Mit livs taxachauffører

Johannes Møllehave: Johannes Møllehave elsker at køre med taxa. Taxachauffører er nemlig de fødte fortællere. Møllehave har et dagligt forbrug af taxaer, og hans erindring om de taxachauffører, han har kørt med, er – bortset fra to negative oplevelser – en perlerække af gode minder.

Foto: Lars Andersen

Min ven Einar Mar Gudmundsson i Reykjavik har fortalt, at han blev fortæller, fordi hans far var taxachauffør. Nogle af de bedste barndomsminder havde han gemt fra de sene nætter, hvor faderen kom hjem og fortalte om de kunder, han havde haft i løbet af dagen. Så god en fortæller var Einars far, at han formåede med ord at fremmane de talrige typer med deres forskellige udtryk og sind. Desuden fortalte faderen så vittigt, at moderen og børnene lo af fuld hals. Da jeg første gang besøgte Einar i hans arbejdsrum, som var en garage, fordi han ingen bil havde, spurgte jeg ham, om ikke han var lykkelig over, at der var kommet en engelsk doktordisputats om hans romaners forhold til sagaen. »Joh,« sagde han, »men selvom jeg har læst litteratur i København, skriver jeg ikke for litterater. Min målgruppe er udelukkende taxachauffører. Når jeg ser, at en taxachauffør på holdepladsen sidder og læser min seneste bog, svulmer mit hjerte. Kan jeg fange deres opmærksomhed, så har jeg gjort lykke«.

Det er islandske fortælleres scoop, at de fra første side fanger læseren og fra kapitel til kapitel fastholder spændingen til sidste side. Mit første møde i Reykjavik med fem islandske forfattere forvirrede mig. Vi havde fået et separat værelse på en restaurant og lukkede døren. Jeg glædede mig til at lytte til dem. Jeg blev konfus, fordi de hele tiden grinede alle fem. Jeg var bange for, at det var mit tøj eller noget ved min person, som fik dem til at grine. De fortalte undskyldende, at de slet ikke kunne holde op med at le, fordi de lige var kommet hjem fra en forfatterkongres i Oslo. En norsk forfatterinde på 74 år havde skrevet en slægtsroman på 20 bind. Hun havde netop udsendt bind 21, som blev lanceret med ordene: »Nu sker der noget!«

Ingen islandske taxachauffører ville have haft tålmod til at læse de første 20 bind. De er for godt vant med f.eks. at læse Laxness, som fastholder læseren med et suggestivt greb. Einar Mar, som har skrevet et utal af digte, har skrevet et, som handler om Homer, Grækenlands verdensberømte fortæller. Homer sidder i en taxa i Reykjavik. Det sjaskregner, og sol-digteren Homer spørger undrende, hvordan kan der opstå fortællere i sådan en nation, hvor regnen skyller ned? Taxachaufføren svarer: Det er netop, når vi sidder inden døre og kigger ud i plaskregnen, at vi er nødt til at fortælle. (Dengang var der hverken TV eller radio.)

Jeg får lyst til at fortælle om mit livs taxachauffører. Jeg tror, min kærlighed til denne gruppe opstod, allerede første gang jeg sad med min far i en taxa. Min far var sparsommelig, og jeg husker kun én taxatur med ham. Det var ved juletid, og der var glat på vejene. Ikke bare pletvis glat, som man siger i vejrmeldingen - eller glatvis plet - som jeg troede det hed. Det var rene glidebaner, og vores taxachauffør beherskede i den grad køreturen. Han smilede til mig, og han må have fattet sympati for den lille knægt, for pludselig åbnede han handskerummet og tog en gave ud. Den var nydelig indpakket i julepapir. Der lå en lille seddel ved. Til Peter stod der. Den rev han af og sagde: »Den var egentlig til min søn, men jeg kan da købe en ny til ham«. Siden har jeg næret forventning til taxachauffører. Tænk, at han kunne være så gavmild, at han kunne skænke et fremmed barn en gave, som oprindelig var tiltænkt hans egen søn.

Jeg har kørt med taxa i det meste af Danmark. Den længste tur kørte jeg fra Århus til København. Flere gange har jeg kørt med taxa til Malmø. Jeg har ikke arvet min fars økonomiske påpasselighed, men er dog heller ikke så spendabel som Jens Kruuse (æret være hans minde), som engang standsede en taxa i Århus og kommanderede: Paris. Han kom til Frankrigs hovedstad og flyttede ind på sit yndlingshotel ved Seinen. Både hotel og taxaregning sendte han til Jyllands-Posten, som faktisk betalte gildet. Det forstår jeg godt. Han var en så markant kulturskribent og redaktør. Uundværlig, så man måtte bøje sig for hans særheder. I sine erindringer skriver han og indrømmer hudløs ærligt, at han flere gange har båret sig ad som en svindler. Som andre svindlere forsøger han at begribe, hvorfor han har haft et overforbrug af dyre franske vine og undertiden handlede i gråzonen. Han skriver: »Min bedstefar var alkoholiker. Hans bror fik en fængselsstraf for bedrageri«. Herefter tilføjer Jens Kruuse en parentes, som jeg kunne Kruus-elske ham for: »(Hold kæft, Jens Kruuse. Det er sgu' da ikke deres skyld!)«

Efter et par sygdomme må jeg ikke længere selv køre bil. Jeg har et dagligt forbrug af taxaer, og min erindring om de taxachauffører, jeg har kørt med, er en perlerække af gode minder. Nu om dage er det jo ofte en kurdisk mand eller en mand fra Iran, Irak, Pakistan, Makedonien eller Polen, der sidder ved rattet. Utallige er de fortællinger, jeg har fået om deres baggrund og barndomsminder. Det er interessant at lytte til deres erindringer. Jeg spørger som regel om, hvad der er det bedste og hvad der er det værste ved at bo i Danmark. Det giver stof til eftertanke. Mange af mine nærmeste venner fortæller mig, at de er klar over, at det er mig, der ankommer, når en taxa holder ved deres indgang og bliver holdende med motoren tændt i tyve minutter. Jeg lytter til en spændende fortælling, som jeg siden nedskriver efter hukommelsen. De spørger mig hovedrystende, om jeg virkelig lader taxameteret køre, mens jeg lytter. Jeg svarer, at det fuldt ud er pengene værd, idet jeg tænker på Einar i Island. Han har sine bedste historier fra den taxachauffør, som var hans far.

Hvis jeg er ærlig og ransager min hukommelse for at finde en negativ oplevelse, kan jeg med besvær komme i tanke om to. Den ene foregik i det værste regnvejr, jeg har oplevet. Det var ikke dråber, der kom fra himlen, men store spande. Drivvåd forsøgte jeg at praje en taxa. Alle var optagede. Omsider lykkedes det. Jeg fik kun lige sat mig ind og spændt min sikkerhedssele og fremført en idiotisk bemærkning: »Sikke dog en skylle«. Chaufføren kørte ind til siden og snerrede: »Du er den tiende mand i dag, der fortæller mig, at det regner. Tror I, jeg er imbecil? Så er det ud!« Vi var kun kommet 700 meter, da jeg gennemblødt til skindet igen stod på gaden. Jeg indrømmer, at jeg i og for sig beundrede ham. Det er da en undervurdering at tro, at manden bag rattet ikke selv kan se, at det regner.

Den anden oplevelse var værre: Jeg skulle til hovedbanegården, og to gange kørte taxaen over for rødt lys. Det forskrækkede mig, og jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke havde travlt - at jeg ikke havde bedt om at opleve dødskørsel: »Jamen,« sagde chaufføren. »Der skete jo ikke noget«. Lidt længere fremme kørte han pludselig i venstre side. Jeg spurgte: »Hvad sker der?« Han svarede: »Jeg faldt i søvn«. Jeg betalte og bad om at komme af. Jeg har siden spekuleret på, om jeg burde have meldt ham til politiet. Det gjorde jeg ikke. Men næste dag kunne jeg i avisen læse, at en taxachauffør med tophastighed havde dræbt en 12-årig dreng i et fodgængerfelt. Skulle jeg alligevel have anmeldt ham? Man kunne måske have forhindret en dødsulykke.

Resten af mine erfaringer med taxachauffører er heldigvis positive. Ofte har jeg fået de nyeste københavnervittigheder.

I London oplevede jeg, at engelske taxachauffører er en tand dygtigere til at manøvrere frækt. Jeg har oplevet, at de var så tæt på en bil i overhalingen, at der kun var en A4-side på højkant mellem dem og den bil, de overhalede.

Dan Turèll fantaserer om, hvor meget han troede, han kunne opleve, hvis han var taxachauffør. Han ville være beleven og imødekommende og aldrig sige kunden imod. For mig er det et mareridt at tænke på, hvordan jeg ville manøvrere bag et taxarat. Jeg tænker på Piet Heins Gruk:

Til enhver der går ind bag et rat til en motor

Er følgende råd at annamme:

Regn med at de andre er idioter

Og håb at de andre gør det samme.

Så meget haster det heller ikke at komme frem. Kumbel har skrevet følgende gravskrift:

Her hviler Peter Anders Hvid

Han døde i et kryds forleden

Fordi han ikke havde tid

Nu har han Evigheden.