Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mindre stat, mere velfærd

Mie Harder og Josefine Kofoed Christiansen: Dybest set er det vores ret som mennesker selv at vælge, hvad der er et godt liv for os. Staten skal ikke bestemme, hvilke varer vi ønsker i indkøbskurven.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forestil dig, at du, når du køber ind i Netto, fik stukket en fyldt indkøbskurv i hånden. I kurven var en lang række varer allerede valgt ud for dig og pengene var automatisk trukket på din konto. Du kan måske godt bruge de fleste af tingene i kurven. Men du måtte ikke selv vælge, hvilken slags vaskepulver, du vil bruge, eller hvilken musik, du vil lytte til. Tilbage havde du nogle håndører, som du selv kunne snolde for.

Der er nok ikke mange, der vil være tilfreds med den indkøbsoplevelse. For de fleste af os er det værdifuldt at kunne vælge selv. Og vi ønsker sjældent præcis de samme ting. Alligevel har vi indrettet velfærdssamfundet nogenlunde efter den ovenfor beskrevne model. Danskerne betaler verdens højeste skatter og afgifter og har derfor et yderst beskedent privatforbrug sammenlignet med andre europæiske lande. I stedet for at bruge pengene selv, har staten på forhånd valgt varerne i indkøbskurven for os.

Ikke bare lægebesøg og folkeskole er på forhånd lagt i kurven, men også ting som kultur, film, tv, idræt, børnepasning og transport er købt for vores penge uden at spørge os om lov først. Uden at vi selv har haft mulighed for at vælge. Og det kalder vi »velfærd«.

Når staten bruger dine og mine penge på børnepasning, er det »velfærd«, men om vi selv har råd til en barnepige fredag aften tæller ikke. Når daginstitutioner får flere penge til at købe sund mad, er det velfærd. Men ingen tænker på, om den enkelte familie selv har råd til at købe sundt ind. Når kommunerne giver tilskud til idrætsforeninger, er det velfærd. Men ikke når du eller jeg melder os ind i et fitness-center. Efter vores mening er der brug for et opgør med denne udbredte opfattelse af velfærd.

Ifølge den danske ordbog er velfærd »en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel«. Velfærd afhænger derfor i høj grad også af de handlemuligheder, vi har, når vi har betalt vores skat. Velfærd er at købe et sejlskib og rejse Jorden rundt. Velfærd er at tage i biografen med kæresten eller i Tivoli med børnene. Velfærd er fløde i suppen, campingferie og H.C. Andersens samlede eventyr på børnereolen. Velfærd er alt muligt forskelligt for alle mulige forskellige mennesker. Staten har ikke patent på at skabe sundhed, lykke og trivsel. Tværtimod.

Sådan er det bare ikke i den offentlige debat i Danmark. Der er velfærd alene de ting, nogle andre på forhånd har valgt ud for os. At vi har bundrekorder i privatforbrug bekymrer måske et par økonomer rundt omkring, men bliver aldrig inddraget i diskussionen af velfærdssamfundet.

Velfærd er nemlig i praksis blevet defineret som offentlige udgifter. Når staten bruger flere penge, vokser velfærden. Det er et mantra, man hører gentaget igen og igen af politikere fra begge fløje. »Jeg har ingen ambitioner om at skære den offentlige sektor ned. Tværtimod er jeg rundet af en ambition om, at vi skal udvikle vores velfærdssamfund,« udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen for eksempel til Jyllands-Posten 5/4.

Men jo flere penge staten bruger, jo færre penge kan den enkelte selv råde over. Den statslige velfærd vokser og vokser, men det sker på bekostning af den velfærd, vi hver især ellers kunne have valgt for os selv, hvis vi havde fået lov til at beholde nogle flere af vores egne penge.

Det er en skam. For velfærdssamfundet er efter vores mening ved at drukne i politik, formynderi og offentlige udgifter. »Det gode liv« er blevet noget, som eksperter og politikere beskæftiger sig med. Men det er ikke bare ved at dræbe danskernes mulighed for at efterstræbe lykke og trivsel. Det er også en enorm ineffektiv måde at fordele goderne i samfundet på. Der er, som Milton Friedman så rammende beskrev det, fire måder at bruge penge på: Man kan bruge sine egne penge på sig selv. Man kan bruge sine egne penge på andre. Man kan bruge andres penge på sig selv. Og man kan bruge andres penge på andre.

Når man bruger sine egne penge på sig selv, har man et naturligt incitament til at bekymre sig om både prisen og kvaliteten af det, man får. For man skal selv først tjene pengene, og man skal selv forbruge produktet. Staten kan imidlertid kun bruge andres penge på andre. Når penge bruges på denne måde, er der ikke en nær så stærk tilskyndelse til at bekymre sig om prisen eller kvaliteten af de ydelser, der leveres. Det er nogle andre, der betaler, og nogle andre, der forbruger varerne.

I praksis har vi adskilt forbrug og betaling af den offentlige velfærd. Så længe de, der forbruger et gode, ikke også betaler regningen, bliver ingen rigtig tilfredse. Betalerne vil som regel gerne slippe billigere, og brugerne vil oftest ønske sig endnu flere, bedre og dyrere goder. Det er jo alligevel nogle andre, der betaler.

Hvis vi ønsker, at samfundets ressourcer bruges, hvor de gør størst nytte, må vi gøre det muligt for flere at bruge deres egne penge på sig selv. For kun når vi bruger vores egne penge, tager vi aktivt stilling til, om en ydelse er pengene værd eller ej.

Vi er med andre ord nødt til at tage nogle af de forudbestemte varer op af indkøbskurven. I stedet skal vi lade borgerne beholde nogle flere af deres egne penge og vælge selv.

Det betyder ikke, at vi ønsker al offentlig velfærd afskaffet. Vi ønsker, som de fleste andre, et samfund, der tager hånd om dem, der har brug for hjælp. Men når staten i dag råder over størstedelen af samfundets indkomst, er det ikke for at hjælpe de få, der reelt er udsatte. I dag er der i realiteten ingen gruppe i samfundet, der undslipper det offentliges hjælp. For at kunne hjælpe de få, der har behov, må vi stoppe med at omklamre de mange, der sagtens kan klare sig selv.

Men så længe vi opfatter velfærd som et tag-selv-bord, hvor andre betaler regningen, er der intet økonomisk incitament til at gøre en indsats eller udvise mådehold. Den økonomiske krise i Danmark skyldes, at vi som samfund lever over evne. Staten rationerer og fordeler »det gode liv«, og vi vil alle sammen have mere, mere, mere. Arbejde gider vi til gengæld ikke, for vi får alligevel i det store og hele de samme velfærdsgoder i indkøbskurven, lige meget om vi arbejder 20 eller 70 timer om ugen.

Lige meget hvilke drømme og ønsker vi måtte have, får vi vores afmålte portion velfærd serveret af staten. Vi får vores forudbestemte varer i kurven. Men det har en pris. Vi fratages ikke bare ansvaret for eget liv, men også muligheden for at efterstræbe vores egen velfærd og lykke. Uanset om lykken måtte være en barnepige fredag aften, et sommerhus i Gilleleje, en vinterjakke til ungerne eller et halvt år ud af kalenderen til at opleve verden eller tage sig af sin gamle mor.

Når økonomerne siger, at vi ikke har råd til så stor en offentlig sektor, som vi har i dag, har de selvfølgeligt ret. Underskuddet på de offentlige finanser taler for sig selv.

Hver eneste nyfødte dansker medfører i gennemsnit et underskud i statskassen på omkring 900.000 kr., når de offentlige ydelser igennem en livstid trækkes fra de samlede skatter og afgifter. Men vores samfundsindretning er ikke bare et økonomisk problem. Det er også et moralsk problem.

Dybest set er det vores ret som mennesker selv at vælge, hvad der er et godt liv for os. Vi skal væk fra Lars Løkke Rasmussens, Folketingets og mediestandens forestilling om, at nedskæringer i den offentlige sektor er en trussel mod velfærden. Det stik modsatte er tilfældet.

Den økonomiske krise er også en moralsk krise. Mindre stat er en forudsætning for mere velfærd.