Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mod bedre vidende

Adam Buschard: Det ville klæde vores samfund at udvikle en større indsigt i, hvorledes nyheder formidles, og hvordan en historie fra forsvarets verden således kan danne baggrund for en holdning.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De seneste år har man set en uheldig tendens brede sig i forbindelse med dækningen af Danmarks internationale militære engagement. De missioner som Det Danske Forsvar har været involveret i, har i større grad været fredsskabende snarere end hvad man tidligere har set det danske forsvar forholde sig til. Dette har medført situationer hvor det danske samfund, politisk som i helhed, har skullet forholde sig til situationer såsom tilfangetagelse/tilbageholdelse af personer i missionen, regler for krigsførelse og almen magtanvendelse.

Set i dette lys har der været tilbøjelighed til at lade kritisk dækning ramme de nederste og yderste led af vores internationale engagement.

Mit indlæg her skal derfor ses som et forsvar for de kolleger, der ikke har kunnet svare selv, og et modsvar mod den offentlige opinion, der hellere går efter manden end emnet. Det er en tendens, der oplever større politisk og offentlig legitimitet, og den kræver et modsvar, om end fra bunden af det militære system. Dette skulle forhåbentlig også levere en balance til de mange eksperter, der ofte har en mening om episoder i det militære system. Mere om dette senere.

Hvad er fakta? En dansk soldat bliver dræbt under en patrulje af, hvad der tilsyneladende er en improviseret sprængladning. Hvilke omstændigheder, der førte ham derhen, og under hvis indflydelse, skal nu klarlægges.

Soldatens bortgang kan forklares med alt fra tilfældighedernes lune til en grov taktisk forsømmelse på såvel delingsfører-niveau som bataljons-niveau. Skal man søge en årsag, kan der derfor være flere forklaringer alt afhængig af niveauet. Dette fører os hen til noget centralt.

Hvilket niveau skal belyse episoden? Det subtaktiske niveau kan sige, at delingsføreren tog et ufornuftigt valg af rute og ikke tog nok højde for bevægelse i særligt risikobetonede områder. Det operative niveau kan fejlagtigt have beordret det kompagni, hvorfra patruljen kom, til at gennemføre patruljer i et område, hvortil truslen ikke var klart nok belyst. Det strategiske niveau kan have tilrettelagt en uddannelse og tildelt noget materiel, der var mangelfuldt i forhold til opgaven.

Slutteligt kan det politiske niveau have taget en beslutning om at kræve militær tilstedeværelse i et land uden at tilsikre tilstrækkelig finansiering og manøvrefrihed. Alle niveauer kan have handlet hensigtsmæssigt, og alle kan bære en del af ansvaret for soldatens død. Meningen med denne historie er at belyse den åbenlyse uretfærdighed, der så ligger i at rette den offentlige opinion mod det laveste og svageste niveau.

Det er med baggrund i de seneste års begivenheder, at det er ved soldaten, ansvaret ligger. Dette ved død som tilfangetagelse. Det er afhøringsofficeren, der anklages for at begå overgreb ved ikke at tilsikre tilbageholdte klare retningslinjer i forsvarets varetægt. Det er skibschefen, der anklages for ikke at få tilvejebragt fangerne tids nok for en dommer. Det er delingsføreren, der anklages for at befale sine egne folk i døden, eller konstablen der anklages for at have likvideret modstandere under kamp.

Det er kort sagt dem, der skal beskrives og udlægges i såvel seriøse som sensationsdrevne medier. En forklaring på dette må da være fraværet af de andre niveauers ansvarshavere eller en basal mangel på forståelse for krigsførelsens grundniveauer. Hertil kommer eksperten ind i billedet.

Eksperten er til for at legitimere journalistens linje i dækningen af historien og til tider virke som en nyttig idiot. Ekspertens rolle er ikke mindre vigtig, for han skal belyse sagens omfang med baggrund i sin erfaring og viden. Det man så tit oplever, kan være to forskellige indgangsvinkler. Eksperten kan være en estimeret, men længe pensioneret officer, der udtaler sig om et miljø, han aldrig har oplevet, eller en ph.d.-kandidat på politisk/strategisk niveau der gør sig klog på taktiske dispositioner, som han ikke har grundlag til at udtale sig om.

Der kan også være tale om en ung konstabel, der skal udtale sig om f.eks. afghanske sikkerhedsstyrkers muligheder for overtagelse af sikkerhedsansvaret. Eksperten er ikke længere ekspert, men holdningsdanner og derved også medvirkende til at underbygge den journalistiske linje.

Når man belyser emner om forsvaret, skal man derfor være meget forsigtig med hvilken ekspert, der skal udtale sig. Forsvaret er meget eksponeret og bevæger sig i et nyhedsmæssigt fascinerende felt, hvor sikkerhedspolitik bliver menneskeliggjort og holdninger ligger lige til. Det er et miljø, der kort sagt appellerer bredt. Derfor skylder man også befolkningen en seriøs og redelig dækning. Man skylder soldaten en ordentlig behandling.

Skal jeg tage udgangspunkt i min egen baggrund, så begyndte jeg min tid i forsvaret i 1999, og meget vand er siden løbet igennem den sikkerhedspolitiske andedam.

Jeg tog til Kosovo i år 2000, hvor tre konstabler, under stor mediebevågenhed, blev dømt for misligholdelse af deres kontrakt med Den Danske Internationale Brigades indsættelse samme år. Deres begrundelse var frygt for de farer, der måtte vente dem i Kosovo. I dag, og efter to yderligere udsendelser til Afghanistan, kan jeg konstatere, at det nuværende miljø for soldaterne aldrig har været mere belastende og farligt.

En soldat blev nyligt idømt fængselsstraf for lydighedsnægtelse under kamp og dette uden den samme mediebevågenhed som den tidligere nævnte fra Kosovo. Disse episoder nævner jeg for at anskueliggøre, hvilken virkelighed jeg har oplevet igennem disse år, og hvor svært det ville være at være ekspert uden at holde dette for øje.

Rollen som den militære leder er udfordrende og vanskelig. Den balance, der skal findes, når man skal lede og føre soldater i kamp såsom i Afghanistan, lægger et næsten konstant pres på kvaliteten af beslutninger og menneskelig indsigt. Heldigvis har vi et folkeligt funderet forsvar, hvor det almene danske værdi-grundlag er afspejlet i danske soldaters adfærd. Der findes ikke en parallelkultur, der søger at holde noget i det skjulte.

Derfor gør det ondt, når moralsk anløbne beskyldninger bliver rettet mod soldaterne snarere end vilkårene.

En officer, der har kommandoen, tager altid ansvaret på sine skuldre og peger aldrig fingre af undergivne uden selv at have handlet på det. Dette ledelsesprincip betyder nu, at jeg ser gode og ærlige mænd blive udlagt som rockerlignende typer, der uddeler ’dummebøder’ og befaler folk skødesløst i døden. De er forsvarsløse under disse forhold, og jeg finder behandlingen af dem uværdig.

Vores informationssamfund må kunne levere en bedre og mere saglig dækning, og man skal kunne lade sig udsende til politisk besluttede missioner uden fare for at havne på forsiden af medierne med beskyldninger om at have forårsaget soldaters død og lemlæstelse. Et medlem af Folketingets sikkerhedspolitiske udvalg bragte således brænde til bålet ved på første udlægning af en episode i Afghanistan at kræve kompagnichefen fyret. Hvad skal en yngre officer med fjender, når han har politiske foresatte som disse?

Det ville klæde vores samfund at udvikle en større indsigt i, hvorledes nyheder formidles, og hvordan en historie således kan danne baggrund for en holdning. Jeg lægger dette ansvar i hænderne på vores fjerde statsmagt og de eksperter, som de måtte udvælge.