I debatten om aktiv dødshjælp anføres det, at der er mennesker, der i en terminal livsfase er præget af smerter eller frygt for kvælning. Det overses, at der allerede i den gældende lovgivning er mulighed for, at sundhedspersonale kan forholde sig hjælpsomt i forhold til døende forpinte mennesker, skriver psykiateren Merete Nordentoft.
Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
I 1998 ringede min far for at bede mig om en samtale på mit kontor. Han bad mig om at udskrive en selvmordspille. Min far havde i næsten 60 år røget 40 cigaretter dagligt. Det havde taget hårdt på hans lungefunktion. Han måtte sidde op og sove, og under voldsomme hosteanfald frygtede han at miste kontrollen over sin bil. Han ville gerne have en selvmordspille for en sikkerheds skyld. Han var bange for at miste sin førlighed, og mest af alt frygtede han at blive afhængig af andres hjælp.