Mon ikke sambasocialismen snart har danset sin sidste dans?

Der er bestemt ingen grund til sentimentalitet. Fidel Castro havde blod på hænderne.

Fidel Castro, her på Cuba i 2006, blev til trods for sine misgerninger dyrket af den europæiske venstrefløj.Foto: Adalberto Roque Fold sammen
Læs mere

Reaktionerne på den cubanske diktator Fidel Castros død tenderer i store dele af pressen til ærbødighed og respekt. Værst i TV Avisen på DR, hvor der var et sentimentalt og bogstavelig talt fidelt interview med formanden for dansk cubansk venskabsforening. Men det fortjener Castro ikke. Der er bestemt ingen grund til sentimentalitet. Han havde blod på hænderne.

Fidel Castro kom til magten på Cuba i januar 1959, da hans oprørshær i triumftog rykkede ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på mere end 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning.

Men var Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime var noget ganske særligt – i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der gik, fra Castro rykkede ind i Havana, og frem til han - i hvert fald formelt - blev afløst af broderen Raul Castro, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere – nogle få af dem under nedkæmpning af oprør – resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I »Kommunismens Sorte Bog« (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden – ligesom i det gamle Rom – dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere fra revolutionen i januar samme år mod Batista-diktaturet.

Det havde været et centralt programpunkt for alle de anti-Batista-revolutionære, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: »Valg! Med hvilket formål?« udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Myten om, at Castro først efterhånden blev marxist og kommunist og nærmest blev drevet i armene på Sovjet af USA, holder næppe til et nærmere eftersyn. Han fulgte snarere den samme drejebog, som Sovjet-støttede guerillabevægelser har fulgt andre steder i verden – f.eks. Angolas MPLA, Mozambiques Frelimo og Mugabes Zanu (PF) i Zimbabwe. De fremstod først som folkelige bevægelser med politisk bredde – men når de var kommet til magten, blev de pludselig transformeret til marxistisk-leninistiske kommunistpartier med nær tilknytning til Sovjet.

I forlængelse af omvæltningerne i sommeren 1959 brød Castro således også med anti-Batista-bevægelsens andet centrale programpunkt om en jordreform, der skulle skabe omfordeling, men fastholde privat ejendomsret. I stedet gennemførte Castro en marxistisk jordreform med hjælp fra den cubanske hær.

Omkring 40 pct. af den konfiskerede jord var amerikansk-ejede sukkerplantager. Det skabte ikke overraskende et skarpt modsætningsforhold til USA, der reagerede med at lukke for al import af cubansk sukker – det var 90 pct. af den cubanske sukkereksport. Det påstås, at USA hermed tvang Cuba i armene på Sovjet. Men Castro havde allerede i forvejen sikret sig, at Sovjet ville overtage hele den del af Cubas sukkereksport, der før var gået til USA.

Forløbet i årene efter Castros magtovertagelse lignede til forveksling det, der skete i Sovjet og andre kommunistiske lande. Først blev fagbevægelsen knækket. Den havde ellers hjulpet Castro til magten. Så kom turen til den cubanske kirke, som ellers havde hjulpet Castro ud af fængsel under Cubas tidligere styre. Endelig fulgte en række stalinistiske skueprocesser mod folk fra egne rækker.

I april 1961 forsøgte 1.400 cubanske flygtninge, som var blevet militært trænet af CIA, at gå i land i Svinebugten på Cuba for at vælte Castro-regimet. Operationen havde været forberedt før USAs daværende præsident John F. Kenndy var tiltrådt. Han tillod operationen, men nægtede at give tilladelse til direkte luftstøtte fra USA. Og da Castro forinden havde fået nys om invasionen, stod hans tropper og fly klar til at nedkæmpe eksilcubanerne på stranden.

Episoden blev udnyttet af Castro til bl.a. at kvæle den sidste rest af pressefrihed på Cuba, og den blev også afsæt for Sovjets hemmelige planer om opstilling af atombevæbnede mellemdistanceraketter på Cuba. I oktober 1962 opdagede USA, hvad der foregik. Det førte til Cuba-krisen i slutningen af oktober, hvor verden i flere dage svævede på randen af en atomkrig, indtil Sovjet gik med til at trække atomraketterne tilbage fra Cuba.

11.000 døde i Afrika

Den meget nære alliance mellem Sovjet og Castros Cuba førte i 1970erne til, at Sovjet fik Castro til i hemmelighed at overføre et ekspeditionskorps med omkring 20.000 cubanske soldater til Congo-Brazzaville – nabostat til Angola. Da Angola blev selvstændigt 11. november 1975, lå de cubanske tropper klar til at rykke ind i landet, svært bevæbnet med sovjetiske våben, for at gøre udslaget i en forudselig borgerkrig mellem den marxistisk-leninistiske bevægelse, MPLA, og de to vestligt orienterede bevægelser, FNLA og UNITA.

Krigen kostede op mod 11.000 cubanske soldater livet. Det endte med, at selveste ekspeditionskorpsets chef, general Arnaldo Ochoa, organiserede et komplot for at styrte Castro. Men – som en uhyggelig parallel til begivenhederne efter attentatforsøget mod Hitler i Rastenburg i slutningen af Anden Verdenskrig – blev han og flere andre officerer arresteret og henrettet.

Over 100.000 mennesker har forsøgt at flygte fra Cuba over havet i små både. Blandt Castros mere udsøgte forbrydelser kan nævnes, at han lod helikoptere bombardere flygtningenes små overfyldte og skrøbelige fartøjer med sandsække, så de sank. Omkring to mio. cubanere, en femtedel af hele landets befolkning, lever nu i eksil, fortrinsvis i Miami, Spanien og Puerto Rico.

Castro-regimets tilhængere ude og hjemme har ivrigt henvist til regimets få opreklamerede fortjenester med udryddelse af analfabetisme og en sundhedstjeneste, der er bedre end i andre latinamerikanske lande. Men omverdenens syn på Cuba har i mange år været præget af uvidenhed og misinformation.

»Charmerende samba-socialisme«

Som et kuriøst eksempel herpå kan nævnes, at de to fremtrædende danske socialdemokrater Mogens Lykketoft og Jytte Hilden besøgte Cuba 10.-24. januar 1987 som det cubanske kommunistpartis gæster. Bagefter skrev de i begejstrede vendinger i en kronik i dagbladet Aktuelt om Castros »charmerende samba-socialistiske variant af det sovjetkommunistiske systemgrundlag«. Ifølge de to var »den cubanske revolution i sin oprindelse cubanernes eget valg og ikke en påtvungen model. Det giver mere humør og mere håb«, hævdede de.

Det skete, selv om Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer år efter år havde beskrevet fraværet af de mest elementære menneskerettigheder på Cuba med fortsat vilkårlig indespærring af anderledes tænkende og f.eks. straf på op til otte års fængsel for at søge asyl på en fremmed ambassade.

Men mon ikke samba-socialismen snart har danset sin sidste dans? Det er i hvert fald først nu, hvor verden siger endeligt farvel til Fidel og forholdet til USA er under opblødning, at der bliver grund til »mere humør og mere håb« for Cubas hårdt prøvede befolkning.