Når man ikke kan nå bolden må man jo gå efter manden

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har i højere grad end nogen af sine forgængere fokuseret sit arbejde, mener Stina Soewarta. Foto: Domenic Aquilina/EPA
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår med al tydelighed af Tom Jensens søndagskommentar, at han ikke er nogen stor beundrer af EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Ingen hverken kan eller vil tvinge Tom Jensen til at synes om Juncker. Men at gøre ham personligt ansvarlig for samtlige de kriser, der rammer EU, synes at bygge på en mangelfuld forståelse af hvordan EU fungerer, og hvad EU-Kommissionen under Junckers ledelse rent faktisk har foretaget sig.

EU er ikke en størrelse, som lever og handler uafhængigt af sine medlemslande. Det er stats- og regeringscheferne, som udstikker de overordnede retningslinjer for unionens arbejde, og lovgivning kan ikke vedtages, uden at regeringer nikker ja i Rådet. Alene af den grund forekommer det besynderligt at kritisere EU for ikke at kunne »holde sammen på sine medlemslande«: EU er medlemslandene, og i sidste instans er det dem, der skal beslutte sig for at holde sammen.

Men når det er sagt, er det i dette 60-året for Rom-traktatens undertegnelse værd at minde om, at hele EUs opbygning også handler om at skabe et samarbejde, som er mere end blot summen af medlemslandene. Det er blandt andet derfor, EU-Kommissionen som uafhængig institution, i 1957 blev udstyret med to roller: at stille forslag til fælles løsninger på de fælles udfordringer, og at sikre, at landene efterfølgende gør det, de har forpligtet sig til.

Er der gået sport i at tale EU ned? Briternes udmeldelse, flygtningestrømmene, ja sågar valget af Trump til præsident, er ikke alene EUs skyld; det er også endnu et tegn på, at EU ikke fungerer, ikke er demokratisk forankret, ikke har folkelig legitimitet, er tæt på kollaps. Hvad man naturligvis ikke ønsker, vel at mærke. Alene for at redde EU er man således nødt til at sætte grænser for dens virke. For at redde unionen fra sig selv, om man så må sige. Og fra Juncker specifikt, må man forstå på Tom Jensen.

Det er selvfølgelig interessant at debattere, præcis hvor grænserne for EUs virke bør gå. Men den gældende traktat forpligter. Såvel kommission som medlemslandene. At EU-Kommissionen så tilmed under Junckers ledelse har været overordentlig imødekommende over for lande med særlige udfordringer – fra at hjælpe Grækenland med at blive i euroen via den nye ordning for Storbritannien, som David Cameron fik tilbudt til den danske Europol-aftale – skal tages som udtryk for en vilje til fleksibilitet og tilpasning. Den danske særaftale om Europol er ikke mindst Junckers personlige fortjeneste.

Juncker-Kommissionen har i højere grad end nogen af sine forgængere fokuseret sit arbejde. Fra at stille over 100 lovforslag om året begrænser kommissionen sig nu til godt 20 forslag årligt. Derudover identificerede kommissionsformanden ved sin tiltrædelse ti hovedprioriteter. Områder, hvor landene ikke kan løse udfordringerne alene, men har brug for at arbejde tæt sammen. Herunder, og det før flygtningestrømmene for alvor tog til, en ny fælles migrationspolitik.

Grænsekontrol og ansvar for flygtninge

I december 2015 stillede EU-Kommissionen forslag til at etablere den fælles grænse- og kystvagt, som blev operationel i oktober 2016. Men øget grænsekontrol mindsker ikke nødvendigvis tilstrømningen af flygtninge. Og medmindre man lader mennesker drukne, vil de fortsat komme til EU. Kommissionen viste fra start, at den var sig EUs humanitære ansvar bevidst, med en fælles finansiering af en hurtig udvidelse af patruljerings- og redningsindsatsen i Middelhavet.

Grænsekontrol går derimod hånd i hånd med registrering – og her opstod problemet. I et system, hvor det land der registrerer flygtninge bagefter står alene med ansvaret for at behandle deres asylansøgninger og, hvis betingelserne er opfyldt, give dem asyl, er der indbygget en skæv ansvarsfordeling. Og en risiko for, at systemet ikke kan klare et så højt pres som i sommeren 2015.

Det var ganske enkelt ikke solidarisk eller realistisk at forvente, at Grækenland skulle være i stand til at tage ansvar for samtlige de knap 900.000 flygtninge, som ankom til landet i løbet af 2015. Selv et velstående land som Danmark ville have været voldsomt presset, hvis man på tilsvarende vis skulle tage imod 450.000 flygtninge og migranter på et år. Mindre skulle der som bekendt til, før Dublin-forordningens krav om registrering lige så stille blev tilsidesat over hele EU, og Tyskland, Ungarn og Sverige blev endestation for langt størstedelen af flygtninge.

Derfor valgte EU-Kommissionen at begynde med det mest presserende: at løfte noget af presset fra Grækenland og Italien (og Ungarn, som dog takkede nej) og fordele det mere ligeligt. For at give de to lande et incitament til at gennemføre de mange andre tiltag, som EU-Kommissionen foreslog parallelt, herunder etablering af velbemandede og -udstyrede modtagecentre (såkaldte »hotspots«), foreslog kommissionen en ekstraordinær omfordeling af 120.000 flygtninge fra Grækenland og Italien til resten af EU. Den omfordeling blev allerede i september 2015 vedtaget i Det Europæiske Råd. Ganske vist stemte fire lande imod, men det var ikke nok til at blokere. At Juncker skulle have ønsket at »gennemtvinge et EU-kvotesystem«, endsige haft held med det, er derfor noget af en spidsvinkling.

Ansvaret for en langsom gennemførelse – 11.000 er omfordelt indtil videre – ligger ene og alene hos landene. Kommissionen har med en række forslag fortsat sin helhedstilgang til flygtningekrisen: en køreplan for genoprettelse af Schengen-området, en handlingsplan for bekæmpelse af smuglernetværk, en aftale med Tyrkiet om tilbagesendelse og genbosætning, genoptagelse af tilbagesendelser under Dublin-forordningen, partnerskabsaftaler med en række afrikanske lande, massiv økonomisk hjælp til nærområderne samt modernisering af en række regler på asylområdet.

Der er stadig er pres på EU, og selv om dødstallet på ruten over Middelhavet til Italien stadig er alt for højt, faldt flygtningestrømmen markant i 2016. Alligevel har kommissionen set velvilligt på en række medlemslandes ønske om at fastholde midlertidig grænsekontrol i Schengen-området, hvilket også Danmark har nydt godt af. Alt sammen svært at forene med Tom Jensens billede af en Juncker, som vil »gøre EU til redskab for yderligere migrationsstrømme« og som bare »moser på«.

Og det gør han heller ikke på det sociale område. Der er ikke planer om at etablere en »social union«, ej heller om at fastsætte lønninger på EU plan. Faktisk har EU-Kommissionen, blandt andet for at imødekomme danske bekymringer, meldt klart ud, at man ikke har til hensigt at blande sig i løndannelse i de enkelte lande. Planen er derimod at sikre, at arbejdstagere og borgere i almindelighed kan leve og arbejde under rimelige vilkår i hele EU, uden at være i konkurrence med hinanden på løn og arbejdsforhold – en såkaldt »søjle af sociale rettigheder«.

Kommissionens politiske rolle

Søjlen er i første omgang begrænset til euroområdet, og vil blandt andet mindske social dumping og forhindre et kapløb mod bunden på arbejdsmarkedet. Men arbejdsmarkedsforhold er i vid udstrækning et nationalt anliggende. Og opbygningen af velfærdssystemer har kommissionen aldrig blandet sig i, uanset hvad der er blevet hævdet i den danske debat om »velfærdsturisme« eller i forbindelse med kampagnen op til den britiske folkeafstemning sidste år.

Og fra EUs side skal Storbritanniens udmeldelse nok blive håndteret både ordentligt og rimeligt. Kommissionen er klar til at forhandle på vegne af EU – og det på basis af et klart mandat fra de resterende 27 medlemslande – heriblandt Danmark – som på topmødet i Bratislava i september understregede, at de betragtede EU som »fortsat uundværligt« og var » fast besluttet på at gøre EU med 27 medlemsstater til en succes«.

Juncker har aldrig lagt skjul på, at han betragter kommissionens rolle som politisk, og han er da også den første formand nogensinde, som har fået sit mandat ikke blot af de stats- og regeringschefer, som udpegede ham, men også af det direkte valgte Europa-Parlament, som indstillede ham.  Der er meget på spil for EU. Så meget desto mere grund til at holde fokus på bolden og ikke på manden.