Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når teologi bliver politisk

Vor tid minder om overgangen fra rationalismen til romantikken. Det er et opgør med de rationalistiske præster, som vi ser begyndelsen til.

Hans Hauge, lektor Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1930erne sagde en tidehvervsk præst til sine konfirmander, at hvis de mødte en missionsmand: »Så spyt ham lige op i hans skinhellige ansigt og sig, at Fanden skal tage ham«. Tide­hverv hadede Indre Mission, mens en kommunist som Hans Kirk skrev om dem med forståelse. Tidehvervs dæmonisering af Indre Mission lykkedes. De fleste danskere kom også til at hade missionsfolk, og i dag har de mistet indflydelse og magt.

Sådan som dengang er tidehvervske præster ikke længere. Og i dag er de fleste af dem kvinder. Der er langt fra H.J. Hansen, som den omtalte præst hed, til Marie Høgh, som de ikke ville have i den danske kirke i Berlin. Det var ikke, fordi hun hadede missionsfolk, men fordi hun muligvis var national. I al fald er hun gammeldags, men menigheden i Berlin er moderne.

Der er imidlertid ikke noget mere dansk end en dansk kirke i udlandet. I en sådan kirke er danskhed og kristendom flettet sammen. Hun ville jo passe fint til det. Det er blevet sagt, at den danske kirke i Berlin befinder sig i en multikulturel by. Det er byen nu ikke, men hvis man tog det multikulturelle alvorligt, ville man straks nedlægge den danske kirke. Der er jo kirker nok i Berlin.

Lige siden Tidehverv blev dannet i 1926, har menighedsråd fravalgt tidehvervske præster, og biskopperne har frarådet at ansætte dem. En præst i Tversted i Vendsyssel, der var tidehvervsk, søgte en stilling ved Hirtshals Kirke. Hirtshals var indre missionsk, så han lod, som om han var missionsmand og holdt en missionsk prædiken. Den gik ikke; han blev afsløret og måtte blive i Tversted. At skjule sin teologi var en af de få muligheder, tidehvervske præster havde for at få et bedre embede.

Læs også: Den politiske kirkelighed

Læs også: Kirkeligt slagsmål rykker ind på Christiansborg

I 1930erne var der en anden mulighed: Socialdemokratiske menighedsrådsmedlemmer fik indsat tidehvervske præster for at drille de hellige. Tidehvervske præster måtte nøjes med små landsogne, hvor kun få gik i kirke. Marie Høgh kunne have skjult sin teologi, da hun søgte stillingen, men det gjorde hun ikke.

»Dansk kirkehistorie mellem krigene er Tidehvervs historie. Det er Tidehverv, der har præget perioden og bestemt problemstillingen«. Sådan skrev digterpræsten K. L. Aastrup (1899-1980). Og sådan bliver det i fremtiden. Aastrup var en af de få tidehverske præster, som det lykkedes at blive domprovst. Hans tidehvervske og gammeldags salmer er endog i salmebogen. Ellers fremmer det ikke den kirkelige karriere at være tidehvervsk. Skal man til tops og være med til bal hos majestæten, skal man helst være guldkorsprydet socialist.

Det gik tilbage for Tidehverv i 1950erne, hvor bevægelsen var lige ved at dø ud. I 1960erne gik det fremad igen, og i kredsen omkring Tidehverv fandtes personer som Svend Auken og Bettina Heltberg, Ejvind Larsen (Information), socialdemokraten Henning Tjørnehøj, Margrete Auken og Jørgen K. Bukdahl. Tidehverv var ikke forbundet med et politisk parti.

Efter studenteroprøret blev Tidehverv først og fremmest repræsenteret af den unge sognepræst fra Seem Søren Krarup, der skrev bøger imod demokratismen, marxismen og senere EF.

Siden 1970erne har Tidehverv været stabil. Det samme har angrebet mod Tidehverv fra det etablerede system. En tidehvervskvinde kunne aldrig blive biskop og heller ikke domprovst. Igen er der undtagelser som Karen Horsens, der var domprovst i Roskilde.

Men hvorfor i alverden har denne sag om den tidehvervske præst udviklet sig til en hel Berlin-gate? Hvad nyt er der i sagen?

Der er sket noget med Tidehverv de seneste år, og det har med politik at gøre.

Der blev åbenbart associeret sådan her: Gammeldags kristendom er lig med Tidehverv er lig med Søren Krarup er lig med Dansk Folkeparti er lig med islamofobi er lig med nationalisme. Det er denne associationsrække, der har været på spil i Berlin-gate.

Fra 1926 og indtil Søren Krarup og Jesper Langballe i 2001 indgik en alliance med naturalisterne af ånd i DF, var der ikke denne automatiske forbindelse mellem Tidehverv og partipolitik. Det er der nu, så man kan ikke være tidehvervsk uden, at hele associa­tionsrækken sættes i gang af modstanderne. Det er det, der har fældet Marie Høgh.

Det hele kompliceres af, at hvis der er nogen, der har insisteret på den evangelisk-lutherske skelnen mellem politik og kristendom, så er det Tidehverv. Det gør bevægelsen stadigvæk, blot tror dens modstandere ikke på det, fordi de selv bedriver politisk teologi, og politisk er i et parlamentarisk demokrati altid partipolitik. Sagen har også at gøre med de kirkelige toplederes antipati mod den ny regering, mod blå blok og dermed mod folkeflertallet.

Den gamle marxistiske teolog Hans Raun Iversen, Københavns Universitet, indledte allerede i begyndelsen af 1970erne sin kamp mod Tidehverv. Han var medforfatter til en bog, der hed »Teologi og samfund: Bidrag til kritikken af den borgerlige teologi.« Iversen fastholder i dag, at det er de tidehvervskes egen skyld, at de anklages for at blande teologi og politik. Det gør han også selv, og han mener, at det gør alle teologer. Hvis alt er politik, er Tidehverv det også, men hvis nu alt ikke er politik?

Der er altså intet nyt i, at man fravælger en tidehvervsk præst. Det er helt, som det har været siden 1926. I dag er begrundelsen politisk og ikke teologisk. Menighedsråd kan fravælge præster, der er imod kvindelige præster, men det er ikke politik. Menighedsråd kan foretrække troende præster; det er heller ikke politik. Men den her sag er gennempolitiseret, og derfor er den blevet til Berlin-gate.

Læs også: Politiske spørgsmål til præst er en »gråzone«

Hvad var det nu, der skete efter 2001? Der skete noget, der har kirkehistorisk betydning. For første gang fik Tidehverv en bred folkelig basis. Det betyder ikke, at DF er tidehvervsk, eller at Tidehverv er DF. Måske er 100 af de 741.746, der stemte DF, tidehverske. Vil jeg gætte på. De tidehvervske har ganske enkelt overtaget den tomme plads efter grundtvigianerne og Indre Mission.

Tidehverv var før en teologisk avantgardebevægelse uden folkelig basis, nu har den en folkelig basis. Alle de andre kirkelige retninger fører en spøgelsesagtig tilværelse. Før havde grundtvigianerne deres folkelige basis i Venstre. Det er slut nu. De grundtvigske hed før Kirkeligt Samfund. Nu hedder de Grundtvigsk Forum, som reelt er en underafdeling af Det Radikale Venstre. Gammeldags er de ikke. De grønne spejdere, der før hed KFUK, har nedtonet forkyndelsen og satser nu på etik. Heller ikke de er gammeldags kristne.

Tidehverv er på vej fra periferi til centrum, fra at være avantgarde til at være folkelig og i samklang med en stor del af den danske befolkning. Der er i dag kun to kirkelige retninger: Tide­hverv og alle de andre. De gammeldags kristne mod moder­nisterne; folkekirkens forsvarere mod det røde flertal af præster, der vil adskille stat og kirke.

Marie Høgh er ikke, sådan som det var tilfældet i 30erne, en oprørsk avantgardepræst, men en folkelig, klassisk evangelisk-luthersk teolog. Og det truer det kirkelige magthierarki, der har gjort kristendommen til flad moral, pæn kultur, sød poesi og rød politik, og som vil bevare kirken af sentimentale og æstetiske grunde.

Marie Høgh og mange andre spørger kun, som Grundtvig gjorde i 1810: »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?« Vor tid minder nemlig om overgangen fra rationalismen til romantikken. Det er et opgør med de rationalistiske præster, som vi ser begyndelsen til.

Læs også: Biskoppens ufejlbarlighed