmændene. Hun peger på, at ytringsfriheden er mest værdifuld, når den bruges i en konkret magtkritik, i en konkret kontekst, der også peger ud over den forudsigelige provokation om ytringsfrihedens legitimitet i sig selv.

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforbund ville bruge deres ytringsfrihed i en sådan konkret magtkritisk kontekst, hvor de ville opfordre til boykot af varer fra de israelske bosættelser på den besatte Vestbred. Som bekendt pillede Movia deres plakater af busserne med et argument om, at de var krænkende. Det hele lugtede som en manøvre, der var instrumentaliseret fra anden side. Eller også var det bare intellektuel inkompetence hos Movias ledelse. Ikke desto mindre, så katapulterede dette træk paradoksalt nok kampagnen ud i det politiske rum, hvor man på alle platforme begyndte at diskutere bosættelserne og den unfair behandling, som de danske palæstinensere havde været udsat for. Så blev busserne imidlertid brændt af i garageanlæggene og på vragene stod malet graffiti på engelsk (!) om »Boykot Israel« og »Free Gaza« som en påstået signatur fra formodede gerningsmænd (Stavet forkert på dansk i stedet for »boycott«). Men ingen af disse opfordringer stammede fra kampagnen fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. Den opfordrede udelukkende til boykot af bosætterprodukter. Imidlertid er kampagnen kæntret, idet opmærksomheden nu selvfølgelig er rettet mod hærværket mod busserne.

’Voldsmandens veto’ er det, vi står over for, når en fredelig tilkendegivelse i offentligheden obstrueres ved at modstandere enten anstifter vold eller truer med vold mod de, der ytrer sig, eller anstifter ødelæggelse og vandalisme andre steder i samfundet som advarsel eller hævn for ytringen. Det er fænomenet i sin klassiske dramaturgi. Meningen er under alle omstændigheder at forhindre ytringen – formidlingen af information og argumenter til offentligheden. Og vi har netop været vidne til et nyt aspekt af dette fænomen med den saboterede kampagne fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. Dog ved vi ganske vist endnu ikke, hvem gerningsmændene er. Det kan være elementer, der anser sig selv for at være ’venner’ af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og deres kampagne, men det kan også være politiske fjender, som ville køre kampagnen af sporet. Men konsekvensen er under alle omstændigheder den samme, at den frie ytring er blevet saboteret.

Og uanset hvad man ved, og hvad man mener om konflikten, som kampagnen handler om, så må sympatien ligge hos Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening for deres ret til at fremføre information og argumenter, der handler om andet og mere – end ytringsfriheden i sig selv.