Når »sandheden« skal frem

Kongemord. Udenrigsminister K.B. Andersen havde en bred kontaktflade. Både til USA og til socialistiske diktaturlande. Han var bekymret for venstredrejningen i Socialdemokratiet. Men at han skulle have planer om et »kongemord« på daværende S-formand Anker Jørgensen er en overfortolkning.

K. B. Andersen (1914-84), dansk socialdemokratisk politiker. Medlem af Folketinget 1957-70 og 1973-81. I 1964 blev han undervisningsminister i regeringen J.O. Krag, og 1971-78 var han udenrigsminister i først Krags og siden Anker Jørgensens regeringer. Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Den 9. marts bragtes her i Berlingske en artikel af Poul Høi under overskriften, »USA håbede på partikup mod Anker Jørgensen«. Ud fra telegrammer fra den daværende amerikanske ambassadør Philip Crowe tolker den ikke alene, at amerikanerne håbede på en udskiftning af Anker Jørgensen som partileder for Socialdemokratiet, men også at min far, K.B. Andersen, var aktiv i en strategi om at vælte ham. Denne kronik er en reaktion herpå.

Jeg har ikke i sin tid talt med min far om et sådant forhold, men kan ikke få det til at passe med hans generelle måde at agere i det politiske liv. Han satte almindeligvis en ære i at kunne tale med alle, og det var hans udenrigspolitiske princip, at man skulle være i dialog med dem, der faktisk havde magten et sted – og at man skulle prøve at forstå dem.

Crowe melder hjem til USA, at han (min far) i bund og grund kan lide os (amerikanerne), og at »Andersen følte, han ville være en bedre statsminister« (end Anker Jørgensen). Artiklen i Berlingske lader forstå, at min far var modstander af en venstredrejning i partiet og angiver direkte, »at K.B. Andersen betroede ambassadøren, at han formentlig ville forsøge at vælte Anker Jørgensen«. Crowes vurderinger føres over i en dansk virkelighed, som om de så der er blevet realiteter.

Min far havde en meget bred kontaktkreds. Han besøgte Nordvietnam og DDR flere gange, Chou En-lai i Kina gjorde et stærkt indtryk på ham, afrikanske selvstændigheds- og frihedsbevægelser havde hans store bevågenhed, og under en samtale med Fidel Castro fornemmede han, hvilke egenskaber der havde gjort det muligt for Castro at »blive forbillede for revolutionsbevægelser i andre lande med uduelige diktatorer« (citat fra min fars erindringsbog).

Min far havde også adskillige konsultationer med Henry Kissinger og amerikanske præsidenter gennem tiden, men samlet kan der dårligt tales om, at han ubetinget grundlæggende og selektivt var USA venligt stemt. Poul Høis artikel tolker min fars fravalg af offentlig kritik over for USA, f.eks. også i forbindelse med general Pinochets kup mod Salvador Allende i Chile i 1973 – og USAs rolle i det – som: »den slags gør man ikke mellem venner«. Måske var det ikke så meget et spørgsmål om venner, som om holdning til, hvordan forandringer opnås.

Hvordan forfølger man sine politiske mål?

Hvor, hvornår, hvordan og hvor meget skal man udtrykke sine synspunkter for at fremme sine politiske mål? Det kan der være forskellige holdninger til.

Læs også: Kissinger: »Anker Jørgensen er en tørvetriller«

Anker Jørgensen var som fagforeningsleder vant til at handle ud fra et forholdsvis samlet interessegrundlag og rette det mod temmelig veldefinerede modspillere. Min far havde udgangspunkt i at måtte navigere gennem diplomati i internationale samspil. Jeg tror, det er rigtigt, at min far hverken følte sig tryg ved Anker Jørgensen som repræsentant over for andre staters ledere eller hans varetagelse af den lederfunktion, der består i at kunne forene forskellige synspunkter inden for et parti.

Kontaktfladen og fortroligheden med kommunikation mellem mange interesser var måske ikke befordrende omfattende for konstruktive dialoger i et bredt politisk spektrum. Men min far har engang privat udtalt, at han ikke troede, at han ville egne sig som partileder, fordi hans synspunkter var for skarpe til, at han ville kunne fungere som samlingsfigur. Han opfattede grundlæggende altså ikke sig selv som et alternativ, så det er ambassadør Crowes egne tolkninger, at »Andersen følte, han ville være en bedre statsminister«.

Min far var et meget holdningsdedikeret og etisk menneske, men prøvede at balancere mellem diplomati og fremførelsen af synspunkter. Hvordan andre opfatter, hvad man udtrykker – og ikke udtrykker – er man jo ikke selv herre over, men modsætningen til at fremføre kritiske synspunkter er ikke nødvendigvis at billige fremfærd. Min far fravalgte mange muligheder for at kritisere åbenlyst og offentligt, men måske var han bare meget bevidst om, hvornår han anså markeringer for faktisk at kunne føre mod udviklinger, som, han mente, var til det bedre.

Som jeg ser min fars udenrigspolitiske virke, fik han en slags rolle som budbringer. Han bevægede sig mellem den kommunistiske verden, de afrikanske selvstændighedsbestræbelser og vestlige diplomatier og politiske ledelser og benyttede denne status til at indføje perspektiver, der ellers kun vanskeligt ville have kunnet få opmærksomhed. Han har gentagne gange peget på, at små lande kunne komme frem, hvor veje ellers synes lukkede.

Læs også: Hvem ville H.C. Hansen stemme på i dag?

Jeg finder ikke noget odiøst i, at han drøftede danske forhold med Philip Crowe. Han talte jo netop med alle. Min fars ønske om at forstå, hvem han havde at gøre med, og at han også drøftede synspunkter på sin egen verden, tror jeg heller ikke var specielt usædvanligt. Hvis man ikke åbner sig, bliver man ikke mødt med åbenhed.

Poul Høis artikel omtaler en venstredrejning i Socialdemokratiet på den tid. Ambassadør Crowe skrev, at sådanne politiske modstandere i partiet kritiserede Anker Jørgensen åbent og personligt »og dermed tvang partiet til at samles om ham«. Men far billigede – som i international politik – ikke kritik offentligt fremført, med skarpe markeringer af særstandpunkter. Og en åbenlyst demonstreret kritik kan – som eksemplet angiveligt peger på – altså også føre til andre udviklinger end dem, man ønsker sig.

Jeg ved, at min fars sidste politiske år ikke var specielt lykkelige. Han var ikke stemt for en linje, der mere venstreorienteret markant offentligt fremsatte kritik af modsatrettede synspunkter; han var dybt bekymret over tidens generelle tendens til bevægelse mod yderfløje som udtrykt i det daværende Fremskridtspartiet og kommunisterne, og der var endnu ikke samme kutyme som i senere tider for at indgå længerevarende forpligtende forlig borgerlige og socialister imellem. Hvor var den socialdemokratiske vej af socialisme, som søger sine resultater gennem dialog med andre opfattelser, i alt dette?

Det blev en afmattet og slingrende socialdemokratisk kurs, som Anker Jørgensen – måske ikke helt retfærdigt – almindeligvis er blevet gjort udbredt personlig ansvarlig for. Jeg tror ikke, at min far kunne få øje på alternativet, sådan som den danske politiske virkelighed så ud. Og han var ikke den, der plejede at handle uden at kunne se muligheder.

Poul Høi giver udtryk for, at et »kongemord« var i luften. Vi tænker ofte på historie som noget, der har indflydelse på os fra fortiden. Artiklen får mig til at tænke på, at senere begivenheder omvendt også kan få os til at se fortiden anderledes. Da Svend Auken i 1992 som den første socialdemokratiske formand ved en demokratisk afstemning blev afsat til fordel for Poul Nyrup Rasmussen blev det nogle steder betegnet som »kongemord«. Der var måske snarere tale om, at dele af partiet anså en strategi med større villighed til at indgå kompromis – for måske at kunne gå i regering – som bedre end en mere renlinet markering af socialistiske synspunkter. Og at man derfor valgte en formand, der var i overensstemmelse med en sådan strategi.

Læs også: Den Kolde Krig og de røde ører

Men forholdene var ikke til det på Anker Jørgensens tid, så når min far, ifølge Crowe, kunne omtale anker Jørgensens chancer for at gøre comeback som statsminister som »ikke videre gode«, skal det nok ses i det lys.

Den eneste erindringsbog, min far nåede at skrive, var den om hans udenrigsministertid. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at han startede med netop den. I de år oplevede han en rolle, hvor modsætninger – og også egentlig meget ekstreme modsætninger – mødtes i hans virkefelt. Og jeg tror han prøvede at skabe åbninger og forståelser, hvor der var mulighed for det.

Og det tror jeg mere var hans politiske identitet end kup og kongemord.

Berlingske beklager

Berlingske beklager, at artiklen 9. marts kan læses, som om K.B. Andersen havde konkrete planer om at vælte sin formand, Anker Jørgensen. De anvendte kilder giver alene belæg for at hævde, at K.B. Andersen ifølge amerikanerne var utilfreds med sin partiformand og overbevist om, at han selv i hans sted ville have gjort det bedre, samt at amerikanerne håbede, at K.B. Andersen ville blive ny partiformand. Redaktionen