»4?«. »6?«. »K??«. »38???«.

Da min datter, Maria, var tre-fire år, gik vi og trænede læsning af bilers nummerplader. Hun kunne genkende 1 og 2, men ovenstående desperate gætteri viser, hvor svært det var. Jeg havde peget på et 5-tal.

Ni år og en hel del problemer senere, da Maria er 13 år og går i 7. klasse, får hun stillet diagnosen dyskalkuli, talblindhed. På det tidspunkt har hun i over tre år kæmpet en ulige kamp med og mod matematikken i skolen, for uden særlig tilrettelagt indlæring vil den talblinde på mange punkter forblive på niveauet i 3. klasse i matematik.

Dyskalkuli er en diagnose, der anerkendes af Verdenssundhedsorganisationen WHO – og dermed også af Danmark. WHO anslår, at 3,6-6,5 procent af verdens befolkning er talblinde, hvilket svarer til antallet af ordblinde.

Der er ingen danske undersøgelser af omfanget, men i forbindelse med den nye folkeskolereform anslås det, at fire-seks procent af en årgang er talblinde.

En svensk undersøgelse viser, at 15 procent af en 9. klasses årgang har matematisk niveau som en gennemsnitlig elev i 4. klasse.

Ikke alle 15 procent er talblinde, men de har det til fælles, at de ikke har fået den undervisning, der skal til.

I foråret 2010 går Maria i 5. klasse og har mere og mere svært ved matematik. Det er tilfældigt, at vi bliver opmærksomme på, at der er noget, der hedder talblindhed. En kollega fortæller, at han skal deltage i en konference om talblindhed i regi CSV Sydfyn, der siden 2009 har været fremme i skoene med et projekt om talblindhed. Vi ser hurtigt, at symptomerne passer på Maria. Hvad er dyskalkuli? Man kan spotte talblindhed ved at kigge efter følgende symptomer:

Svært ved at bevæge sig hurtigt rundt i talrækken.

Svært ved at læse tal.

Svært ved let regning.

Svært ved klokken.

Svært ved planlægning.

Dårlig tidsfornemmelse.

Svært ved at binde snørebånd.

Problemer med højre/venstre; yngre/ældre osv.

Koncentrations- og hukommelsesproblemer. (Den talblinde bliver hurtigt træt i arbejdet med matematikken, og selv om han får forklaret noget, har han svært ved at huske det).

God til sprog.

Ikke dum – tværtimod. Den talblinde har en IQ som gennemsnittet eller højere.

I 6. klasse begynder vi hjemme at arbejde mere bevidst med relationer. Hvilke tal er størst? Højre og venstre. Ældre og yngre. Varmt og koldt. Begreber, der står i forhold til hinanden, og som man skulle kunne relatere til hinanden.

Vi gav ofte Maria seks opgaver med tocifrede tal. Hvad er størst, 36 eller 44? 28 eller 42? 51 eller 73? Og så videre. Maria havde aldrig seks rigtige, og som regel gav hun mindst tre forkerte svar. Når det gjaldt sammenligning af typen »36 eller 44«, svarede hun stort set altid »36«, fordi 6 er større end 4.

På det tidspunkt havde Maria gennem nogle år fået undervisning i matematik en-to timer om ugen i skolens specialcenter, uden at det dog rykkede noget særligt.

Vi konkluderede, at der var behov for en undersøgelse af, om Maria var talblind. Efter aftale med Marias matematiklærer kontaktede vi PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), mens han henvendte sig til skolens psykolog.

Skolens psykolog foretog en undersøgelse (WISC), men kunne ikke lave en egentlig udredning for dyskalkuli. PPR kendte til problemet, men hverken dér eller på skolen havde man ressourcer til en udredning. Vi blev henvist til Nyt Mod, en privat virksomhed med fokus på ordblindhed. Nyt Mod har også tilknyttet en psykolog, der gennem ca. 20 år har lavet udredninger for talblindhed. Udredningen kostede ca. 6.000 kr., som vi selv betalte.

Der er forskellige former for talblindhed. Primær talblindhed kan relateres til en funktionsnedsættelse i venstre hjernehalvdel og hænger bl.a. sammen med problemer med arbejdshukommelsen. Spatial talblindhed kan især relateres til en funktionsnedsættelse i højre hjernehalvdel og hænger sammen med problemer med at forestille sig matematikkens fænomener visuelt. Websitet Talblind.dk, som drives af frivillige, der vil sprede ordet, oplyser, at der er navngivet over 100 forskellige typer af dyskalkuli.

Talblind.dk har også en Facebookside. Her skriver en mor bl.a., at hendes datter på 12 år ikke forstår, at 3 + 2 er det samme som 2 + 3.

En talblind beskriver, hvordan hun får problemer med at betale en el-regning over netbank, fordi hendes mand, der plejer at ordne det, er ude at rejse. Tallene på nøglekortet til Nem-ID flyder sammen for hendes øjne.

En anden fortæller, at en lærer har sagt til hende, at hun var for dum og aldrig ville få en studentereksamen.

Det største plus ved, at Maria fik stillet diagnosen dyskalkuli er, at hun nu har fået vished. Hun ved, at hun ikke er dum, men at hun har nogle særlige problemer – som kan tackles, hvis det gøres korrekt.

Der er fremgang at spore; Maria går i dag i 9. klasse og kan købe ind og regne ud, at hvis hun køber en ting til 21 kr. og betaler med en hundredkroneseddel, skal hun have 79 kr. tilbage. Hun skal have tid til at regne det ud, men det lykkes ofte.

Det har dog været en fortsat kamp med både op- og nedture. Nyere, pædagogiske metoder tager udgangspunkt i, at man begynder ved matematikniveauet i 3. klasse og arbejder derfra på andre og ofte mere visuelle måder end traditionelt. Marias matematiklærer har siden udredningen givet Maria særlige opgaver i matematiktimerne, begyndende med opgaver fra 3. og 4. klasse, og derefter er han langsomt gået frem. Maria er nu på opgaver fra 5. klasse.

I 7. klasse fik Maria supplerende undervisning efter den nye pædagogik, og det samme sker nu i 9. frem til eksamen.

Et skift i skolens ledelse betød desværre, at Maria i 8. klasse igen fik tilbudt traditionel specialundervisning, og vi måtte sammen med Marias lærer reelt starte forfra, alt imens tiden gik og med det resultat, at Maria stort set ingen supplerende og tilpasset støtte fik i 8. klasse. I 9. klasse fortalte Maria en praktikant, at hun var talblind, men blev alligevel mødt med kravet om at arbejde med 9. klasses opgaver med ordene: »Alle kan have svært ved matematik«. Maria fik senere en undskyldning.

Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud, men for os forældre er det tydeligt, at der på gode folkeskoler som Marias er både vilje og evne til at gøre noget, men at det stadig skorter på viden og ressourcer til at gøre det kontinuerligt og kvalificeret.

Enkelte folkeskoler praktiserer at støtte talblinde ved til eksamen at give længere tid eller sågar ved, at lærer og vagt læser opgaverne op. Hvad kan man gøre?

Ved at sprede ordet og italesætte problemet opnår vi, at flere og flere kan bruge begrebet (korrekt) i sproget; tilføje det til ordbogen, bogstaveligt talt. (Mens jeg skrev denne kronik, markerede korrekturlæseren »talblindhed« som en fejl. Jeg har nu tilføjet det til ordbogen).

Undervisere, forældre og elever kan lære at skelne mellem det at have svært ved matematik og det at være talblind.

Politikere og andre beslutningstagere kan bevilge midler til udredning, støtte og særlig tilrettelagt undervisning. Det bør ikke være noget, forældre skal betale af egen lomme.

Der er, heldigvis, udsigt til, at der snart sker noget.

I den nye folkeskolereform indgår en målrettet indsats for talblinde elever, så talblinde spottes hurtigere og får støtte. Undervisningsministeriet meddelte i juni 2013, at ministeren ville sætte gang i arbejdet med at indsamle viden og udvikle en ny test.

Det er på tide, at diagnosen dyskalkuli reelt bliver anerkendt på linje med dysleksi (læsevanskelighed), og at talblindhed bliver et lige så kendt begreb som ordblindhed. Det er en proces, der ikke behøver tage »4«, »6«, »K« eller »38« år, og den kan passende tage fart med den nye folkeskolereform.