Morten Løkkegaard: Vi er pisket til fællesskab – men mangler viljen

De nej-glade briter har ikke fundet guldet for enden af regnbuen, men har i stedet udnævnt Boris Johnson til udenrigsminister. Det eneste, verden har fået ud af det, er foreløbig en britisk udgave af »Klovn«. Europa er, hvad man gør det til, skriver Morten Løkkegaard op til en europapolitisk debat på Venstres sommergruppemøde.

10DEBMORTEN-L-KKEGGAARD-103.jpg
Morten Løkkeggaard Fold sammen
Læs mere

Hvis man i løbet af sommerferien havde håbet på et mirakel eller et forslag, der ligesom Dannebrog dalede ned fra himlen og viste vejen for Europa – ja, så har sommeren været en skuffelse:

De nej-glade briter har ikke fundet guldet for enden af regnbuen, men har i stedet udnævnt Boris Johnson til udenrigsminister. Det eneste, verden har fået ud af det, er foreløbig en britisk udgave af »Klovn«. Ingen plan for fremtiden. I USA har Donald Trump som Putin-fan demonstreret præcis hvor langt ude, amerikansk politik befinder sig.

Her i Europa har psykopater med både IS-støtte og Breivik-inspiration brugt sommeren på at dræbe så mange uskyldige som muligt, og Tyrkiets enerådige leder har benyttet et mislykket militærkup som anledning til at fængsle tusinder af sine modstandere og erklæret sig parat til at »bøje sig for folkets vilje« og henrette de besværlige.

Midt i denne bølge af magtsyge og irrationalitet skal vi politikere så give et bud på, hvordan Europa kommer videre. Hvordan vi får reformeret et enestående succesfuldt fællesskab, som – paradoksalt og åbenlyst – mangler legitimitet.

Som det fremgår, er det op ad bakke. Verden er under hastig forandring, og forandring skaber frygt. I den slags situationer kan det hjælpe at bevæge sig et par skridt tilbage og søge inspiration hos mennesker, der har forsøgt at tænke sig om. Store europære som eksempelvis Vaclav Havel.

Den nu afdøde tjekkiske statsmand gjorde sig mange tanker om Europa. Som systemkritiker under Sovjet-undertrykkelsen havde Havel på egen krop mærket, at frihed ikke er en selvfølge. Han kæmpede for et forenet og frit Europa og argumenterede stærkt for, at EU er borgernes vigtigste værn over for Staten, det sikreste værn mod ufrihed.

Samme Havel var nået frem til, at man kan anskue Europa på tre måder:

1. Som geografi. Bestemt af de streger, som eksisterer på ethvert skoleatlas.

2. Som et interessefællesskab mellem nationer. Under Den Kolde Krig primært de vesteuropæiske lande, hvor de fleste sluttede sig sammen i EF, senere EU. Et attraktivt Europa, som alle de fattige fætre i Øst og Syd gerne ville være en del af. Men også et Europa, der – med Havels ord – var »et temmelig egocentrisk Europa, der kerer sig mere om umiddelbare økonomiske interesser end global filosoferen.«

3. Som et område med en fælles skæbne. En fælles kompleks historie, fælles værdier og en fælles kultur. Men mere end det: Også en adfærd, en særlig vilje og bevidsthed om et særligt ansvar.

Her – ved den tredje betydning af begrebet Europa – mente Havel, at debatten om Europas fremtid bør begynde.

For, hvis Europa kun er streger i et atlas: Hvad betyder det så for os europæere? Ja, det lærte vi jo, da det var kongernes privilegium at sætte disse streger: 1.000 år med næsten uafbrudt krig. Men også 1.000 år, hvor denne evige stræben efter magt betød enorme investeringer i (militær) teknologi og dermed skabte grundlaget for den udvikling, som gjorde Europa til verdens centrum – økonomisk, videnskabligt og kulturelt.

Og, hvis Europa kun er et interessefællesskab mellem nationer: Hvad betyder det så for det europæiske samarbejde, som voksede ud af nationalismens endelige fallit? Ja, det ser vi nu, hvor EU måske har nået sin grænse i den nuværende form. Hvor ideer om en »stadigt tættere union« har fået lov at køre rigeligt længe uden at blive syretestet. Og hvor Brexit har sat en (foreløbig) stopper for festen.

Omvendt, hvis Europa tværtimod er en fælles skæbne, værdier og kultur – ja, en fælles vilje og et fælles ansvar. Hvad betyder det så? En helt ny samarbejdsform? Europas Forenede Stater? Og hvis ikke: Hvad er så alternativet?

Vaclav Havels »tredje Europa« er et ideal, som efter min mening på mange måder bygger på en rigtig antagelse. Der findes en fælles europæisk kultur, en fælles historie og en række fælles værdier. Enhver med blot en smule indsigt i den europæiske historie, kan se, hvordan vi som kontinent og nationer på godt og ondt er viklet sammen. Problemet med Havels ideal er, at det sidste led i ligningen mangler: Europæerne mangler viljen. Og denne manglende vilje skyldes mangel på legitimitet.

EU-projektets fædre har ganske vist skabt en konstruktion, som er demokratisk legal. Et omfattende regelsæt – EUs acquis – med et bureaukrati til at styre de 90.000 sider juridisk tekst. Formelt er alt altså i orden, men noget mangler: Legitimiteten, den folkelige forankring. Undervejs har politikerne forsømt at få befolkningerne med. Resultatet er klart: Ingen forstår, hvordan Babelstårnet er indrettet, ingen orker at læse reglerne, konstruktionen bliver billedet på det »andet«, det fremmede.

Et folkestyres legitimitet er som bekendt betinget af, at befolkningen – de styrede – kan se logikken og føler sig hørt og taget med på råd. Allerede her er EU-konstruktionen voldsomt udfordret: Trekant-modellen med en ikke-folkevalgt kommission, et råd af skiftende ministre samt et Europa-Parlament med 751 politikere uden initiativ-ret er ikke ligefrem skabt til klarhed og medinddragelse.

Legitimitet er derudover betinget af stabilitet, som igen forudsætter, at de folkevalgte leverer løsninger på problemerne. Også her kræver det næppe guddommelig visdom at se, at det halter i øjeblikket.

Så længe fællesskabet leverede økonomisk fremgang og skabte større lighed mellem Nord og Syd, Vest og Øst – ja, så kunne befolkningerne leve med uigennemsigtigheden, fjernheden og de mange beslutninger i Bruxelles. Men i det øjeblik, at ungdomsarbejdsløsheden når over 50 pct., storbyerne plages af terrorister, og flygtninge- og migranter vælter ind over vore grænser, siger europæerne fra.

Dilemmaet: Løsninger kræver fælles beslutninger. Demagogerne er gode til at kritisere de fælles bestræbelser, men kan omvendt ikke pege på alternativer nationalt.

Konklusion: Vi er altså pisket til det fælles – men har ikke viljen til at ville det fælles, der kræves.

Hvordan kommer vi så videre? Jo, forandring begynder med erkendelse.

Første erkendelse: Der findes ikke en »one size fits all« løsning. Europa er ikke Utopia, men en byggeplads, hvor der altid er aktivitet. Vi må lære at se skønheden i byggerodet i stedet for at brokke os over ikke at opnå det fuldkomne. Dette også som svar til føderalisterne.

Anden erkendelse: Det europæiske projekts succes beror på legitimitet. Vi kan ikke fortsætte med at lade, som om befolkningerne ikke eksisterer, når det handler om det europæiske samarbejde. Legitimitet fordrer gennemsigtighed, medinddragelse og stabilitet. Stabilitet kræver løsninger. Altså skal vi skaffe løsninger på tidens mest presserende problemer – og samtidig reformere EU strukturelt.

Tredje erkendelse: Det er ikke nemt at gøre begge dele samtidigt. Strukturelle reformer kræver nemlig traktatændringer. Og traktatændringer kræver enstemmighed blandt de 28 EU-lande. Altså: Løsninger først, reformer løbende.

Fjerde erkendelse: Erkend dilemmaet. Vi får ingen løsninger uden fælles beslutninger. Altså er det IKKE en udvej at isolere sig, som briterne har besluttet at gøre. Vejen frem kræver politisk mod til at gøre det rigtige – og kommunikative evner til at gøre det forståeligt.

Femte erkendelse: Ord er ikke ligegyldige, og befolkningerne lytter faktisk ganske ofte til deres ledere for at høre, om hjertet er med. Det er det desværre alt for sjældent. Brexit var forudsigeligt. En fælles europæisk fremtid kræver en ordentlig fortælling, som kan vinde menneskers hjerter.

Den fortælling eksisterer allerede, kan man med rette hævde, men den kræver en kraftig opdatering, hvis den skal fungere i det 21. århundrede, hvor især de unge ikke køber ind på fred-gennem-samhandel alene. Der skal formuleres en europæisk vision til at matche verden af i dag. Ikke mindst, hvis ønsket er mere integration. Jo mere fælles – jo mere følelse.

De fem erkendelser kan med fordel bruges som søkort, når man skal navigere i det stormfyldte farvand, som Europa og europæisk politik er.

Europa er ikke Utopia. Europa er, hvad man gør det til. Pragmatisk, besværligt og ofte kedsommeligt. Heldigvis. EU-projektet har de sidste fem årtier bevist, at vi kan udrette meget i fællesskab. Men også vist, hvor grænserne går. Mon ikke Havel ville være nået til samme erkendelse?