Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Modstandskvindens svære dilemma

Under to procent af de aktive modstandsfolk var kvinder. Det er et overraskende lavt tal og skyldes bl.a., at kvinders deltagelse i frihedskampen kunne have store konsekvenser for deres børn. Min bedstemor, Bodil Marie Krarup, var en af de kvinder, der måtte leve med dette dilemma.

KatrineWinkel Holm. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man søger i den store database over aktive i modstandskampen, som Frihedsmuseet har opbygget, viser det sig, at under to procent af de aktive var kvinder. To procent! Et overraskende lille tal. Tallet skal dog tages med forbehold: For det første er modstandsarbejde per definition svært at registrere, ikke mindst den del af det illegale arbejde, som kvinderne primært tog sig af. For det andet har kvinderne selv – ligesom mange af mændene – ikke gjort meget for at råbe op og gøre opmærksom på deres indsats. De tilhørte ikke se-mig-generationen.

Men det lave tal skyldes også noget tredje. Lægger man de feministiske briller, bliver det klart, at omkostningerne for en småbørnsmor ved modstandsarbejdet var større end for en mand.

Gik en mand under jorden, stod hans kone typisk klar til at overtage hovedansvaret for hjem og børn. Gjorde en kvinde det samme, måtte børnene ofte sendes væk og hjemmet opløses. Det er voldsomt, ikke mindst for de mindreårige børn.

Det bekræfter de hjerteskærende beretninger, som børn af modstandsfolk i de senere år er stået frem og har fortalt. Som f.eks. drengen, der som to-treårig blev sendt væk og rundt til plejeforældre og først flere år senere genså sin mor, der nu var blevet en totalt fremmed for ham. Hun havde i mellemtiden udført et uvurderligt arbejde for modstandsbevægelsen, men omkostningerne for hendes søn blev livslange.

Kvinderne, der engagerede sig i modstandsarbejdet, stod med andre ord i vanskelige dilemmaer. Min bedstemor, Bodil Marie Krarup, var en af dem.

Som lille havde jeg svært ved at forestille mig, at min stilfulde bedstemor med opsat hår og lyserød læbestift havde boet et halvt år i en skyttegrav – det gådefulde udtryk »under jorden« forstod jeg ikke. Men stolt af hende var jeg selvfølgelig. Først længe efter hendes død blev jeg rigtig klar over, hvor galt det kunne være gået, og hvor tæt det var på, at hun var gået over i slægtshistorien som kvinden, der hensynsløst forfulgte kampen for Danmarks frihed på sit barns bekostning.

Det var Frode Jakobsen, der fik mine bedsteforældre med i modstandsarbejdet.

På en af sine talløse rejser rundt om i landet for at hverve folk nåede han til mine bedsteforældres præstegård i Hammelev, nær Grenaa. I 1944 fik de etableret en modtagegruppe og i modsætning til mange andre steder, hvor det alene var mændene, der tog ud for at hente våben, var Bodil med på de natlige ture. Om dagen passede hun hus og tre små børn samt de gæster, der dukkede op: Engelske og canadiske flyvere, der skulle videre til Sverige. I september 1944 blev præstegården nemlig for alvor centrum i modstandsarbejdet på Djursland, da modstandsmanden A.J. Jørgensen, under dæknavnet Søby, flyttede ind og etablerede en flugtrute fra Grenaa til Sverige. Herefter tog strømmen af gennemrejsende endnu mere til.

Det må have været en intens og trættende periode. Børnene måtte intet vide om forældrenes hemmelige aktiviteter. Og det kunne være vanskeligt at holde skjult: Engang, da de to yngste, Søren (min far, præst og fhv. folketingsmedlem Søren Krarup) og Majken, meldte deres ankomst i forældresoveværelset om morgenen, måtte mine bedsteforældre skynde sig ned under dynerne. Fuldt påklædt, netop hjemkommen fra en natlig våbenmodtagelse.

Det gik lang tid godt. Men i december 1944 kom Gestapo på sporet af modtagegruppen, og præstegården måtte forlades i hast. Mine bedsteforældre tog til Aalborg under navnet hr. og fru Lassen, og de tre børn blev overladt til venner og familie. Sten (10) blev passet af en lokal præstefamilie, mens Majken (4) og Søren (6) blev overdraget til min bedstemors søster Karen, der var gift med en læge uden for Randers.

Det lyder så ligetil. Men nemt kan det ikke have været bare at sende sine små børn bort på ubestemt tid, godt nok til familie og gode venner, men dog til, i børnenes øjne, fremmede mennesker. Ville de tage sig omsorgsfuldt af dem? Ville de kunne erstatte hende? Helt ubekymret kan hun ikke være draget videre i frihedskamp. Men det fortsatte modstandsarbejde var et bevidst valg fra hendes side. Gode præstevenner i Tidehverv havde opfordret min bedstefar til at leve et stille, skjult liv i København. Nu hvor han var tvunget væk fra præstearbejdet, ville han f.eks. kunne sidde uforstyrret og skrive på Det Kongelige Bibliotek. Omsider ville han kunne få den eftertragtede tid til at koncentrere sig om et større arbejde – alt det, der sjældent er en sognepræst forundt.

Jeg ved ikke, om min bedstefar var fristet, men vi ved, at min bedstemor sagde bestemt nej: Han skulle ikke sidde og putte sig på Det kongelige Bibliotek. Han skulle fortsætte modstandskampen, til den var vundet!

Det gjorde han så. Han blev medlem af regionsledelsen for Region I i Aalborg, og min bedstemor var med.

Men midt i den energiske indsats for fædrelandet indtraf en katastrofe på hjemmefronten. Et af børnene blev dødeligt syg af stivkrampe. Bodils mor fortæller om det i et brev:

»Vi har haft en meget sørgelig uge – Karen ringede ind onsdag formiddag, at hun kom med Søren, de var bange for han havde stivkrampe. Og ganske rigtigt, han blev indlagt, der var ikke tvivl. De har taget en vældig torn, ca. 2 cm. lang, ud af hånden og skåret bort om den. Han havde 14 dage før været så uheldig at falde i skoven og kom hjem med en meget hævet hånd, som Karen puttede i sæbevand 1/2 time og derefter sprittede, da man ikke har jod. Senere om aftenen gjorde hun det igen, og hævelsen faldt, og der var intet i vejen, han legede med de andre, var i biografen til børneselskab hele den sidste dag ect. Om natten var Einar (Karens mand, der var læge, kwh) dog flere gange oppe for at se til ham, da han var bange for stivkrampe, Søren havde lidt trækninger i ansigtet. Næste morgen var de mere udpræget, og så kom de herind.«

Nu skulle familien have fat på den fraværende mor. Det lykkedes »ad omveje«:

»Vi mente hun skulle tage toget næste morgen, men pludselig stod hun i stuen opløst i gråd; hun havde cyklet 60 km. På ca. 3 timer.«

Bodil havde nu ikke klaret turen fra Aalborg til Randers på cykel på tre timer. En venlig lastbilchauffør havde givet hende et lift med det resultat, at min bedstemor, midt i sin private sorg, havde glemt sin taske, fyldt med illegale papirer, i lastbilen. Katastrofalt for en kurer. Hun havde nok at græde over, da hun endelig nåede frem til familien.

Hendes bekymrede mor skrev videre i brevet: »Gud holde sin hånd over lille Søren og lade ham blive rask igen: jeg ved ikke, hvad Bodil blev til, om hun skulle miste ham, han er hendes hjertebarn. Hun græd sådan i går eftermiddags, da han var lidt dårligere, at man kunne høre hende langt væk. Du kan jo nok tænke, at vi ikke kan sanse andet, og vi elsker alle sammen lille Søren, han er sådan en dejlig dreng. Men det vilde jo gå os nær, hvilket barnebarn det var, der blev så sygt, men Søren er sådan en lille forknyt fyr. Og det er jo strengt for alle parter at være adskilt; det har taget meget på Søren.«

Lille Søren overlevede. Hans held var, at stivkrampen hurtigt blev opdaget og at inkubationstiden var usædvanlig lang. Men det var rent et held, for dengang, før stivkrampevaccinationens tid, var dødeligheden tårnhøj for stivkrampe.

Og hvad nu, hvis han var død? Ville Bodil så ikke have bebrejdet sig selv resten af livet, at hun ikke var blevet hos sine børn, så dette kunne være undgået? Og ville hun ikke i den (noget mindre talrige) efterslægt have fået et ry som hende, der satte kampen for frihed over sit barns tarv?

Det er alt sammen kontrafaktiske overvejelser, men de dage i begyndelsen af april 45, da lille Sørens liv hang i en tynd tråd, må overvejelserne have været meget nærværende og selvbebrejdelserne ligeså.

Først i 2012 kom Bodil Marie Krarups navn med i modstandsdatabasen, takket været »lille Sørens« højrøstede protest over hendes fravær. Indtil da havde hun været en af utallige, navnløse modstandskvinder. Kvinder, som ofte blev stillet i utålelige dilemmaer på hjemmefronten, men som vi kan takke for, at vi som nation kom ud af besættelsen med æren i behold.