Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Miraklet i Singapore – en døgnflue?

Anders Holm Thomsen Regeringen har sat skolesystemet højt på dagsordenen, og rundt omkring og særligt på DPU taler man ustandseligt om det store uddannelsesmirakel i Singapore. Men det er hul snak, der skal dække over, at DPU og andre meler deres egen kage – ikke de danske skolebørns.

Foto: Kamilla Wichmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I forbindelse med regeringens fokus på uddannelse har der i den senere tid været megen omtale af Singapores skolesystem som eksempel til efterfølgelse. Ja, det er endda blevet døbt »miraklet i Singapore« af Lars Qvortrup, dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Og i denne uge besøger Folketingets uddannelsesudvalg da også Singapore i forbindelse med den i medierne så omtalte Kina-rejse. Debattens nyreligiøse undertoner gør det i sig selv nødvendigt at afkode, hvad der egentlig er op og ned i en vigtig skolepolitisk diskussion. Især, da lovprisningerne rummer påfaldende selvmodsigelser og giver anledning til kritiske spørgsmål.

I sig selv er det overraskende, at Singapore nu er blevet foregangsland, al den stund det ikke er mange år siden, at New Zealand var det store dyr i åbenbaringen og tilsvarende var mål for eksotiske pædagogiske studierejser og forskningsprojekter. Dengang i 1990erne blev idealskolesystemet på den anden side af kloden prist til skyerne og omtalt som inspiration i forbindelse med folkeskoleloven af 1993. Også dengang talte man om behovet for at skabe en iværksætterkultur i Danmark. Projektarbejde og tværfaglighed var ligeledes tidens løsen. Men siden har der stort set været tavshed om New Zealand, der dog trods iværksætterpædagogikken formentlig også er hårdt ramt af den økonomiske krise.

Med historiske erfaringer in mente må det altid give anledning til agtpågivenhed, når geografisk fjerntliggende eller kulturelt vanskeligt sammenlignelige samfund fremhæves som de nye idealer. Både Sovjetunionen og Maos Kina var jo populære i det pædagogiske miljø i 1970erne. Opsigtsvækkende er det, når det reformpædagogiske miljø med store aktier i 1993-skoleloven kan foreslå nye tiltag med et sydøstasiatisk land som forbillede. Vi forbinder vel normalt den del af verden med stærkt disciplineret kundskabsindlæring, offervilje, national stolthed og en medfølgende motivation for benhårdt arbejde. Alt sammen noget som den anti-autoritære og elevcentrerede undervisningsfilosofi ellers har forkastet herhjemme.

Hvordan i alverden begrunder man så den store rejseaktivitet til Singapore? Jo, man understreger, at den østasiatiske stat i udgangspunktet er sammenlignelig med Danmark, fordi den er placeret højt på verdens velstandsbarometer og med fem millioner indbyggere har et befolkningstal på størrelse med vores. I den sammenhæng nævnes så, at Singapore i 1997 indførte en skolereform, der lagde vægt på innovation og kreativitet samt nok så afgørende, at der i 2008 tilflød 400 mill. kr. til læreruddannelsen i forbindelse med reformarbejdet.

Så vidt så godt. Imidlertid gives avislæseren kun sporadisk indblik i projektundervisningens reelle omfang og art. Og i hvert fald er det næppe det, der har givet Singapore et historisk skub fremad. Allerede i 1997 var landet godt kørende økonomisk, og det store millionbeløb er blevet tilført så sent, at udbyttet af investeringen selvsagt næppe kan vurderes - endnu. Er Singapore blot en pædagogisk døgnflue? Det er ganske svært at svare entydigt på af de nævnte grunde. Det er dog rimeligt at anholde flere forhold, som er nedtonet eller lades underligt ukommenteret i rejseberetningerne (Weekendavisen 26/2 og 8/1-10). Først og fremmest er der noget, der tyder på, at ekspertmiljøets konklusioner er temmelig forhastede, for grundstrukturen i skolesystemet svarer i væsentlig grad til den danske folkeskoles i 1950erne med en mellemskole inddelt i en linje for boglige og ikke-boglige elever, der i høj grad er præget af eksamenskultur. Og DPU-eksperterne er vel næppe indstilletpå at bryde med enhedsskolen? Eller for den sags skyld skrue tiden tilbage til før den radikale Jørgen Jørgensens skolereform i 1958?

I det lys virker det absurd, når Lars Qvortrup som delegationsleder flygtigt i sin rapport bemærker: »Læsning, matematik, naturfag og engelsk er nødvendige forudsætninger for alt andet i skolen, men de er langtfra tilstrækkelige. I et af verdens mest succesfulde uddannelsessystemer - det i Singapore - tages disse fag for givet. Det kan man bare.« (Berlingske Tidende 2.12-09).

Jo, tak, det er for så vidt meget muligt, at man derude i Asien tager alt dette »for givet«, men det gør man på baggrund af fagtraditionen. Dér er man med garanti ikke parat til at acceptere, at uddannelserne producerer en omflakkende og ustabil arbejdskraft, som vi endog ser tendenser til på danske lærerseminarier, der er plaget af omsiggribende pjækkeri. Elevens karakterdannelse udspringer faktisk i vid udstrækning som en sidegevinst af seriøst skolearbejde. Derudover tilkommer opdragerrollen alene forældrene og ikke staten i et frit samfund. Derfor er det heller ikke nødvendigt med særskilte projektforløb og personlighedsevalueringer af totalitært tilsnit, som for tiden anbefales af Skolerådet. Hvad enten man så giver sig i kast med den slags projekter i Singapore eller ej.

Spørgsmålet er vel også, om det ikke hovedsagelig er kultur og arbejdsetik, der i de seneste årtier har givet de østasiatiske lande økonomisk fremdrift. Særlig må klassiske konservative dyder som familiens og nationens offervilje og stolthed fremhæves. Når eleverne har nået mellemskolen indrettes familielivet på at sikre børnene videre fremgang i skolesystemet og familieferier tilsidesættes til fordel for lektielæsning og skolearbejde.

Derimod er det næppe noget, der umiddelbart lader sig gennemføre i velfærdsstater som Danmark, hvor familien enten er i hastig opløsning eller indrettet efter forældrenes karrierer - snarere end børnenes tarv. Ligeledes er det højst tvivlsomt, om den pligt- og arbejdsmotiverende respekt for fædreland og kulturarv, der præger skolesystemet i Singapore med flaghejsning og nationalsang, sådan uden videre kan mobiliseres i et dansk uddannelsessystem, der er præget af 1968-kulturrevolution og medfølgende kulturelt selvhad. Set i det lys, hvorfor er de fremherskende kulturrevolutionære kræfter i det danske ekspertmiljø da så forhippede på, at vi hele tiden skal »lære af Singapore«? Svaret er antagelig, at det er de heller ikke, når det virkelig kommer til stykket.

Derimod er de interesseret i ganske selektivt at pille nogle delelementer ud, som de kan bruge til at udbygge og befæste det undervisningsindustrielle kompleks magt i Danmark ved at henvise til Singapore. Det er da også tankevækkende, at Lars Qvortrup særlig hæfter sig ved Singapores femårige læreruddannelse, dvs. fire års universitetsstudium og et års praktik og teori. Det kan så bruges som argument for at få de danske lærerseminarier (professionshøjskoler) lagt ind i et universitetsregi under DPUs førerskab.

Alt dette tilsyneladende ganske uanfægtet af det forhold, at de lærerstuderende i Singapore jo netop først gennemgår et fagligt set særdeles traditionelt fireårigt universitetsstudium - beslægtet med en angelsaksisk model. Derfor er der i realiteten tale om en indholdsmæssig helt anden konstruktion, end den Qvortrup forestiller sig i fremtiden, eller den som vi har i Danmark i dag.

Sagen er den, at seminarieundervisningen ikke har hovedfokus på 'fag-faget', men derimod på didaktik, dvs. hvorledes man underviser i skolefaget. Skulle man inspireres af en angelsaksisk tradition i Danmark, ville det i stedet betyde, at al faglig læreruddannelse nu skulle varetages af de traditionelle universiteter. Mens selve den pædagogiske læreruddannelse derefter blev reduceret til et etårigt teoretisk-praktisk modul i tilknytning til de seminarier, der i dag står for en fireårig læreruddannelse. Det er næppe den beskæring af seminariernes og DPUs kompetenceområde, som Qvortrup har forestillet sig? Så hellere give hele historien om Singapore en ordentlig gang spin?

Allerværst er dog den kontrolfunktion, som i fremtiden givetvis vil blive tildelt pædagogiske højkommissærer på den enkelte skole og legitimeret netop med henvisning til Singapores hierarkiske asiatiske skolesystem. Her er der virkelig grund til, at fagforeninger er på mærkerne både mht. arbejdsmiljø og lønforhold. Skole- og gymnasielærere kan meget vel se frem til at blive aflønnet efter, hvor meget tværfagligt projektarbejde, de søsætter, og hvor mange teammøder de indkalder til. Det danske skolesystem vil dermed fortsætte derouten, for de gode faglærere - som man givetvis stadig har mange af i Singapore - vil snart bukke under, eller sige: Farvel og god fornøjelse!