Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Museer kan sagtens sælge ud

Hvis man ser på museernes samlinger ud fra nutidens krav til kvalitet og proveniens, kan man provokerende påstå, at op til 50 procent kan udskilles, uden at det vil skade fremtidens forskning. Det inkluderer salg af genstande, men indtægterne må aldrig gå til det enkelte museum.

Frank Birkebæk, Direktør for ROMU, Roskilde Museum Fold sammen
Læs mere

For snart længe siden vakte en debat om salg fra museernes samling professionel bestyrtelse og politisk forvirring. Men så døde den, for døgnets krav om breaking news giver ikke mange minutter til noget så boring som museumsstøv på auktion.

Men generelle overvejelser om museernes omfattende samlinger fortjener både faglig, politisk og folkelig opmærksomhed.

De kulturhistoriske museer har indsamlet i 100-150 år. Først fortrinsvis i form af gaver og indkøb, senere gennem dokumenterende undersøgelser.

I takt med museernes professionalisering har de faglige krav til indsamling og samlingernes kvalitet været stigende.

Således er genstandens funktion, kvalitet og sjældenhed ikke længere tilstrækkelig forudsætning for dens værdi som museumsgenstand.

Vigtigere er genstandens proveniens, dvs. oplysningerne om, hvor den stammer fra, hvem der har ejet og brugt den og andre informationer, der sætter genstanden ind i en større sammenhæng. Det er gennem de oplysninger, at genstandene transformeres fra simpel kategorisering til kulturhistorie og samfundsbeskrivelse. De mennesker, der har brugt dem, taler gennem genstandene.

Der er mange genstande i museernes samlinger, der er uden proveniens. Udover mangel på proveniens, rummer samlingerne mange fragmenterede genstande og dubletter.

Hvis man ser på museernes samlinger ud fra nutidens krav til kvalitet og proveniens, kan man, med en provokerende konstatering, påstå, at der kan udskilles op til 50 procent, uden at det vil skade fremtidens forskning, den materielle kulturs repræsentation eller på anden måde true vores mulighed for at udlede viden. Samlet betyder det, at vi opbevarer store mængder af genstande, hvis museale værdi ikke længere er relevant. Derfor kan de godt have andre værdier.

De forhold er museerne og Kulturstyrelsen allerede opmærksom på, og antallet af udskillelsessager er vokset, og behandlingen i styrelsen er blevet afbureaukratiseret.

Det er godt, men der er rigelig plads til fremgang. Vi har kun udskilt få procent af de hundredtusinder af genstande, som ikke lever op til kravene.

Der er også rigelig plads til en øget offentlig opmærksomhed om emnet. Det handler om nationens kulturarv, og det er et fælles anliggende for befolkning, politikere og fagfolk (der kan være sammenfald!) I et sådan spørgsmål skal alle have mulighed for at ytre sig.

Det, vi behøver nu, er at sætte spørgsmålstegn ved »genstandens ukrænkelighed«. Vi bliver nødt til at tage stilling til omfanget af museernes samlinger, deres karakter og opbevaring. Vi bliver i lige så høj grad nødt til at koordinere den fremtidige (nødvendige) vækst. Derfor må ministerium, Kulturstyrelsen og museernes egne organisationer nu sætte sig ned og revurdere tidligere tiders holdninger.

De skal selvfølgelig også inkludere salg fra samlingerne, men aldrig på en sådan måde, at det enkelte museum selv kan indkassere salgssummen. Det er et omfattende projekt, der fordrer mange ressourcer. Det er en offentlig opgave at finde disse ressourcer, men velgennemført vil en sådan samlingsrevision til gengæld betyde, at store fremtidige stigninger i udgifterne til samlingsvedligeholdelse kan aflyses.

Det er også uomgængeligt, at de igangværende byggerier af nye egnede magasinbygninger udvides, ligesom overvejelser om opgradering af konserveringsindsatsen påbegyndes.

Gør vi ingenting, kan Rigsrevisionen med rette påpege mangler og brister i forvaltningen af museernes samlinger i en uoverskuelig fremtid.

Slutmålet må være veldokumenterede samlinger med fuld proveniens, der i stabiliseret og konserveret stand opbevares i tidssvarende magasinbygninger.

Hele denne proces har endnu et afgørende perspektiv:

Der bør tilrettelægges en koordinering af museernes undersøgelser og indsamling.

Alle kulturhistoriske lokalmuseer har et kerneansvar, beskrevet i den egn, de er beliggende i. At genfinde, dokumentere og formidle egnens historie og kulturarv er den opgave, lokalsamfundet (som regel) betaler museet for.

Men masseproduktion betyder ensliggørelse af vores kulturarv. Den vare, jeg køber i København, sælges også i Thisted (og i Barcelona for den sags skyld).

Der er selvfølgelig undtagelser. Der kan f.eks. knyttes helt særlige og lokale brugeroplysninger til en masseproduceret vare. Men det ændrer ikke på tendensen.

Inden for ældre genstandsgrupper og fortidige kulturer er lokale variationer derimod i høj grad reglen. Men derfor kan flere museer alligevel godt undersøge og indsamle inden for samme emne. Det er ikke nødvendigvis rationelt.

Med museernes høje grad af digitaliserede arbejdsredskaber og stadigt større museumsenheder bør det være muligt at finde en mere hensigtsmæssig model for fremtidens undersøgelses- og indsamlingspolitik.

Det er en opgave, som skal løses centralt, men i enighed med museerne og deres organisation.

Jeg mener, at man bør overveje at foretage en omfordeling af (ansvaret for) samlingerne mellem museerne. Eksempelvis har vi en stor samling på Roskilde Museum af den bondekultur, der prægede egnen mellem Køge og Roskilde, den såkaldte Hedebokultur. Men det er ikke et satsningsområde i vores indsamling og formidling. Det er det derimod på et af nabomuseerne. Derfor kunne vores samling, om end ikke fysisk, så administrativt og i undersøgelses- og forskningssammenhæng, overgå til dette museum. Vi kunne godt opbevare samlingen på vores magasin, for en fysisk omflytning ville være en uoverstigelig logistisk opgave. Men i digitale tider betyder den fysiske placering intet for administration og brug. Ønskede vi at bruge samlingen forsknings- eller formidlingsmæssigt, havde vi selvfølgelig, efter aftale, adgang til det. For publikums oplevelse af kulturarven er de bagvedliggende processer næppe af betydning. For de besøgende er det afgørende, hvor og hvordan den formidles.

Der findes et legio antal eksempler, men selvfølgelig findes der ikke en simpel løsningsmodel for alle museer og områder. Det er også væsentligt, at en sådan fordelingsproces af ansvarsområder har en udtalt grad af frivillighed som basis. Men vi har med museumsfusioner vist, at museerne godt tør tænke anderledes.

Der er for mig ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at koordinere undersøgelses- og indsamlingsområderne i langt højere grad i fremtiden. Det tror jeg, alle er enige i.

Samlingsrevision, samlingsforvaltning og koordineret indsamling skal være en pakkeløsning, hvor ingen af elementerne kan vælges fra. Det er en omfattende opgave. Men løst nu, vil vi have en langt bedre og billigere forvaltning af en væsentlig del af landets kulturarv i fremtiden.

Med en sådan drøftelse sætter vi så et helt væsentligt spørgsmål til debat: ejerskab til samlingerne og dermed til forvaltningen af samlingerne.

En koordineret indsamlingspolitik (og undersøgelsespolitik) betyder nemlig også, at vi regulerer forvaltningen af samlingerne, og dermed lægger det endelige ansvar i museernes fællesskab i stedet for i det enkelte museum.

Det er en konsekvens, som rækker langt ind i museumslovens tekst. Men der er lang vej, inden vi når til det punkt.

Først skal vi forholde os nytænkende til et par elementer i museernes virksomhed, som ellers har en næsten sakral status: genstandens, samlingernes ukrænkelighed og det museale fællesskab som et alternativ til den enkelte institution.