Vi kender alle billederne: Demonstrationer med faner og bannere, der protesterer mod det ene eller støtter det andet politiske krav. For højere udgifter dér, mod nedskæringer dér. Til kamp for frihed, lighed, broderskab, et renere miljø, kortere arbejdsdage, længere ferier og alt mellem himmel og jord, der er populært.

Vi kender også alle fortolkningerne: Hvis der kommer mange til en politisk demonstration, er det fordi sagen nyder støtte - har »folkelig opbakning«. Hvis der kommer flere end ventet, eller sidst man holdt en lignende demonstration, tyder det endog på »stigende opbakning«.

Sådan er det også med 1. maj - denne »arbejdernes internationale kampdag«, der igennem mere end et århundrede har været afholdt rituelt, organiseret af fagbevægelsen og et eller flere venstrefløjspartier, og altid med optogene gennem København til mødestedet i Fælledparken som landets største, mest institutionaliserede markering.

Nuvel, 1. maj er ikke mindst en fest - det indrømmer alle. En lejlighed til at blande politik med underholdning og socialt samvær. Men samtidig lægger arrangørerne aldrig skjul på, at det først og fremmest er et ideologisk projekt, som det er vigtigt at deltage i, hvis man støtter sagen. Her er et uddrag af, hvordan LO formulerede det i 2006 i skriftet »1. maj - derfor«: »1. maj er arbejderbevægelsens vigtigste demonstrationsdag og festdag. 1. maj går arbejdere over det meste af verden i demonstration og markerer synspunkter om bedre arbejds- og levevilkår, renere arbejdsmiljø og større politisk frihed. 1. maj er blevet et internationalt symbol på kampen for en bedre tilværelse. (...) [Det er] dagen, der markerer international solidaritet. De svageste skal ikke lades i stikken, og de stærkeste ikke være sig selv nok. (...) under alle omstændigheder er det godt at møde op. Verden forandres hele tiden, og der vil altid være brug for politisk og faglig aktion for at ændre den til en bedre og mere retfærdig verden.«

Men holder det nu også? Altså at det betyder noget at møde op, og hvor alvorligt skal man egentlig tage tilslutning til 1. maj (og for den sags skyld andre demonstrationer) som udtryk for »folkelig opbakning« til bestemte projekter? Skulle man det, måtte man jo kunne forvente, at mængden af deltagere i demonstrationer ville være synligt påvirket af politiske og måske også samfundsøkonomiske forhold, og i hvert fald mere af den slags end af helt tilfældige og politisk irrelevante forhold.

Konkret måtte man så forestille sig, at f.eks. høj arbejdsløshed, lavere velstandsniveau, eller faldende økonomisk vækst, eller hvor mange og hvor stærke »arbejderpartierne« er, ville påvirke, hvor mange der deltog i 1. maj-demonstrationer. Man måtte så også antage, at deltagelsen i sådanne venstrefløjsdemonstrationer havde noget at gøre med f.eks., hvor stor og omfordelende velfærdsstaten er, og at større fagforeninger ville tiltrække flere deltagere.

Den slags kan man undersøge. Denne kronikør har som del af et lille forskningsprojekt samlet data om københavnske 1. maj-­demonstrationer i perioden fra 1980 til 2009. Med venlig hjælp fra Københavns Politi (der altid estimerer, hvor store demonstrationer er) og gamle aviser har jeg gravet frem, hvor mange deltagere man har anslået, at der hvert år på 1. maj har været i Fælledparken. Toppen i perioden var i 1990, hvor ca. 250.000 mennesker (omtrent en fjerdedel af Storkøbenhavns befolkning) mødtes i Fælledparken. Bunden var i 2003 med sølle 15.000 mennesker.

Ved hjælp af alskens databaser og statistikker har jeg samtidig fundet data, som man kan sammenholde demonstrationsomfanget med og bruge til at lede efter sammenhænge. Antal arbejdsløse, velstandsniveau, økonomisk vækst, antal LO-medlemmer, mængden af tabte arbejdsdage som følge af arbejdskonflikter, venstrefløjens vælgertilslutning, antal venstrefløjspartier, regeringsfarve, osv. Man kan tillige tage højde for, om 1. maj falder på en fridag eller en arbejdsdag, hvordan danskerne ser på demokratiet, og om Sovjetunionens fald og Østblokkens kollaps i 1989-1991 har betydet noget. Nå ja, og så har Dansk Meteorologisk Institut være behjælpelig med information om det københavnske vejr 1980-2009: mængden af regn, antal soltimer, og dagens temperaturer.

Konklusionen er klar: Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader.

Den sidste ting, der spiller en robust rolle, synes at være, hvor politisk tilfredse med »demokratiet«, danskerne ellers er. Det har man gennem en årrække målt igennem meningsmålinger, og sammenhængen er, som man skulle tro: Jo mere tilfredse med demokratiet danskerne er, desto færre demonstrerer. Det giver god mening - men skal næppe overfortolkes politisk. Borgerlige kan jo også godt synes godt om demokratiet, eller være utilfredse med dets aktuelle tilstand, og meningsmålernes spørgsmål er ikke specielt ideologisk formuleret. Så mest af alt måler den størrelse nok nationens »politiske humør« på tværs af partier og ideologi.

Tilsammen kan de tre størrelser alene - temperatur, sol og demokratitilfredshed - forklare knap 2/3 af variationen i antal demonstranter.

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle - men man kan ikke få øje på nogen, der gør det i større grad, eller systematisk når andre forhold også tages med i betragtning. Noget tyder på, at det, at en regering er ikke-socialistisk, får flere socialister på gaden 1. maj - givetvis fordi det er lettere at mobilisere folk mod noget end for noget. Ligeså synes 1. maj talmæssigt aldrig rigtig at være kommet sig over Sovjetunionens fald. Men i det store billede er effekterne usikre.

Venstrefløjens støtte blandt vælgerne, antallet af venstrefløjspartier og omfanget af konflikt på arbejdsmarkedet betyder ikke noget systematisk. Fagbevægelsens styrke har heller ikke nogen betydning, selvom man ellers kunne tro, at flere medlemmer ville betyde flere demonstranter på bevægelsens årlige festdag. Tværtimod tyder noget svagt på det omvendte forhold: At flere LO-medlemmer giver færre til 1. maj, hvilket man næppe kan udlægge som, at solidariteten er udpræget. Arbejdsløshed, levestandard, økonomisk vækst osv., udviser heller ingen robuste sammenhænge med, hvor mange der vil marchere under socialismens bannere.

Betyder alt dette så, at man ikke skal tage til 1. maj? Nej, for hvis ens holdninger svarer til venstrefløjens, kan det jo være en god lejlighed til at hygge sig med åndsfæller - i hvert fald hvis vejret er godt, og dagen ikke (som i år) falder på en dag, hvor man i forvejen har fri. Men man skal bare ikke fortolke menneskemængden som udtryk for noget ideologisk. Antallet af deltagere i demonstrationer har formodentlig meget mindre at gøre med lønmodtagernes forhold eller politiske strømninger end, ja, vejret.