Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når man bliver ideologisk fastlåst

Ideologi. 68-generationens vildfarelser var monumentale, men – godt 30 år efter Bent Jensens bog om »Stalin- ismens fascination« – er det fundamentalistiske koldkrigere som Bent Blüdnikow, der har mistet overblikket.

»Den kroniske kommunistjæger Bent Blüdnikow, som sjovt nok er jævnaldrende med Lenz, har tydeligvis så meget i klemme på det personlige plan, at han er ude af stand til at forstå min bogs egentlige anliggende. Han er tilsyneladende så ideologisk fastlåst i en primitiv form for koldkrigsfundamentalisme, at han helt har mistet overblikket.« Fold sammen
Læs mere

Det handlede om den rette fortolkning af historiske og hemmelige dokumenter. Men det handlede nok så meget om ære, bitterhed og hævn. Der var store følelser på spil, da to ældre herrer, historikeren Bent Jensen og 68eren Jørgen Dragsdahl, tog det endelige opgør ved landets højeste domstol. Nok var der tale om en tvekamp, men de to duellanter havde hele den udmarvende vej gennem retsinstanserne været sekunderet af to supportergrupper, som ser fundamentalt forskelligt på en fjernere og fjernere fortid, Den Kolde Krig.

På en vis måde beundrer jeg begge de to kombattanter, som har viet deres liv til at få ret. Og få rettens ord for, at de har ret. Jeg har altid haft en svaghed for mænd og kvinder, som er parat til at gå hele vejen for deres sag. Fra Kohlhaas til Koldau. Sidstnævnte, musikprofessoren Linda Koldau, var som bekendt så kompromisløs i sit korstog mod Aarhus Universitet, at ikke engang Ombudsmanden kunne bremse hende. Og førstnævnte hestehandler, som Heinrich von Kleist har skrevet en genial fortælling om, var parat til – uden smålige hensyn – at sætte hele verden i brand for at få bugt med den uret, der var overgået ham.

Trods mit engagement i sagen befinder jeg mig dog hverken i Koldkrigerens eller »KGB-agentens« supportergruppe. Jensen versus Dragsdahl er nemlig slet ikke min kamp. Hverken direkte eller pr. stedfortræder. Jeg er ca. en halv generation for ung til at have personlige aktier i den fortsatte indædte skyttegravskrig om den rette fortolkning af Den Kolde Krig og om potentiel agentvirksomhed/ærekrænkelse.

Jeg er født i 1962 og tilhører dermed den ironiske nå-generation. Jeg har altid haft et had-kærlighedsforhold til 68-generationen, den mest venstreorienterede generation i danmarkshistorien. Den generation, som på spektakulær vis gjorde oprør mod alt det overleverede, og som mente at kunne genopfinde hele verden. Med deraf følgende megalomane udslag. Ikke så få fra generationen troede, de kunne leve af kærlighed og kildevand, hvad enten det foregik på Christiania, i Thy-lejren eller diverse kollektiver. Det kunne de ikke i længden. Enkelte fra generationen, de mest militante, tog forestillingen om den »væbnede kamp« så bogstaveligt, at de blev en slags terrorister (Blekingegadebanden).

Enkelte andre gik helt konkret fjendens ærinde og blev KGB- eller Stasi-agenter. Et eksempel på sidstnævnte er tilfældet Lenz, som jeg netop har udfoldet i bogen Lenz – Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden.

Storhedsvanvid eller ej: Jeg kan ikke sige mig fri for at føle et stik af misundelse over ikke at have oplevet 1968-tidsånden, mens den stadig føltes indlysende rigtig. Som skoleelev hørte jeg 68-generationens musik, men det var jo i bund og grund ikke min musik. Allerede da jeg kom i gymnasiet ti år efter det store revolutionsår, var magien ved at være forbi. Nuvel, der var da også folk i min egen generation, der fandt sig et midlertidigt ståsted i efterdønningerne efter 1968. Peter Øvig Knudsen (f. 1961) var f.eks. troende KAP’er i sin gymnasietid. Selv sagde jeg »nå!« til det hele.

De sidste bedrøvelige rester af den tidligere så vitale studenterbevægelse, som jeg mødte på Aarhus Universitet i begyndelsen af 1980erne i form af de såkaldte »fagkritiske fronter«, var mest af alt tragikomiske.

Når jeg var på studieophold i DDR i forbindelse med mit tyskstudium, var det ikke, fordi jeg var rejsende rød lejesvend eller glødende ungkommunist. Det var fordi, der var billigere i DDR end i Forbundsrepublikken. Jeg havde kun et ironisk smil til overs for den propaganda, jeg blev udsat for i arbejder- og bonderepublikken. I det hele taget havde jeg kun en skuldertrækning til overs for alle de gængse universalfortolkninger af verden, hvad enten de kaldte sig liberalisme, socialisme eller noget helt tredje.

Jeg har gennem de sidste 20-30 år brugt mange mentale kræfter på at finde frem til en tilfredsstillende forklaring på 68-generationens monumentale vildfarelser. Hvordan kunne velbegavede, politisk bevidste mennesker tage så meget fejl, bare fordi det »føltes rigtigt«? Hvordan kunne de med så stor lethed lade sig friste af diverse totalitære ideologier, for senere i livet – tilsyneladende med ligeså stor lethed – at glemme det hele og blive nyttige samfundsborgere, der nu mest af alt synes optaget af at sikre sig passende pensioner?

Selvfølgelig generaliserer jeg i utilbørlig grad. Det nytter ikke noget at affærdige en meget stor gruppe mennesker, der tilfældigvis er født omkring 1950 plus/minus fem-ti år. På de fleste områder er 68erne lige så forskellige som alle andre generationer. Men hvis man gerne vil forstå de dybere lag af den totalitære fristelse, som ikke så få 68ere faldt for i deres oprørske ungdom, er det nok mere frugtbart at se på et konkret menneske end på abstrakte ideologier. For mig har det i hvert fald været både øjenåbnende og afklarende at beskæftige mig intenst med et menneske, som på sin egen måde inkarnerer 68- generationens værste vildfarelser: Manden bag Stasi-dæknavnet Lenz.

Hans historie kan ikke fortælles via en fordømmelsesdagsorden. Man bliver nødt til at forstå, at manden bag Lenz er et rigtigt menneske. Efter alt at dømme endog et meget sympatisk menneske – som alligevel valgte at stille sig til rådighed for et af de mest uhyggelige undertrykkelsesapparater i verdenshistorien. Med baggrund i den fremherskende tidsånd i almindelighed og en kommunistisk familiehistorie i særdeleshed lod manden sig hverve af Stasi, allerede mens han gik i gymnasiet. For ham var det et indlysende rigtigt valg. Senere i livet blev han klogere og endte som glødende EU-tilhænger.

Den historie var mere, end hvad Berlingskes anmelder Bent Blüdnikow kunne kapere, jf. hans anmeldelse (Stasi-agenten Lenz alias Morten Jung-Olsen pletrenses i ny bog, Berlingske 28. april), som står i skærende kontrast til en række andre avisers særdeles positive anmeldelser af min bog. Den kroniske kommunistjæger Bent Blüdnikow, som sjovt nok er jævnaldrende med Lenz, har tydeligvis så meget i klemme på det personlige plan, at han er ude af stand til at forstå min bogs egentlige anliggende. Han er tilsyneladende så ideologisk fastlåst i en primitiv form for koldkrigsfundamentalisme, at han helt har mistet overblikket.

I 1984 dokumenterede Bent Jensen i Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, hvordan mere eller mindre prominente danskere havde kunnet gøre sig aldeles blinde for et menneskeforagtende regime med base i Moskva. Den marxistiske idé var jo så smuk på papiret, at det på forbløffende vis lykkedes en lang række velbegavede venstreintellektuelle at abstrahere fra dens morderiske virkeliggørelse i praksis. Mange af samtidens toneangivende meningsdannere brød sig så lidt om at blive mindet om deres ungdoms vildfarelser, at Bent Jensen blev mere eller mindre stigmatiseret i den offentlige debat i en lang årrække.

Det er, som om vi – godt 30 år efter Bent Jensens skelsættende bog – er nået frem til et tankevækkende rolleskifte. Det viser tilfældet Bent Blüdnikow.