Multikulturelle ude – nationale hjemme

Det mislykkede forsøg på at demokratisere Irak kalder på besindelse. De demokratiske værdier er måske nok universelle. Men omvendt må vi erkende, at de kulturelle forhindringer kan være så enorme, at vi gør bedst i at vågne af drømmen om at demokratisere fremmede lande. Kasper Støvring har set på Samuel Huntingtons »Civilisationernes sammenstød« igen.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

For et år siden døde den amerikanske politolog Samuel P. Huntington, forfatteren til den berømte og berygtede bestseller »Civilisationernes sammenstød« fra 1996. Der er gode grunde til et gensyn med Huntington og hans paradigme om et sammenstød, for det kan lære os noget om, hvordan vi skal engagere os herhjemme og ude i verden. Det er ikke mindst vigtigt på et tidspunkt, hvor vi ivrigt diskuterer krigen i Afghanistan.

Ifølge Huntingtons paradigme bør regeringer ikke føre en idealistisk, men derimod en realistisk udenrigspolitik. Idealismen vil skabe nationer og bygge demokratier i lande uden en national og demokratisk kultur. Irakkrigen viste, at det kan man ikke. Realismen begrænser sig til at bekæmpe fjenden og støtte en pro-vestlig leder, der kan sikre en så høj grad af lov og orden, som det kulturelt er muligt. Idealismen er en forklaring på, at Irakkrigen var en fiasko. Men realismen gør, at krigen i Afghanistan ikke behøver at blive det. Og bekæmper man ikke fjenden der, flytter fronten til Vesten. Lad mig prøve at uddybe.

Det mislykkede forsøg på at demokratisere Irak kalder på en besindelse. De demokratiske værdier er måske nok universelle. Men omvendt må vi erkende, at de kulturelle forhindringer kan være så enorme, at vi gør bedst i at vågne af den feberhede drøm om at demokratisere fremmede lande.

Vesten var under Irakkrigen grebet af det ideal, at det liberale demokrati ganske vist historisk har rødder i en bestemt grund, nemlig den vestlige kultur, men at demokratiets frø sagtens kan plantes i fremmed jord og spire frem, så det med tiden vil blomstre så frodigt som i Vesten.

Men demokrati kan vanskeligt indføres i en muslimsk kultur, hvor der ikke findes en national loyalitet. Hvor der tværtimod findes en fundamentalistisk dyrkelse af religionen; hvor der er et ortodokst syn på uddannelse; hvor korruption tolereres; hvor man primært er loyal over for familien, stammen eller klanen; hvor der er en stærk autoritetstro, hvor magten er centraliseret og udøves vilkårligt. Og så videre. Realismen foreskriver, at nationer må gøre, hvad der er i deres interesse og overlade andre nationer til deres egen skæbne. Men dertil må man ganske vist tilføje, at det ikke altid er i egen nationale interesse at overlade andre til deres skæbne. Når islamiske terrorister har haft held med deres destruktive forehavender, skyldes det netop, at vi i Vesten først sent har erkendt, at vi har fjender, og at de næres af fejlslagne stater, der bør bekæmpes.

Idealister og realister adskiller sig ikke i synet på anvendelsen af magt. De ser først og fremmest forskelligt på ideen om, at det liberale demokratis værdier er universelle. Realister har altid været tilbøjelige til at mene, at disse værdier er bundet til en bestemt kultur, nemlig Vestens. Skal man lære af Huntington, bør regeringen fastholde den aktivistiske udenrigspolitik, men på realistiske præmisser.

Hvordan ser det så ud med stormagten USA? I sin tale i Cairo i juni søgte Barack Obama at indlede et nyt forhold til muslimer baseret på gensidig interesse og respekt. Talen er allerede blevet diskuteret ivrigt. Mange har kritiseret, at Obama undlod at forsvare frihedsrettighederne.

Men Vesten i skikkelse af USAs præsident bør ikke nødvendigvis kritisere den islamiske kultur eller belære muslimerne om vestlige værdier - eller for den sags skyld søge at påtvinge muslimer disse værdier. Det gælder også frihedsrettighederne, for det kan diskuteres, om de overhovedet er universelle.

Vi skal derimod anerkende, at verden består af mange forskellige og uforenelige kulturer. Men vi skal til gengæld forsvare vores egen vestlige og nationale kultur. Det er selve kernen i det budskab, som rummes i Huntingtons paradigme om civilisationernes sammenstød. Og det er den tolkning, der kan sammenfattes i ordene om, at vi skal være multikulturelle ude og monokulturelle - eller nationale - hjemme. Efter den Kolde Krigs ophør er verden nemlig blevet multipolær. Den indsigt kan man med lidt god vilje tolke ind i Obamas tale og udenrigspolitik. Hans forgænger manglede den helt. Det er indsigten i, at de afgørende konflikter er bestemt af polerne mellem et antal civilisationer, der er kulturelle i deres væsen og dermed også identitetsbærende.

Det afgørende er ikke blot, at vi besinder os på civilisationernes særpræg. For det er i sig selv nyttesløst uden en vilje til at genbekræfte vores egen vestlige identitet. På det punkt mangler Obama stadig at træde i karakter.

Jeg taler altså, i forlængelse af Huntington, for en kritik af universalismen. Menneskeheden er ikke ved at blive forenet i én civilisation, og den vestlige kultur er heller ikke ved at blive universaliseret. Universalismen er altså falsk, for jo mere man i en globaliseret verden kender til fremmede kulturer, jo mere bevidst bliver man om sin egen identitet og dermed også om forskelle. Og med forskelle kommer konflikter.

Universalismen er for det andet umoralsk. Den forudsætter nemlig en ny form for imperialisme, hvor vi søger at påtvinge fremmede civilisationer vores egne distinkte kulturværdier, der ikke nødvendigvis er bedre for fremmede.

For det tredje er universalismen farlig, fordi den kan lede til Vestens nederlag. Vestens magt er nemlig dalende, og især den islamiske og kinesiske civilisation er i fremgang. Førstnævntes dog kun på grund af demografien, olien og snart også atomvåben. Jo mere vi farer frem, jo mere vil andre kulturer revitalisere, og jo alvorligere bliver konfrontationen. Vi må i stedet søge at afbalancere magterne. Det kalder igen på en realisme i udenrigspolitikken. Køligt kan man sige det sådan, at respekt er i vores interesse (det er ikke fordi, vi nødvendigvis synes godt om f.eks. islam). Ideen om en universel civilisation er i sig selv en vestlig opfindelse, og Vesten er unik, ikke universel, som Huntington anfører. Undersøgelser viser da også, at de værdier, der er de vigtigste i Vesten, er de mindst vigtige på verdensplan. Indenrigspolitisk bør vi afvise multikulturalismen, der forener en utopisk idé om kulturel sameksistens med en nedbrydning af den kernekultur, der bærer de vestlige nationer. Vi skal ikke have for fem flade øre muslimske særkrav om sharia, censur, tørklædetvang eller noget, der bare ligner. Men samtidig bør vi udenrigspolitisk besinde os på verdens multipolære karakter. I stedet for at forsvare universalismen, der blot skaber mere konflikt, vil jeg, inspireret af Huntington, gøre mig til fortaler for et synspunkt, man kunne kalde kulturel sameksistens på verdensplan: Man skal acceptere mangfoldigheden af kulturer og opsøge berøringspunkter med andre civilisationer.

Et sidste argument for denne tilgang til udenrigspolitik beror på det forhold, at Vesten er blevet svagere. F.eks. har Vestens reaktion på det iranske præstestyre i lang tid været præget af usikkerhed: man tøver med at støtte frihedsbevægelserne. Den vestlige civilisation har tydeligvis svært ved at finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Og det skyldes Vestens dalende magt siden 1920. Vesten er blevet svagere på stort set alle afgørende områder: kontrol af territorium, befolkninger, økonomi og militær kapacitet. Den vestlige kultur er simpelt hen ved at blive trængt i defensiven i takt med, at oprindelige livsformer, overbevisninger og institutioner i ikke-vestlige kulturer atter giver sig til kende og begynder at hævde sig på en selvbevidst måde. Selv internationale organisationer som FN er altså nu ved at blive kapret af ikke-vestlige og i visse tilfælde anti-vestlige stater. Det gælder de islamiske stater i menneskerettighedsrådet.

Kort sagt: Vestens dominans er brudt og magten forskydes i stigende grad til periferien.

Jeg skriver ikke, at Vesten er svag, men at den er blevet svagere. Vesten er stadig verdens stærkeste magt, men magten er dalende. Det må føre til en ny form for besindelse. Hovmod står som bekendt for fald, som en ældgammel vestlig myte siger. Hvad med, om vi begyndte at koncentrere os mere om at forsvare os selv inden for vores egne grænser? Det er i hvert fald afdøde Samuel Huntingtons endnu levende budskab.