Min kamp mod islamismen

For mig handler politik om at være tro mod sine idealer. Uden at ryste på hånden – som Uffe Ellemann-Jensen engang sagde – også når der er modvind.

Finanskrise og udsendelse til Afghanistan blev vendepunkt for Marcus Knuth. Fotos: Marcus Knuth / Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

»De har allerede omringet os,« sagde min afghanske tolk, James. »De angriber os lige om lidt,« fortsatte han, mens han lyttede til deres radiofrekvens fra, hvor han sad på jorden i høet ved siden af mig.

Fuck, tænkte jeg, hvorfor kan jeg ikke se dem? Men ligegyldigt hvor meget jeg spejdede ud i det tomme landskab af marker og små lerhytter, var der intet liv at se. Ingen bevægelser. Ingen lyde.

Pludselig satte James sig op og sagde, at en af Taliban-krigerne netop havde meldt, at han var så tæt på, at han kunne se vores ansigter. Vores ansigter!

Jeg nåede kun lige at kaste et blik på James. Så hørte jeg et brøl derudefra med ordene: »Allahu Akbar«, og alt eksploderede i skyderi. Taliban åbnede ild mod os fra flere forskellige retninger. Kuglerne hamrede ind i den tykke lerklinede mur, som jeg havde hakket et skydeskår i.

Ordene »Nu dør jeg! Nu dør jeg!« fløj gennem mit hoved. Alligevel huskede jeg træningen fra derhjemme. Så i stedet for at dukke mig i frygt åbnede jeg ild med mit gevær mod lysglimtene fra en af fjendens ildstillinger.

Lysglimtene stoppede. Men så begyndte resten af Taliban-enheden at affyre deres russiske, skulderbårne RPG-­granater ind mod vores kampstilling. Når de detonerede over os eller ind i muren, gav det et forfærdeligt tryk i maven, næsten som at få en mavepuster.

Heldigvis blev kun et par af vores soldater let såret den dag. Kort efter fik vi støtte fra vores tre britiske artilleri-kanoner tilbage i vores patruljebase Armadillo, som dyngede Talibans stillinger til med granater.

Således begyndte min første ildkamp i Afghanistans Helmand-provins. Kampen mod islamisme har sidenhen været mit centrale pejlemærke i livet.

Samtidig blev min tid som soldat i Helmand-provinsen også et vendepunkt i mit privatliv og i min karrierevej. Forinden havde jeg arbejdet en årrække i finanssektoren i New York og London. Ja, faktisk havde jeg hidtil i livet gjort alt det, som omverdenen og fornuften siger, er det rigtige.

Efter gymnasiet var jeg blevet officer af reserven i Gardehusarregimentet, derefter økonomistudier, en MBA og så et job i London hos den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers.

Men da Danmark blev involveret i krigen i Afghanistan, skete der noget. Jeg fik pludselig en ubeskrivelig trang til at tage med for at hjælpe. Alligevel var det en næsten umulig beslutning. Jeg havde ikke haft militæruniformen på i mange år, og jeg havde knoklet så hårdt for at lande jobbet hos Lehman Brothers, som dengang var en af de førende investeringsbanker i verden.

Skulle jeg smide det væk for en udsendelse til Afghanistan?

Fra Lehman Brothers til Helmand

Så kom finanskrisen i 2008. Lehman Brothers krakkede, og allerede i optakten mistede jeg og mange andre vores arbejde. For mig føltes det næsten som en lettelse. Fra min lille lejlighed i London ringede jeg straks til forsvaret hjemme i Danmark for at spørge, om de kunne bruge mig i Afghanistan. Det kunne de. De manglede en kaptajn i en af de små, fremskudte patruljebaser i Helmand-provinsen.

Da jeg få måneder senere sad på en militærflyver på vej til Afghanistan, troede jeg, at det bare ville være en enkelt udsendelse og så tilbage til finanssektoren i London.

Men ildkampene med Taliban, tabet af kammerater og hverdagen i den gudsforladte afghanske stenørken ændrede for altid mit syn på livet. Livet er så kort og så sårbart, at man kun bør bruge det på noget, man virkelig brænder for. Man skal gå målrettet efter det, man drømmer om – ikke det, som omverdenen siger, er det fornuftige. Man skal tage chancer, for ellers får man aldrig sin drømme opfyldt.

Jeg vendte aldrig tilbage til Londons finanssektor. Jeg havde fået nok af grå højhuse, computerskærme og aktiekurser. Da min tid som soldat i Helmand-provinsen var slut, stod det i stedet klart for mig, at jeg var nødt til at fortsætte kampen mod ekstremisme.

Jeg kunne regne ud, at gentagne udsendelser som soldat til sidst nok ville koste mig livet – og i hvert fald med sikkerhed nedbryde mine forældres nerver, så jeg søgte ind hos Udenrigsministeriet.

Det førte til adskillige udstationeringer som diplomat med fokus på både Afghanistan og Syrien. Først som chef for EU Politimissionens ambassadesamarbejde i Kabul, hvor jeg hjalp med at opbygge dele af de afghanske sikkerhedsstyrker, og senere videre til grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien, hvor jeg arbejdede med den syriske opposition i deres frihedskamp mod både Islamisk Stat og Bashar al-Assad. Det var nogle af de mest lærerige år af mit liv.

Glødende had

Islamisternes glødende had mod vores friheds­idealer og demokrati, som jeg oplevede det først som soldat i Helmand-provinsen og senere som dansk diplomat på tværs af Afghanistan og Mellemøsten, er så stærkt, at mange herhjemme i Danmark ikke forstår det.

Det er den selvsamme islamisme, som jeg med stor bekymring ser slå rødder i Danmark og Europa. En islamisme, der siden har ført til en perlerække af terrorangreb på tværs af Europa. En islamisme, der medvirker til stigende problemer med parallelsamfund og social kontrol i muslimske miljøer i Danmark. En islamisme, som vi må og skal bekæmpe med alle tænkelige midler. For mig er kampen derude og kampen herhjemme én og samme sag.

Der er heldigvis også mange lyspunkter i indsatsen mod islamisme. I Mellemøsten kæmper mange kvinder en brav kamp for frihed til at smide tørklædet, og i Afghanistan brugte vi det stigende antal kvinder, der havde droppet burkaen, som et barometer for frihed. Og jeg oplevede, at mange unge i muslimske lande nu anser Vestens frihedsidealer som deres pejlemærke i stedet for at leve under islamismens åg.

Men i Danmarks parallelsamfund virker det til tider nærmest omvendt. Man hører om skoler, hvor pigerne bliver tvunget af deres forældre eller klassekammerater til at gå med det muslimske tørklæde. Om muslimske piger, der ikke selv må bestemme, hvem de må have af kæreste eller ægtefælle. Om imamer, der prædiker, at man skal slå sine børn, hvis de ikke beder fem gange dagligt. Om utallige unge, radikaliserede mænd, der rejser fra Danmark til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat – ikke imod.

Jeg frygter derfor, at kampen mod islamismen i Danmark i de kommende år bliver lige så svær, som kampen mod islamisme ude i verden.

Vigtigt at være tro mod idealer

Da jeg blev valgt til Folketinget i 2015, var det således med håbet om at kunne arbejde for et mere sikkert og frit Danmark. Selv om jeg var ny på den politiske scene, har jeg haft heldet med mig.

Lars Løkke var gået til valg på et direkte opgør med Socialdemokratiet og De Radikales katastrofale udlændinge­politik og havde nu vundet regeringsmagten tilbage. Derudover blev Søren Gade og Jakob Ellemann-Jensen placeret i spidsen for vores folketingsgruppe, de er også begge reserveofficerer ligesom jeg, og de har selv stået i frontlinjen i en konfliktzone med et gevær i hånden. Søren Gade var sågar forsvarsminister, dengang jeg var i Afghanistan. De forstår, hvor vigtigt det er, at vi værner om vores demokrati og frihed.

Til min store glæde lykkedes det mig desuden at blive Venstres udlændingeord­fører og dermed at arbejde med Inger Støjberg. Hun er i mine øjne den danske politiker, som bedst forstår truslen fra islamisme og som desuden har modet til at sætte alt ind i kampen. Uagtet politisk (u)korrekthed, uagtet frygten for sin egen sikkerhed. Jeg kunne ikke ønske mig bedre rammer for at fortsætte mit arbejde.

For mig handler politik om at være tro mod sine idealer. Uden at ryste på hånden – som Uffe Ellemann-Jensen engang sagde – også når der er modvind. Faktisk er det, når der er mest modvind, at vi må støtte stærkest op om vores ledere og idealer. Hvis vi ikke holder den rette, hårde linje, risikerer vi, at det hele går tabt. Vores demokrati. Vores frihed. Vores Danmark, som vi kender det i dag. Det må vi aldrig tabe.

Marcus Knuth er MF og udlændingeordfører (V).