Muhammed og satiren

Dennis Meyhoff Brink I dag er det fem år siden Jyllands-Posten publicerede Muhammedtegningerne. Men dykker man ned i religionssatirens historie, opdager man, at det at gøre grin med religion, hverken er et eksklusivt oplysningstids-fænomen, at islam-satire skulle være noget nyt, eller at selvcensur er opstået i vort århundrede.

tegning: jens hage Fold sammen
Læs mere

I dag er det fem år siden Jyllands-Posten publicerede de senere så berygtede Muhammedtegninger. Siden er de blevet kendte verden over, og i dag udgør de en standard-reference i bøger om religiøse gnidninger. Ofte bliver de forstået i forlængelse af Samuel Huntingtons tese om, at vor tid er karakteriseret ved et sammenstød mellem en muslimsk og en kristen civilisation. Noget sjældnere bliver det nævnt, at disse civilisationer næppe er så religiøse endda - slet ikke den kristne - men faktisk har en tusindårig tradition for at gøre nar af religionerne, egne som andres.

Nu og da refererer debattører i forbifarten til religionssatirens historie, men ofte sker det med forkerte tidsangivelser, og som regel er det uden eksempler. Men konkrete eksempler er afgørende i denne sag! De kan ikke alene give fritsvævende postulater om religionssatirens historie fast grund under fødderne - de kan også vise, at den grund, argumenterne hviler på, ser anderledes ud end de fleste forestiller sig.

For det første kan eksempler fra religions-satirens historie punktere myten om, at den europæiske religionssatire skulle være særlig knyttet til oplysningstiden. For det andet kan de gøre op med forestillingen om, at satirer over islam skulle være et nyt fænomen, der først er opstået i den globaliserede verden. For det tredje kan de vise, at selvcensur blandt religionssatirikere ikke er noget, der først er opstået i vort århundrede.

Lad os tage det første eksempel. I 1605, altså før det, vi kalder oplysningstiden, udgav den spanske forfatter Miguel Cervantes første bind af den senere så berømte roman Don Quixote. Ti år senere var en anonym forfatter fræk nok til at digte videre på historien og udgive sin egen fortsættelse, hvor han gør sig lystig over de clash mellem kristne og muslimer, som præger Spanien allerede på hans tid.

Gennem hele romanen skælder og smælder Don Quixotes enfoldige væbner, Sancho Pansa, imod alle, der kan mistænkes for at ville omvende ham til Muhammed og Koranen. Men så snart han narres i en fælde, hvilket sker, da en omrejsende teatertrup udgiver sig for at være muslimer, der vil slå ham ihjel »medmindre han bliver maurer og følger Muhammeds Koran,« viser han sig at være en sludrevorn og troløs hykler.

På den fingerede mordtrussel svarer han ydmygt: »Hr. tyrker, jeg erklærer, at jeg tror på alle de Muhammeder, der er fra østen til vesten, og jeg tror på deres Koran, sådan som Eders Nåde befaler mig det, og vores Moderkirke tillader og billiger det, da jeg skylder hende mit liv og min sjæl og alt, hvad jeg kan sige.«

Men da han efter denne erklæring får at vide, at han i så fald skal omskæres, kaster han sig hovedkulds ud i en grinagtig tilbagetrækning: »Ak, herre! Eders Nåde må ved Nicodemos tænger ikke skære noget af mig dér, for min kone Mari Gutiérrez har fuldstændig mål og vægt på den, og hun holder tidligt og silde øje med den og stiller den til regnskab, og i det øjeblik der manglede noget, ville hun straks opdage det, og det ville være som at røre hendes øjeæbler, og hun ville sige, at jeg er et rodehoved, der sløser med naturens gaver. Men hvis Eders Nåde vil skære noget af mig, så gør det ikke der, for som sagt ser man tydeligt, at der er god brug for alt, hvad der er, og at det endda kan knibe lidt; i stedet kan I skære spidsen af min hue, for selv om den sandt at sige også er nødvendig, vil huen være lidt lettere at lappe på end den anden tingest.«

Når det kommer til stykket er intet mere helligt for Sancho Pansa end hans beskedne ædlere dele. Det er religionssatire i ren form! Og det er typisk for denne tradition, at den ligesom her degraderer det hellige og ophøjede til noget kropsligt eller seksuelt. Det himmelske hives ned på jorden og afhandles på et meget jordisk plan. Det ser man ikke alene hos kendte satirikere som Jonathan Swift og Heinrich Heine. Det finder man også i en anden anonym fortsættelse til en berømt roman - nemlig i fortsættelsen af François Voltaires Candide eller optimismen, som er mit andet eksempel.

I 1761, to år efter at Voltaire udgav Candide eller optimismen, udkom Candide - Anden del, som formodentlig er skrevet af Thorel de Champigneulles. I denne anden del drager helten fra Voltaires historie, Candide, på eventyr i Orienten. Her møder han perseren Ismäel Rab, som hævder, at hans tro forpligter ham til gæstfrihed, men hvis »blomstrende store næse forkyndte hans overtrædelse af Muhammeds lov.«

Trods den ildevarslende drankertud bliver Candide gæst hos Rab, men efter nogle få dage opdager han, at alkoholisme ikke er muslimens eneste forbrydelse mod Muhammeds lov, og at gæstfriheden ikke var den sande årsag til, at han blev inviteret indenfor. For Rab er som muslimer og kristne intellektuelle er flest: »Rab havde kvinder, fordi han var rig. Men han tænkte, som man kun alt for meget tænker i Orienten og i nogle af Europas højere skoler,« og derfor gør han snart liderlige tilnærmelser til Candide.

Candide protesterer og råber op, men Rab stiller »kristenhunden« et ultimatum: »Beslut dig til at tilfredsstille mig eller til at lide den grusomste død.« Candide vakler ikke længe, for »man vænner sig til alt.« Og så går historien ellers lystigt videre med den homoseksuelle muslim, med en sadistisk »muhamedansk doktor« og med meget mere af samme skuffe.

Som i tilfældet med Sancho Pansa bliver det hellige også her degraderet til noget kropsligt. Også her bliver de ophøjede spørgsmål om religion besvaret i de nedre regioner.

Dermed har vi et eksempel på, at den »kristne civilisations« religionssatirikere gennem århundreder ikke alene har latterliggjort kristendommen, men også islam - og måske især de grinagtige sammenstød, der opstår mellem de to.

Men det er ikke kun islamsatiren, der har en længere historie i Europa, end mange antager. Det har religionssatirikernes selvcensur også, som mit sidste eksempel viser. I 1838 udkom Charles Dickens roman Oliver Twist, som portrætterer jøden Fagin som et gement og afskyeligt menneske, der oplærer børn i at stjæle. I typisk antisemitisk stil beskrives han som en mand med en kroget næse, en sjoskende gangart og en lang talar. Ligesom djævelen skildres han som en slangeagtig eksistens, der »smyger sig under væggenes og dørenes værn som et modbydeligt krybdyr, frembragt af det slim og mørke, han bevæger sig igennem.« Da romanen flere hundrede gange omtaler Fagin som »jøden« i bestemt ental, blev den af mange opfattet som en stereotyp eller racistisk fremstilling af en bestemt religiøs gruppe. Af samme årsag udløste romanen straks heftig debat - selv i 1830ernes England, hvor jøder ikke måtte eje butikker i London, ikke arbejde som advokater, ikke modtage universitetsgrader og ikke sidde i parlamentet.

I første omgang forsvarede Dickens sig med, at han blot beskrev virkeligheden, som den var. I et brev til en jødisk kvinde skrev han: »Fagin er jøde, fordi det desværre er sandt om den tid, historien refererer til, at denne type forbryder stort set altid var jøde.« Men små 30 år senere, i 1867-68, udkom en ny udgave af Oliver Twist, hvor Dickens havde foretaget hundredvis af ændringer - og de fleste angik Fagin. Han slettede størstedelen af referencerne til Fagin som »jøden« eller erstattede dem med »Fagin« eller »han«. Så vidt vides var Dickens ikke offer for trusler om død og ødelæggelse, men han var modtager af protestbreve i massevis. Resultatet var en meget konkret form for selvcensur, som kom i stand efter pres fra en religiøs gruppe. Man kan næppe forestille sig noget tilsvarende i dag. Det ville jo svare til, at Muhammed-tegnerne genudgav deres tegninger i ændret form.

Disse og mange eksempler fra religionssatirens - i høj grad ukendte! - historie er ikke alene underholdende læsning. De bidrager også til at oplyse os om vores traditions mangfoldighed og give et historisk fundament til forståelse af aktuelle fænomener som religionssatire og selvcensur. Derfor kan jeg kun opfordre til videre læsning.