Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når det private bliver offentligt

Respekten for privatlivet er en grundlæggende ret for det enkelte menneske, men det synes der ikke at blive taget større hensyn til hverken blandt private eller i det offentlige.

Grænsen mellem, hvad der er privat og hvad der er offentligt, skrider. Her bliver der gået til den ved Reality Awards 2016 i Wallmanns Cirkusbygningen i København. Arkivfoto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Den græske filosof Epikur mente, at det, der gjorde et menneske lykkeligt, var et simpelt liv og en have. Kort sagt et tilbagetrukket liv fjernt fra offentlig­hedens nyfigne blikke. Det er ikke en filosofi, der vinder gehør i dag.

I det besynderlige fænomen, der kaldes reality-TV, synes kriteriet for succes at være aktørernes villighed til at udstille det mest private og intime om sig selv. Den mest ekstreme opførsel synes at ækvivalere med graden af opmærksomhed – af følgere og likes.

Havde Epikur levet i dag, havde han nok undret sig over, at med Shakespeare’s ord »All the world’s a stage, and all the men and women merely players«.

I »Kender du typen?« – programmet, hvor seerne kommer tæt på en kendt dansker og ind i personens hjem og ser både køle- og klædeskab, quizzes nu også om, hvorvidt den kendte dansker bruger: 1) sterilisation, 2) p-piller, 3) afbrudt samleje, når han går i seng med konen.

I et formiddagsblad proklamerer en kendt TV-vært om sig selv og konen, at de har »utrolig meget sex«.

Man kan jo heldigvis også lade være med at læse om især kendte menneskers sexliv, plastikoperationer, aborter og andre dybt personlige ting. Men grænserne for, hvad folk vælger at offentliggøre om privatlivet, har rykket sig.

Internationalt er det blevet en lukrativ forretning at lægge videoer af sig selv ud på nettet. Af ældre dato kan nævnes den amerikanske Kardashian-familie og af nyere den svenske Felix Kjellberg, der som PewDiePie har gjort en millionforretning ud af at være sig selv.

Deres kvaliteter springer ikke i øjnene, men at de er dygtige til at tjene penge, kan ingen bestride. Beklageligvis, for det faktum er måske med til at rykke grænser for den digitale dannelse.

Noget samfundsproblem er den stigende eksponering af privatlivet jo ikke. Det er det derimod, når det sker ufrivilligt.

Det var tilfældet forrige sommer, hvor et midaldrende par dyrkede sex i en privat skov i Nordjylland. Ejeren, på jagt og udstyret med videokamera, kommer forbi. Men i stedet for at fortrække både skoser og filmer han de elskende in flagrante delicto. Jægeren sætter kronen på værket ved at lægge videofilmen ud på de sociale medier.

Her er det så, at han kommer til kort, den gode mand. For vox populi er på de elskendes side uagtet, at der jo ret beset er sket en ulovlig indtrængen på privat ejendom. Den ihærdige jæger, der troede sig i sin gode ret til at forhåne turtelduerne, fik læst og påskrevet.

Her i foråret er det helt unge menneskers – folkeskoleelevers ikke mindst – videooptagelser med prekært og personligt krænkende indhold, der er blevet fordømt af offentligheden.

At betragte andre gennem en kameralinse er desværre blevet en udbredt beskæftigelse.

De fleste af os kan vel godt lide at kigge på andre mennesker, når vi befinder os i det offentlige rum. At man menneske­bader lidt ligesom Kierkegaard, når han gik tur på voldene i København, er der jo ikke noget odiøst i. Det bliver man ikke pr. automatik en væmmelig lurer og krænker af.

Men uanset hvad, så er det blevet meget nemmere at menneskebade end på SAKs tid. Inden for forskningen i ungdommens brug af sociale medier tales der om, at den unge generation, de såkaldte Millennials eller Generation M, i vidt omfang har en livsstil, der på engelsk kaldes »publicly private« – på dansk: publiceret privat, hvilket indebærer, at man uploader videoklip i eget navn, men kun for en snævrere kreds.

På grund af den teknologiske udvikling, mobiltelefonen og iPaden kan Gud og hver mand agere fotografer og filminstruktører. Og det benytter (alt for) mange sig af.

Med mobiltelefonens udbredelse er kommet den uskik, at man bare uden videre knipser løs og måske endda også lægger billederne ud på de sociale medier. Uden tilladelse, forstås.

En lille pige på vejen, hvor jeg bor, blev pikeret over, at hendes storebror løb efter hende med et mobilkamera. Det ville hun ligegodt ikke have. Hun skreg og slog ud efter ham. Men det afholdt ikke storebror fra at fortsætte.

Jeg har det på samme måde, men da jeg er midaldrende, må jeg beherske mig og med et påklistret smil sige til folk, der vil forevige mig: Nej, helst ikke – »my face is made for radio«. Og så håbe på, at de pakker sammen. Men det gør folk langtfra altid. Det er for længst blevet den gængse opfattelse, at folk som jeg er nogle reaktionære dødbidere, der hellere skulle tage at komme ind i kampen.

Jeg har for første gang ringet til den nye borgerservice 1813, som er vagtlægeordningens afløser i Region Hovedstaden. En telefonsvarer beder mig indtaste cpr-nummer og informerer om, at telefonsamtalen med lægen vil blive optaget og gemt. Som dokumentation og kvalitetssikring.

Det er ikke en forespørgsel. Det er en serviceoplysning.

Jeg finder det betænkeligt, at man skal oplyse sit cpr-nummer over telefonen. Men mit ærinde til lægevagten er akut, så der er ingen vej udenom. Hvad værre er, er det ikke frivilligt, om man vil lade sin samtale med lægen optage. Normalt skal man give tilladelse til at blive optaget på bånd. Normalt er samtalen mellem læge og patient fortrolig og privat. Den er undergivet sundhedslovens §40 om lægers tavshedspligt. Kun i tilfælde, hvor videre­givelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse, kan oplysninger videregives. Og det primært til andre sundhedspersoner. Er en evaluering af en vagtfunktion af åbenbar almen interesse og noget, der kan tilsidesætte en borgers ret til anonymitet/privatliv? Hvis svaret er ja, må der siges at være foruroligende vide grænser for, hvornår retten til privatliv kan tilsidesættes af en offentlig myndighed.

Kan den manglende anonymitet ikke afholde mere blufærdige patienter fra at kontakte lægen? Og er kvalitetssikring og dokumentation et højere gode end respekten for disse rettigheder? Det synes Region Hovedstaden åbenbart.

Noget lignende er tilfældet hos tandlægen. Her skal nu fastslås, om man er henholdsvis rød, gul eller grøn patient – og det gør man pr. 1. april 2015 ved at spørge nidkært til patienternes sygdomshistorie og brug af medicin for at vurdere, hvilken farve man har som patient. Det kan potentielt være personlige oplysninger, som man normalt vil reservere for sin praktiserende læge.

Men der har så vidt vides ikke været de vilde protester imod proceduren.

For vi lever ikke i de blufærdiges og bly violers årti.

Vi lader os gerne videoovervåge på gader og stræder og hos offentlige myndigheder og sågar i private firmaer. Det holder kriminaliteten i ave og er godt for efterforskningen og som bevisførelse i retten, synes den almindelige holdning at være.

NSAs overvågning er der heller ikke mange, der bekymrer sig om. At et tabloidblad har overvåget kendtes gøren og laden har dog fået sindene – lidt – i kog.

I nabolandet ser man noget anderledes på offentlighedens overvågning. Tyskerne er generelt meget bevidste om »die Grundrechte«, som de kalder dem. Den tyske forfatter og jurist Juli Zeh har gjort det til sit varemærke at beskæftige sig med individets rettigheder over for statsmagten. Hun har skrevet en kritisk bog om videoovervågning. I romanen »Corpus delicti« lever borgerne i et veritabelt sundhedstyranni. De har pligt til at indberette sundhedsdata til staten og til at motionere. De har indopereret en chip. Rygning og euforiserende stoffer er naturligvis strengt forbudt.

Det er også sigende, at det er i Tyskland, at man har demonstreret mod NSAs overvågning af Europa. Her i Danmark har vi måske en tendens til at mene, at vores demokrati er ukrænkeligt. Vi lever også i det mindst korrupte land i verden, og det sikreste og mest lykkelige – så hvorfor ikke?

Jeg påstår ikke, at vi er på vej mod politistat. Jeg påpeger i al stilfærdighed, at der aldrig kan komme noget godt ud af at krænke individets ret til privatlivets fred – det være sig fra myndighedernes eller fra privates side.

For respekten for privatlivet er en grundlæggende ret for det enkelte menneske. Ja, lur mig, om ikke det er det højeste gode.