»Moralisten er det unyttige og foragtelige af alle væsner. Han er unyttig deri, at han hellere bruger sin energi til at afsige domme end på at indsamle viden, al den stund at det er nemt at dømme, men krævende at skaffe viden. Han er foragtelig deri, at hans domfældelse reflekterer en vision af sig selv, som han i uvidenhed og stolt gerne pånøder verden.«

Citatet stammer fra en bog om kejser Augustus, der blev anmeldt af Anne Marie Vedsø Olsen i Politiken 29. april 2016. Citatet har brændt sig fast i min hukommelse, fordi jeg samme dag meget aktivt deltog i debatten om kønsadskilt svømning i Hovedstadens Svømmeklub.

Det, som bragte mig ind i debatten, var fordømmelsen af Hovedstadens Svømmeklub – og de mange andre foreningshold, som er forbeholdt kvinder, og hvor man tilstræber, at der ikke er mænd til stede. Integrationsministeren kaldte det for misforståede hensyn og raslede med sanktionssablen. Venstres integrationsordfører Marcus Knuth kaldte initiativet fuldstændig grotesk og absurd. Dansk Folkepartis Martin Henriksen var ude med, at det var en blåstempling af – og et knæfald for – middelalderlige familiemønstre. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var også hurtigt ude på Facebook med en fordømmelse.

Det står i skærende modsætning til den oplevelse, som pigerne i svømmeklubben har. Det står også i modsætning til oplevelsen hos de ledere og instruktører, som arbejder med aktiviteterne. Der foreligger ikke hverken med eksempler eller med evidens antydning af, at politikerne har ret. Tværtimod kan vi fortælle en række gode historier om, hvad det har betydet for pigerne og kvinderne i forhold til deres eget liv og deres deltagelse i samfundet.

Men de faktuelle forhold ser ikke ud til at interessere hverken politikere eller debattører. Foreningens begrundelser fejes til side som et misforstået hensyn og i modstrid med danske værdier, og at vi ikke har tradition for at kønsopdele aktiviteterne i Danmark.

Så er det, at man får behov for at sige: Tøv en kende! Hvad med at lytte til de frivillige, som rent faktisk står på kanten af svømmebassinet? Verden er ikke bare sort eller hvid – eller for den sags skyld dansk eller muslimsk – når det gælder kønsopdelt idræt eller blufærdighed i forhold til at vise sig let påklædt over for andre.

Det er faktisk mere normen end undtagelsen, at idræt er kønsopdelt. Og i dansk idrætshistorie har foreninger for kvinder spillet en vigtig rolle i kvinders kamp for at tage del i samfundslivet og for ligestillingen.

En kønsadskillelse kan være gavnlig for at give pigerne ro og tillid til at bygge et fællesskab. Kønsadskillelse kan også udspringe af blufærdighed – man ønsker en tryghed i forhold til at være genstand for blikke fra det modsatte køn.

Der er ingen tvivl om, at kønsadskillelsen har fået en masse piger til at deltage, som ellers ikke ville være kommet. For nogle piger med muslimsk baggrund har det helt sikkert også spillet ind, at de ikke ville få lov af deres familie, hvis ikke der var en kønsadskillelse. Men vi ved fra undersøgelser, at også en del danske piger og kvinder fravælger idræt og situationer, hvor de føler sig udstillet, f.eks. i fitness.

Hvorfor er politikere og meningsdannere så lidt interesseret i de faktiske erfaringer? Hvorfor vil man ikke forholde sig til nuancerne? Hvorfor spørger de ikke, hvorfor foreningen gør som den gør, inden man fælder sin dom over, hvad der er udansk?

Frihed og ikke mindst foreningsfrihed og forsamlingsfrihed har altid været en central dansk værdi – i hvert fald indtil nu. Foreningsfrihed og forsamlingsfrihed er også et punkt, hvor vi virkelig kan adskille os fra de formørkede udgaver af islam. Der er intet ved Hovedstadens Svømmeklubs aktiviteter, som kan retfærdiggøre, at ministeren kunne gribe til sanktioner. Det er ingen grund til at beklikke klubbens demokratiske hensigter eller anfægte dens ret til at gøre, hvad den gør. Tværtimod udfører Hovedstadens Svømmeklub et yderst samfundsnyttigt arbejde. Klubben bidrager til at udvikle et aktivt medborgerskab i praksis.

Jeg går på ingen måde ind for kønsopdeling begrundet i religiøse værdier på hverken arbejdsmarkedet eller i skolerne. Her må vilkår og muligheder være de samme for alle. Og her er man nødt til at være med, fordi det er en del af det danske samfund.

Det er anderledes, når vi taler om frivillige aktiviteter. Der må aldrig være tvivl om det demokratiske grundlag og respekten for det samfund, som man er en del af. Men der skal være vide rammer for at tilrettelægge de frivillige aktiviteter, så medlemmerne føler sig både tiltrukket af at være med og tryg ved at være der.

Hovedstadens Svømmeklub er en stor velfungerende klub, som opretter mange forskellige tilbud tilpasset forskellige målgrupper. De er et godt eksempel på, hvordan foreningslivet kan rumme borgere med vidt forskellig baggrund og færdigheder og bringe dem sammen i et fællesskab. Derfor synes jeg, at politikerne skulle udtrykke anerkendelse for Hovedstadens Svømmeklub og ikke fordømmelse.

Men det mest forstemmende ved hele sagen er, at jeg formodentlig kan argumentere herfra og til evigheden, uden at det gør nogen forskel. For det handler vist ikke om, hvordan vi bedst kan skabe integration og styrke borgernes fysiske aktivitet, når det kommer til stykket. Jeg får det indtryk, at man er mere optaget af at komme med hurtige og klare udmeldinger, som man tror kan skabe genklang i medierne, end at undersøge de faktiske forhold og anerkende nuancerne. Er det billedet på dansk politik? Er det vigtigste fremgang i meningsmålinger på baggrund af unuancerede holdninger om forholdet mellem danskere og indvandrere?

Jeg skal ikke benægte, at integration af nydanskere er forbundet med udfordringer. Men debatten er domineret af forenklede fremstillinger, som på ingen måde befordrer konstruktive løsninger. Der er bestemt problemer med parallelsamfund. Der er også en overrepræsentation af borgere med anden etnisk baggrund i både sociale og kriminelle statistikker, og en del kvinder oplever undertrykkelse i familien. Så der er bestemt brug for at gøre noget, for at skabe forandring. Vi skal ikke være naive, men vi må heller ikke forfalde til at gøre vold på vores egne værdier.

I Danmark bryster vi os af tolerance og frisind og på en grundlæggende respekt for andre mennesker uanset hudfarve, køn, seksualitet eller religion. Det øjeblik man mister den respekt, er man selv blevet en del af problemet. Vi bryster os af at være demokrater, men demokrati er ikke kun et flertalsstyre. Det er den daglige insisteren på den gode samtale, hvor man af et godt hjerte prøver at forstå hinanden og finde en fælles forståelse, som alle kan leve med. Det kan ikke altid lade sig gøre, og så må flertallet træffe beslutning med størst muligt hensyn til mindretallet.

Jeg har ingen problemer med, at andre har en anden religion, at man ikke spiser svinekød, at kvinder går med tørklæde eller ikke bryder sig om at blive set let påklædt, så længe det er den enkeltes valg. Men det vanskelige er, hvornår det er et personligt valg, og hvornår det er normer og krav, som den enkelte gerne vil frigøre sig fra, hvis man kunne. Derfor er det fint med debat og fokus på at bekæmpe social kontrol og at understøtte den enkeltes ret til at leve sit eget liv. Her skal vi være klare i spyttet – i Danmark støtter vi individets ret til at bestemme over sit eget liv.

Der er ingen tvivl om, at der er islamistiske miljøer i Danmark, som ikke er forenelige med at leve i demokrati som det danske. Men der er også mange med muslimsk baggrund, som fint kan leve i det danske samfund. Og der er efterhånden også mange med muslimsk baggrund, som tager del i det frivillige foreningsliv. En meget væsentlig pointe ved vores værdier om frisind og demokrati er lige præcis, at vi aldrig skal skære folk over en kam. For så er vi ikke selv meget bedre end den formørkede islamist, som kalder os vantro.