Min sommer i England

Brexit. Tomheden hos alle os, der følte en helt særlig samhørighed med landet, som siden Napoleonskrigene gennem over to århundreder har fyldt så meget i vores tænkning og kultur, kan bedst beskrives med Vera Lynn’s sang under Anden Verdenskrig: »We’ll meet again, don’t know where, don’t know when.«

09DEBHENRIK-BACH-MORTENSEN-.jpg
Henrik Bach Mortensen
Læs mere
Fold sammen

Af Henrik Bach Mortensen

Direktør i DA og formand for DIPD (Dansk Institut for Partier og Demokrati).

Jeg har tilbragt mange somre i England. I år har den været præget af regn, blæst, køligt vejr og aflyste kampe ved Wimbledon. Omvendt husker jeg f.eks. sommeren 1982 som en sammenhængende hedebølge med pub-lunch og en pint i Solen.

Sådan har det længe været med England eller rettere Storbritannien. Det har været svært helt at blive klog på, hvad landet er, og hvor det er på vej hen. Og dermed hvad landet betyder for os andre.

Udover vejret vil sommeren 2016 blive husket for den skæbnesvangre Brexit-afstemning, og for sønderrivende opgør i de to traditionelt regeringsbærende partier, der begge må kæmpe med ødelæggende splittelse om landets forhold til Europa. Omvendt har det tredje parti, Liberaldemokraterne, fået en ny chance med sin positive holdning til landets forhold til Europa.

I sommeren 1982 var det et helt andet land. Margaret Thatcher havde succes med at modernisere et land, hvis økonomi var stivnet, og oplevelsen af tidligere tiders storhed blev genskabt af sejren på Falklandsøerne. Omvendt skulle Labour igennem sit endelige opgør med sensocialistiske ideer fra en svunden tid. Men optimismen blev især tegnet af den stærkt europæiske orienterede og fremtidsoptimistiske alliance mellem udbrydere fra Labour og det liberale parti, som nåede omkring 50 pct. i meningsmålingerne.

De to somre er gode billeder af landet i efterkrigstiden og af, hvordan man har placeret sig helt forskellige steder i tiden og i Europa.

Jeg voksede op stærkt præget af mine forældres beundring og tak for briternes kamp mod nazismen og befrielsen af Danmark. En følelse der gennem årtier blev styrket af tætte politiske og økonomiske relationer mellem vore to lande samt af aftalerne om militær forstærkning, som enhver kunne se med sine egne øjne, når Englandsbåden til Esbjerg var fyldt godt op af britiske militærkøretøjer på vej til øvelse i Danmark.

Britisk kultur fik massiv indflydelse i lande som Danmark, Holland og Norge. Pop, rock og musicals blev i årtier lydtapet for dem, der voksede op efter krigen. Engelsk blev vores enedominerende fremmedsprog, og vi var ofte villige til at ofre oversættelse til dansk i EU, hvis blot vi kunne anvende engelsk.

Ikke mindst ved Danmarks indtræden i EF i 1973 blev fællesskabet med briterne markeret meget klart. Og i EU, FN og NATO tog vi meget ofte pejling efter britisk lederskab og rettede af fri vilje ind efter vores politiske og kulturelle forbillede.

Men var opfattelsen af briterne et alt for enøjet og positivt billede? Havde vi fået et skævt billede baseret på fornem engelsk dannelse, ubestikkelige Bobby’er på alle gadehjørner, befrieren Montgomery, det farverige parlament, bugnende danske eksportindtægter, The Beatles, engelsk fodbold, en hyggelig pubkultur, de største økonomer gennem tiden, Adam Smith og Keynes, samt banebrydende videnskabsfolk fra Cambridge og Oxford?

Efter Anden Verdenskrig ville briterne med Lord Beveridge i spidsen skabe et velfærdssamfund, som kunne være et kulturelt og socialt anstændigt udkomme af den umenneskelige indsats under krigenfor de hjemvendte soldater og deres børn, som med bæven kunne læse om fortidens usle levevilkår på Dickens tid.

Men i realiteten var det et andet land. Trods løfterne om velfærd var og er fattigdommen udbredt. Økonomisk fremgang baseret på Londons finansielle centrum har ikke sikret almindelig velstand efter tabet af hundredtusindvis af arbejdspladser. Niveauet for sociale ydelser kan virke som om, de tager udgangspunkt i prisen på en dåse baked beans, og på gader og veje ses udbredt elendighed.

Efter krigen var briterne indstillet på at modtage immigranter fra kolonierne. Især de hæderværdigt kæmpende i hær, flåde og luftvåben, der havde sat livet på spil for britiske værdier. Det gør stort indtryk at tænke over udviklingen fra billederne af de første nobelt klædte gentlemen fra Jamaica, der kom til London efter krigen efter at have gjort tjeneste i Royal Air Force, og til den første voldsomme opstand i det jamaicansk dominerede Brixton i London i 80erne.

Vi har nok overset det. Men så man godt efter, var engelsk musik ikke blot den smukkeste pop-ballade gennem tiderne, »Waterloo Sunset« med The Kinks. Det var også den værdi-nihilistiske punk som et skrig fra samfundets bund. England var ikke kun dannelse, men også femte dags solskoldede branderter på charter i Benidorm. Engelsk fodbold var ikke kun målet ved verdensmesterskabet i 1966, hvor vi alle ønskede og lod som om bolden var over stregen i finalen mod Tyskland. Det var også hooligans, som spredte vold og ødelæggelse i kølvandet på de engelske fodboldhold.

Britisk industri og ingeniørkunst måtte også give fortabt. Japanske elektronisk funderede bilfabrikker udkonkurrerede de engelske, der forsvarede sig med mekanisk snilde fra mellemkrigstiden. Og en imponerende pionerindsats inden for kommunikationssystemer kunne ikke klare konkurrencen fra Østens opkomlinge og IT-mastodonter fra USA.

Men stadig er vi rigtig mange, der har holdt fast i det glorværdige billede og forventningen om, at vi kunne forlade os på briterne. Det var ikke mindst tilfældet i EU. Danmark og en række andre lande delte et ønske om liberale økonomier og frihandel. Om arbejdsmarkeder baseret på frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere frem for lovgivning. Og om mindre regulering af borgere og virksomheder fra bureaukrater og politikere.

Med Brexit og en fremtid uden for EU har briterne valgt en ny vej. En vej, hvor vi, der nok var lidt forblændede, står svækket tilbage og uden lederskab på væsentlige områder.

Men det er hele Europa, der er taber. For langt de fleste giver Europa dårligt mening uden Storbritannien. Det risikerer at blive et Europa i ubalance. Briternes modstander gennem to verdenskrige, Tyskland, har ikke ønsket landet ud af EU. Tysklands tidligere udenrigsminister Genscher sagde det så tydeligt: »Vi ønsker et europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa.« Nu tvinger briterne Europas lande til at se mod Tyskland for lederskab. Og vi risikerer, at fremtidens relationer til briterne snarere bliver som til Ukraine, Nordafrika eller Rusland end til andre EU-lande.

Der er selvfølgelig kræfter i EU, som øjner muligheder, når de britiske stemmer forsvinder fra Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen. Der lurer mere restriktiv fælles EU-lovgivning efter sydeuropæisk tænkning, og udviklingen mod engelsk som det fælles europæiske sprog kan meget vel være slut.

Og det bliver også helt afgørende at skelne mellem Storbritannien eller rettere United Kingdom og England. United Kingdom kan smuldre. Det er svært at argumentere mod Skotlands ret til at vælge en fremtid i Europa. Også Nordirland kan stå over for en uvis fremtid, for freden i den før så blodige provins er ikke mindst for det katolske mindretal baseret på fællesskabet i Bruxelles snarere end på tillid til London.

Derfor er det ikke utænkeligt, at imperiet, hvor »Solen aldrig gik ned« kan blive reduceret til bystaten London med opland i England og Wales.

Brexit var formentlig »det andet« Englands konsoliderede afvisning af det lyse billede af England og Storbritannien, som herskede i årtier. Det lyder mest som et skrig af afmagt. Der er intet konstruktivt i Brexit – hverken for de britiske øer eller Europa. Ansvaret ligger først og fremmest hos politikere fra Labour og de konservative, som ikke har turdet tegne et troværdigt og ansvarligt billede af deres land og dets placering i Europa og i EU.

Brexit er en trist beslutning, der næppe kan omgøres. Tomheden hos alle os, der følte en helt særlig samhørighed med landet, som siden Napoleonskrigene gennem over to århundreder har fyldt så meget i vores tænkning og kultur, kan bedst beskrives med Vera Lynn’s sang til de britiske styrker under Anden Verdenskrig:

»We’ll meet again, don’t know where, don’t know when. But I know we’ll meet again some sunny day.«