Lørdag tikkede nyheden ind fra Beijing: Kina har officielt etableret en såkaldt flyforsvarsidentifikationszone over Det Østkinesiske Hav. Det overraskende og egenhændige kinesiske skridt markerer en yderligere eskalering af det, der efterhånden har udviklet sig til verdens mest højeksplosive territoriale strid om en lille øgruppe i Det Østkinesiske Hav, som japanerne kalder Senkaku og kineserne Diaoyu.

Efterfølgende buldrede de retoriske kanoner løs mellem Beijing og Tokyo, sekunderet af Washington som endnu en gang slog fast, at den amerikansk-japanske forsvarsaftale også omfatter den omstridte øgruppe. Det dybt foruroligende ved hele situationen er, at selv om røgen forhåbentlig snart lægger sig igen, er vi i realiteten rykket endnu et skridt nærmere en militær konfrontation – utilsigtet eller ej – som i så fald vil omfatte verdens tre største økonomier.

Set fra Beijings perspektiv er beslutningen om at annoncere en flyforsvarsidentifikationszone en nødvendig foranstaltning, der skal give kineserne mulighed for at monitorere flytrafikken over Det Østkinesiske Hav. Rent faktisk har Japan etableret en tilsvarende, delvis overlappende zone, som forpligter indkommende fly til at afrapportere deres destination og radiofrekvens.

Når kineserne vælger at oprette deres egen zone netop nu, skyldes det, at Tokyo for nylig advarede om at ville nedskyde de dronefly, som Kina planlægger at benytte til at patruljere over den omstridte øgruppe. Ved den lejlighed erklærede Beijing, at ethvert angreb på de ubemandede dronefly ville blive opfattet som en egentlig krigserklæring, og etableringen af flyzonen kan således betragtes som Beijings forsøg på at opnå en højere grad af kontrol med luftrummet og samtidig udfordre Japans suverænitetshåndhævelse.

Læs også: Kina bekræfter US-bombefly i omstridt luftrum-zone

Uanset om Kinas annoncering af sin egen flyforsvarsidentifikationszone er berettiget eller ej, øger det utvivlsomt risikoen for misforståelser og utilsigtede hændelser. Japan, som i praksis har udøvet suverænitet over Senkaku-øgruppen siden Den Japansk-Kinesiske Krig i 1894-95 (bortset fra 1945-1972, hvor USA kontrollerede øerne), har allerede gjort det klart, at man ikke vil respektere den kinesiske zone. USA valgte tirsdag at udfordre Kina direkte ved at sende to ubevæbnede B52-bombefly ind gennem zonen uden at forhåndsinformere Beijing, hvilket blot fik en talsmand fra det kinesiske forsvarsministerium til lakonisk at konstatere, at Kina har kapaciteten til at udøve kontrol over den nye zone.

Under alle omstændigheder er det usandsynligt, at Kina renoncerer, eftersom etableringen af zonen synes nøje planlagt og er blevet meldt ud via de officielle ministerielle kanaler. Med andre ord vil Det Østkinesiske Hav fremover rumme to delvis overlappende monitoreringszoner, som begge parter vil forsøge at håndhæve.

Den territoriale strid om Senkaku/Diaoyu har simret siden begyndelsen af 1970erne, da det stod klart, at Det Østkinesiske Hav rummer store forekomster af gas og olie. Det var dog først i september 2010, at konflikten for alvor brød ud i lys lue, da japanske kystbevogtningsfartøjer – ikke uden en vis dramatik – opbragte en kinesisk fiskekutter i japansk farvand og tilbageholdt kaptajnen med henblik på retsforfølgelse. Det affødte voldsomme reaktioner og trusler fra Beijing, og Tokyo valgte i sidste ende at løslade kaptajnen uden retsforfølgelse. To år senere gik bølgerne igen højt, da den japanske regering annoncerede, at den så sig nødsaget til at nationalisere nogle af de omstridte øer, som indtil da havde været privatejede. Kinesiske nationalister gik talstærkt på gaderne i de kinesiske storbyer og angreb japanske mål på forskellig vis.

Sidenhen har Kina så forsøgt at anfægte Japans administrative kontrol med Senkaku/Diaoyu ved i stigende grad at sende både fiske- og patruljeringsfartøjer ind i farvandet omkring øgruppen. Med den seneste kinesiske udmelding omfatter striden nu også luftrummet over Det Østkinesiske Hav. Men hvorfor er Kina og Japan tilsyneladende villige til at gå planken ud i bestræbelserne på at få kontrol med en samling ubeboede småøer? Det er der primært tre forklaringer på.

Læs også: Japan kalder Kinas nye luftforsvarszone en »farlig handling«

Den første handler om modstridende økonomiske og strategiske interesser. Foruden at være et lukrativt fiskeriområde rummer Det Østkinesiske Hav som nævnt enorme olie- og gasreserver, og muligheden for at udnytte disse ressourcer afhænger bl.a. af, hvem der udøver suverænitet over Senkaku/Diaoyu. Hertil kommer, at øerne udgør en vigtig strategisk brik for Japan og USA i deres fælles bestræbelser på at inddæmme den kinesiske flådes udfoldelsesmuligheder. Kinas flåde, som i disse år gennemgår en voldsom oprustning, er i praksis låst inde bag en ring af øer – fra de japanske Kuriller og hovedøer i nordøst over Taiwan og Filippinerne til det indonesiske Borneo i syd – og kinesisk kontrol med Diaoyu ville således bryde den geostrategiske inddæmning.

Den næste og måske vigtigste forklaring drejer sig om de to landes historie og identitet. Fra den Japansk-Kinesiske krig i 1894 og frem til Anden Verdenskrigs afslutning gennemførte Japan i flere etaper en uhyre aggressiv angrebskrig mod Kina med millioner af civile kinesiske ofre til følge. Da Japan aldrig for alvor har angret eller gjort op med fortiden – hverken over for Kina, i det japanske uddannelsessystem eller i forhold til landets krigsforbrydere – er det japansk-kinesiske forhold stadig dybt tynget af fortiden. I den forstand repræsenterer Diaoyu et stærkt symbol på et nationalt traume for den kinesiske befolkning.

Den tredje og mest konkrete forklaring handler om politisk lederskab. På den ene side af Det Østkinesiske Hav sidder Shinzo Abe, Japans konservativt og nationalistisk sindede premierminister, som adskillige gange har besøgt det berygtede Yasukuni-tempel, hvor flere af Japans krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig hædres. På den anden side troner Kinas præsident, Xi Jinping, hvis stærkt omtalte Kinesiske Drøm indeholder visionen om at genføde Kina som en militær stormagt. Med andre ord synes det nuværende politiske klima ikke ligefrem at begunstige territorielle kompromiser mellem Japan og Kina.

Læs også: Global ledelse uden dominans

Når Kina og Japan trods alt indtil videre er veget tilbage fra en direkte militær konfrontation om suveræniteten over Senkaku/Diaoyu, er det ikke kun et udtryk for, at Kina reelt endnu ikke er i stand til at fravriste Japan øerne militært – og slet ikke hvis USA medtages i den strategiske ligning. Tilbageholdenheden skal også ses i lyset af det tætte økonomiske samkvem mellem Kina og Japan (ca. 250 milliarder dollars om året), hvor Kina er Japans største samhandelspartner, mens Japan er Kinas tredjestørste (efter EU og USA). Selv om begge parter derfor har en åbenlys interesse i at holde igen, har historien førhen demonstreret, at stærke økonomiske interesser langt fraaltid formår at lægge låg på territorielle stridigheder.

Vi har i hvert fald al mulig grund til at bekymre os over situationen i Det Østkinesiske Hav.