Jeg ville ønske, at vi for en tid ophørte med at bruge udtrykket »det multikulturelle samfund«. I hvert fald indtil der blev skabt større bevidsthed om, hvad det kan betyde. Det er nemlig ikke »det multikulturelle samfund«, der er et problem, men derimod, hvad man lægger i udtrykket. Det kan betyde to ting: For det første et samfund, der rummer mennesker af forskellig kulturel baggrund. Og for det andet et samfund, hvor grupper af mennesker får tildelt særlige rettigheder ud fra deres kulturelle oprindelse og identitet. Hvis man er tilhænger af den sidste betydning, er man ideologisk »multikulturalist«. Hvis man, som jeg selv, finder den første type samfund værdifuld, er man derimod det, der i den liberale tradition kaldes for »pluralist«. Pluralisme står for den opfattelse, at det er et gode for et samfund, at der findes forskellige værdier og kulturelle identiteter, som borgerne kan give udtryk for i deres private liv, men at det til gengæld også er vigtigt, at de underordner og tilpasser sig et fælles værdigrundlag for deres offentlige liv.

Det er paradoksalt nok på grund af en sådan pluralisme, at Canada i år har grund til at fejre 40 års-jubilæum som multikulturel stat. Og da det canadiske samfund stort set ikke er »multikulturelt« i andet end i denne forstand, burde den danske offentlighed vide lidt mere om Canada. Canada er nemlig et lysende eksempel på, at påstanden om, at det »multikulturelle samfund« ikke kan fungere, ganske enkelt er noget forfærdeligt sludder. Ligesom det er en fejl at forstå Merkel, Sarkozy og Camerons erklæring af det multikulturelle samfund som »dødt« på anden måde end som deres konstatering af, at den multikulturalistiske ideologi har spillet fallit.

Sådan som canadierne praktiserer »det multikulturelle samfund« på i dag, sker det altså under forudsætning af, at kulturel identitet ikke må hævdes på bekostning af liberale og demokratiske værdier, loyaliteten over for staten og solidariteten med ens canadiske medborgere. Hvad der går for at være en canadiers kulturelle identitet, er for øvrigt langtfra noget entydigt. I sidste måned stod min kone og jeg sidst på aftenen ved et sporvognsstoppested på en stor gade i Toronto, da en ung pige spontant henvendte sig til os og fortalte, at hun netop kom ovre fra den nærliggende park, hvorfra der endnu lød høj, rytmisk musik. »Jeg kommer lige derovre fra. Der er nemlig afrikansk festival, og jeg elsker afrikanske fester,« sagde hun og tilføjede, at hendes familie stammede fra Egypten. Vi sagde, at vi også havde været derhenne tidligere på dagen, og at min kone havde købt en pæn halskæde. Vores lyse hud fik pigen til helt fordomsfrit at konkludere, at så måtte vi stamme fra Sydafrika. Selv havde vi tidligere på dagen konstateret, at det at være »afrikaner« i Toronto åbenbart er en meget rummelig kategori; noget, der ikke har noget med hudfarve at gøre, men snarere om at kunne lide en bestemt slags musik og mad. Og at en afrikansk festival derfor heller ikke er forbeholdt mennesker med biologiske rødder i Afrika - også selv om de fleste deltagere åbenlyst havde det.

Initiativet til at udråbe Canada til multikulturel stat blev taget af den navnkundige liberale premierminister Pierre Elliott Trudeau i efteråret 1971. Trudeau var motiveret af et ønske om at tage luften ud af den voksende selvstændighedstrang blandt de frankofone i delstaten Quebec. Men hurtigt indså han, at »multikulturalismen« også kunne være gavnlig for indslusningen af indvandrere i det canadiske samfund.

Trudeau endte derfor med at opstille fem formål med den nye politik: (1) at beskytte de enkelte borgeres menneskerettigheder, (2) at udvikle en fælles canadisk identitet, (3) at fremme borgernes deltagelse i samfundet, (4) at styrke Canadas enhed som føderalstat og (5) at opmuntre til kulturel mangfoldighed inden for en tosproglig ramme. Trudeaus projekt havde fra begyndelsen en klar (liberal)nationalistisk karakter: Det skulle styrke Canada som et nationalt samfund. Initiativet skal derfor ses på baggrund af, at den tidligere liberale regering under Lester Pearson allerede i 1965 havde fået indført et nyt nationalt flag - det rød-hvide med ahornbladet - for at markere, at Canada havde udviklet sig til en nation med en særlig identitet, som var anderledes end den »forældede«britiske og »truende« amerikanske.

Af historiske grunde havde Canada gennem mere end et århundrede haft mere karakter af etnisk »mosaik« eller »salatskål« end af den »smeltedigel«, som det amerikanske samfund ansås for at være. Dette mønster blev nu gjort til en dyd: Indvandrerne skulle ikke assimileres, men »integreres«. De skulle beholde deres etniske og kulturelle identitet, ikke overtage dem, der gjaldt for flertallet. Ved at anerkende indvandrernes etniske identitet ville det blive lettere at indsluse dem i det canadiske samfund, mente Trudeau. Denne politik, som fik tværpolitisk støtte, blev siden udbygget ved love, der forbød diskrimination af mindretal og fremmede økonomisk integration og social mobilitet. Canadas forfatning fik i 1982 således tilføjet et særligt Charter for Friheder og Rettigheder, der garanterede de individuelle menneskerettigheder og borgerrettigheder og forbød både direkte og indirekte diskrimination på grund af f.eks. køn, seksuel orientering, handicap, graviditet eller etnisk baggrund og religiøs overbevisning. Der er ikke nogen tvivl om, at netop den aktive bekæmpelse af diskrimination har haft stor betydning for, at borgere med anden etnisk og kulturel baggrund end flertallets oplever Canada som et retfærdigt og godt samfund og derfor åbenlyst giver udtryk for deres glæde ved at være canadiere. Der er få lande i verden, hvor der i disse år flages så meget med det nationale flag som i Canada, og noget af det, der i høj grad forener canadiere af alle slags er stoltheden over deres multietniske land og dets værdier.

Trudeaus initiativ var oprindelig ment som en gestus over for de forskellige grupper i det canadiske samfund snarere end som en politik, der skulle afvige fra den liberale pluralisme, hans parti stod for. Imidlertid udviklede multikulturalismen sig i de følgende årtier til en legalistisk ideologi, som truede dens oprindelig formål - at samle canadierne til ét folk - fordi den opmuntrede indvandrere til at identificere sig mere med deres kulturelle gruppe end med Canada. Det regeringsbærende Liberale parti forsømte desuden at indskærpe over for indvandrerne, at det at blive canadier forpligtede dem til at tilpasse sig samfundets demokratiske værdier. Det problem ved multikulturalismen som ideologi er man dog ved at få øje på i Canada i disse år, og ikke mindst den nuværende konservative regering synes at anlægge en kurs, der minder om den, man tidligt satte ind på i Quebec.

Skønt Trudeau selv var quebecer, anså mange her fra begyndelsen multikulturalismen for at være en trussel mod den fransktalende befolknings særstilling som det ene af Canadas to »grundlæggende folk«, idet den blot stillede den frankofone kultur på linje med de forskellige etniske minoriteters kulturer. Derfor har man lige afstået fra at bruge begrebet, men taler i stedet om »interkulturalisme«. Interkulturalismen defineres officielt som »en model, hvor etniske minoriteters individuelle projekter knyttes an til et inkluderende nationalt fællesskab med fælles værdier«. Interkulturalisme handler således om at udvise aktiv respekt og åbenhed over for mennesker af anden etnisk og kulturel baggrund, men ud fra en forståelse af at tilhøre det samme sproglige, politiske og nationale fællesskab. Interkulturalismen repræsenterer således i virkeligheden den holdning, som lå bag Trudeaus initiativ i 1971. Og når Canadas »multikulturelle samfund« fungerer så godt og gnidningsfrit, som det gør, skyldes det, at de fleste canadiere deler den opfattelse og i praksis har afvist multikulturalisternes opfattelse af, at det canadiske samfund kan fungere uden en fælles offentlig kultur og identitet. Det er den samme konklusion, der tidligere i år fik den britiske premierminister David Cameron til at erklære sig som modstander af »det multikulturelle samfund«, hvis udtrykket blev forstået ideologisk. Han ville blot have Storbritanniens etniske mindretal til i højere grad at opfatte sig som briter og var ikke imod kulturel forskellighed som sådan. Det er derfor for sin interkulturalisme, at den danske offentlighed har noget at lære af Canada, men især af Quebec.

Michael Böss er medarrangør af en europæisk Canada-konference på Aarhus Universitet i denne uge.