Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Musikalsk granitbryllup

DR SymfoniOrkestret fylder 90 år i år i dag onsdag. Men ideen var endnu ældre. DRs koncerthuschef, tidligere radiodirektør og musikchef Leif Lønsmann, har fra forskellige udsigtsposter i DR fulgt fødselaren i mere end 25 år, og sender en fødselsdagshilsen til orkestret.

»28. oktober 2015 har DR SymfoniOrkestret været DRs uadskillelige partner i 90 år. En 90 års bryllupsdag er ikke en sædvanlig forekomst. Ifølge ordbøgerne kalder man det for granitbryllup. Granit er typisk meget hård, slidstærk og uforgængelig, og det samme kan man sige om forholdet mellem DR og musikken,« skriver Leif Lønsmann. Foto: Heine A. Pedersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Heine A Pedersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1918 blev en storstilet plan forelagt offentligheden i Danmark. Dens formål var, med dens egne ord, at stimulere det hensygnende musikliv i Danmark. Planen var udarbejdet af »Filharmoniens Projekteringskontor« og indeholdt en for sin tid særdeles visionær idé om at opføre en kombineret opera- og filharmonibygning i København. Bygningen skulle rumme to orkestre, et operaorkester med 92 »musici« og et symfoniorkester med 70 »musici«.

Ideen var for overvældende, og navnlig for dyr, syntes man, og planen blev henlagt. Men den betød, at der blev sat skub i diskussionen om det danske musikliv og behovet for at etablere et nationalt symfoniorkester. Samme år bad man kongelig kammersanger Emil Holm om at udarbejde et forslag om oprettelse af et stats- og kommunestøttet symfoniorkester i København i lighed med de symfoniorkestre, som allerede fandtes i andre større byer i udlandet.

En af den tids største musikpersonligheder, komponisten Carl Nielsen, bakkede op om forslaget. Men ideen strandede, angiveligt fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle være kunstnerisk leder af et sådant orkester.

Da Emil Holm syv år senere blev udpeget til at stå for oprettelsen af Statsradiofonien, det senere DR, havde han ikke glemt ideen om et nationalt symfoniorkester. Og med det helt nye medie, radioen, som kunne transportere musikken ud til hele befolkningen, var det nærliggende at lade netop radioen drive et sådant nationalt orkester, thi netop radioen ville kunne sikre, at et sådant orkesters musik kunne komme alle til gavn, høj som lav, rig som fattig, i hele landet! Holm så for sig, at der »af et Fostbroderskab mellem Radiofonien og Kunsten vilde blive skabt en Kulturspreder af den største og mest vidtrækkende Betydning«.

Det kneb fortsat med pengene, men kammersanger Holm var fast besluttet på, at radioen måtte have sit eget orkester. I første omgang måtte han nøjes med en trio, bestående af en violinist, en cellist og en pianist. Men inden udgangen af 1925 var »Radio-Trioen« udvidet til 11 mand. Noder var der ikke råd til. Dem lånte man i en nodehandel og skrev af i hånden. Fotokopiere kunne man ikke i 1925. Dirigent var der heller ikke råd til, men Emil Holm ansatte violinisten Launy Grøndahl til at »stryge for«.

De første radioudsendelser blev sendt fra toppen af Post- og Telegrafvæsenets bygning i Købmagergade. Her havde man indrettet et interimistisk lydstudie, som af hensyn til lyddæmpningen var forsynet med en ejendommelig tæppedrapering i loftet. Det gav rummet et særdeles polstret præg – og det nærliggende tilnavn »Den omvendte Flødebolle«.

I efteråret 1925 blev Flødebollen nedlagt, og 28. oktober 1925 indviede man et nyindrettet radiostudie, og her gav radioorkestret sin første egentlige radiokoncert. Det er denne dato, DR SymfoniOrkestret regner som sin fødselsdag.

I årene efter voksede radioorkestret med adskillige musikere om året, og langsomt, men sikkert, kunne kammersangeren gennemføre sin gamle drøm om et egentligt symfoniorkester.

14. januar 1927 gav radioorkestret sin første offentlige koncert, hvor Carl Nielsen dirigerede sin egen »Sinfonia Espansiva«. En koncert, der skrev sig ind i musikhistorien, fordi han undervejs, midt i selve koncerten, lagde dirigentstokken, tog en blyant frem og gav sig til at rette i sit eget partitur.

I 1933 slog orkestrets legendariske russiske chefdirigent Nikolaj Malko de første toner an ved en Torsdagskoncert – nu fra Radiofonibygningen »Stærekassen« ved Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i København. Tanken med Torsdagskoncerten var, at hele Danmark mindst én gang om ugen skulle have mulighed for at høre klassisk symfonisk musik af højeste kvalitet. På programmet ved den første torsdagskoncert i 1933 stod musik af Prokofiev, Tjajkovskij, Ravel, Bach, Paganini og Dukes. Og skal man tro Berlingskes anmelder den aften, var koncerterne fra starten en stor succes: »Torsdag-Koncerterne er Festaftener, som alle med Lyst og sikker Forventning stiller ind til,« lød det.

At netop Torsdagskoncerterne skulle blive det allermest sejlivede radioprogram, og overleve de bredeste og mest favnende programmer, har ikke altid været givet. Udsendelserne mødte fra starten kritik fra både elite og almue. Eliten mente, at det var ødelæggende for både lydkvaliteten og selve musiklivet, at den symfoniske musik blev kværnet igennem en radiofonisk »spilledåse«. Musikere og spillesteder frygtede, at koncertsalene ville blive tømt, og selve den levende musik ville uddø, når radiolytterne i stedet for at begive sig ud i musiklivet blot kunne tage koncerterne hjemme fra sofaen på de nymodens »radiomøbler«. Og almuen, som dengang var større end eliten, synes, at det var en pine at skulle udstå en »byge af noder« hver torsdag aften, endog på den eneste radiokanal, der fandtes. En lytter fandt, at der var alt for mange »opus’er« i radioen, og en anden foreslog at man kunne spare mange penge ved at lade symfoniorkestret erstatte af »en kvartet på syv-otte mand.«

Men DRs og Symfoniorkestrets grundlægger, kammersanger Emil Holm, holdt fast i sin vision om, at den store musik og radioen er siamesiske tvillinger, der ikke kan adskilles og overleve uden hinanden. Uden musik ville radioen være ikke så lidt fattigere, og uden radioen ville musikken forblive hemmelig for alle andre end en indviet kreds af koncertgængere.

100 år efter den store plan om opførelse af opera- og symfoniorkestre med tilhørende huse har vi fået det hele. De sidste 10 år er der, tværs gennem den såkaldte finanskrise, i gennemsnit åbnet et musikhus om året. Kammersangerens vision holdt stik og viste sig levedygtig trods mange dommedagsteorier. Hver ny generation har forudsagt at den klassiske musik ville dø med dens aldrende publikum. »Hvem gider høre symfonier i pigtrådsalderen…«, spurgte man i 1965, og ved Radiosymfoniorkestrets 40 års jubilæum: »…når den gode musik er spærret inde i en voksende ring af pop. Og de unge sværger til den nyeste nye døgnmelodi?«

Men for de gamle, der faldt, var der nye overalt. Gennemsnitsalderen for en klassisk koncertgænger i dag er mellem 55 og 60 år. Det er den generation, der startede i skolen, da The Beatles indtog Danmark i 1964, og som gik ud af skolen, da Abba vandt Europæisk Melodi Grand Prix med »Waterloo« i 1974. Vi var mange fra den generation, der ikke hørte klassisk musik som unge, men i dag går mere end 20 pct. af disse årgange til klassisk koncert. Det kan vi mærke i DR Koncerthuset. I sæsonen 2005/06 solgte vi ca. 65.000 billetter til vore klassiske koncerter i Radiohuset. Her 10 år senere, efter flytningen til DR Koncerthuset, er tallet mere end fordoblet!

DR SymfoniOrkestret har vist sig at være et stykke »folkekulturelt pionerarbejde«, som kulturminister Hans Sølvhøj kaldte det i sit forord til bogen »Radioens Spillemænd«, der udkom i anledning af Radiosymfoniorkestrets 40 års jubilæum i 1965.

28. oktober 2015 har DR SymfoniOrkestret været DRs uadskillelige partner i 90 år. En 90 års bryllupsdag er ikke en sædvanlig forekomst. Ifølge ordbøgerne kalder man det for granitbryllup. Granit er typisk meget hård, slidstærk og uforgængelig, og det samme kan man sige om forholdet mellem DR og musikken. Det har til tider været hårdt, men det har vist sig slidstærkt og uforgængeligt. Og mon ikke der er god grund til at tro, at radioorkestret vil runde de 100 år i 2025!