Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mesterspionen

Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg: Juli 1985. Oleg Gordijevskij hopper af til Vesten, efter at han i ti år har videregivet oplysninger om KGB til de vestlige efterretningstjenester. I dag trækker han stadig avisoverskrifter, fordi han videregav opysninger til PET om danskere, der havde været i kontakt med KGB. Er han troværdig? Overdriver han vildt? Eller er der en anden sandhed bag polemikken?

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

En julidag i 1985 krydser en bil grænsen mellem Sovjetunionen og Finland. Fra bilradioen, der spiller larmende popmusik, lyder pludselig Jean Sibelius Finlandia. KGB-officer Oleg Gordijevskij, der ligger under et tæppe i bilens bagagerum, genkender musikken. Det er et signal fra vognens fører om, at de netop har passeret den sidste af i alt fem sovjetiske grænseposter. To danske efterretningsfolk er med til at køre Gordijevskij det næste stykke vej fra Finland til Tromsø i Norge. En køretur på næsten 30 timer. Oleg Gordijevskij er hoppet af til Vesten, efter at han i ti år i hemmelighed har videregivet oplysninger om KGB til de vestlige efterretningstjenester.

Tyve år efter Murens fald kan Gordijevskij stadig få de store overskrifter frem i de danske aviser. Det skyldes, at Gordijevskij gav oplysninger til PET om danske statsborgere, der havde kontakt til KGB og Sovjetunionen. Gordijevskij-materialet rummer med andre ord mulighed for at identificere påståede landsforrædere på venstrefløjen. Den yderste højrefløj er på en nådesløs klapjagt, mens den yderste venstrefløj har travlt med at skyde Gordijevskij ned som utroværdig. Men midt i kulturkampens hede må man spørge: Hvorfor blev ingen danske statsborgere dømt ved retten som følge af Gordijevskijs oplysninger? Var de helt så troværdige som hævdet af højrefløjen, eller utroværdige som påstået af venstrefløjen? Eller gemmer der sig en anden og mere kompleks sandhed bag den megen palaver og polemik?

Oleg Gordijevskij var 24 år gammel, da han fik ansættelse i KGB. Han var under diplomatisk dække udstationeret på den sovjetiske ambassade i København fra 1966 til 1970 og igen fra 1972 til 1978. Vestlige efterretningstjenester hvervede Gordijevskij i København i 1975. Gordijevskij var tilknyttet residenturet, som var betegnelsen for KGBs afdeling på ambassaden i Stockholmsgade. KGBs hovedkvarter i Moskva kaldtes for Centret.

Forbindelsen mellem Centret og residenturet var nervetråden i KGBs udenlandske virke. Fra Centret i Moskva udgik der ordrer om, hvad residenturet i København skulle foretage sig, mens residenturet meldte tilbage om, hvordan det gik med at hverve danske statsborgere og infiltrere danske statsinstitutioner. Den viden om KGB, som Gordijevskij videregav til PET, var uvurderlig.

Pålideligheden af Gordijevskijs oplysninger diskuteres til stadighed, men PET var ikke i tvivl. Efter afhopningen i 1985 konstaterede PET, at »der har ikke på noget tidspunkt været tvivl om, at de er korrekte«. Med til at styrke troværdigheden var også, at Gordijevskij ikke ville fortælle om alle sine danske kontakter, fordi han ikke ønskede at skade dem. Han vidste, at mange af dem havde talt med ham i god tro. De troede, at han var diplomat. Gordijevskijs oplysninger om eksempelvis danske politikere og journalister er hverken sensationelle eller konstruerede.

Ifølge Gordijevskij var der adskillige »papir­agenter« i KGB, det vil sige personer der figurerede i den sovjetiske tjenestes fortegnelse over agenter, det såkaldte »agent-indeks«, men som ikke eksisterede i virkeligheden. Ved at opfinde agenter kunne den menige KGB-medarbejder fremme egen karriere og undgå kritik for et for højt pengeforbrug eller manglende initiativ.

Gordijevskijs oplysninger førte til, at PET iværksatte flere hemmelige overvågningsoperationer, ligesom tjenesten brugte dobbeltagenten til at få hul på gamle efterforskningssager. I nogle tilfælde var Gordijevskijs informationer ikke tilstrækkelige, og det var først med den senere KGB-afhopper Vasilij Mitrokhin, at man fik et mere helstøbt indtryk.

I den meget omtalte sag om Jørgen Dragsdahl - som i en række andre sager - stødte PET ind i et velkendt problem: at bevise, at de pågældende danskere samarbejdede bevidst med en fjendtlig udenlandsk tjeneste.

Det forhold kan forklare, hvorfor Gordijevskijs oplysninger i sidste ende ikke førte til nogen retssager mod danske statsborgere. Det var ofte umuligt eller tvivlsomt, om man i retten kunne bevise, at de danske kontakter vidste, at de samarbejdede med KGB. PETs juridiske ledelse fulgte derfor ikke de menige PET-folks anbefalinger om at retsforfølge en række danske statsborgere, der efter deres opfattelse havde overtrådt straffelovens kapitel 12 og 13. PET forsøgte på baggrund af Gordijevskijs oplysninger at rejse tiltale mod én person, men måtte opgive, da vedkommende nægtede sig skyldig. Beviserne kunne ikke holde i en retssag.

Problemet med Gordijevskij-materialet er, at det er kompliceret og fuld af faldgruber, som kun en stringent analytisk og upartisk læser vil bemærke. I 1992 forberedte PET i forbindelse med Jørgen Dragsdahls sagsanlæg mod Ekstra Bladet et notat, hvoraf det fremgik, at Gordijevskijs oplysninger generelt var korrekte (»på intet tidspunkt har der været tvivl om rigtigheden«), men »det er både PETs og Gordijevskijs vurdering, at KGB-residenturet i sin rapportering til Centret fremstod mere dynamisk og effektiv, end der var dækning for«.

Gordijevskij var i perioden 1975-1985 kritisk over for KGBs evne til at hverve danske og udenlandske statsborgere. Som kilde var han derfor exceptionel. Hvor en agent, som går over til fjenden, ofte vil overdrive sine efterretninger og sørge for at få et maksimalt økonomisk og sikkerhedsmæssigt løfte ud af modparten, drejede det sig for Gordijevskij om noget helt andet: at give et så sandfærdigt billede som muligt af det, der foregik i Kreml og på residenturerne i Vesten.

Gordijevskij gav mange navne på »agenter« og »fortrolige kontakter«, men han advarede samtidig imod en forsimplet læsning af de KGB-dokumenter, hvor disse personer var anført. Det lå ham på sinde at forklare, at når en person optrådte som »agent« i KGBs »agent-indeks«, så kunne det lige så vel skyldes, at de pågældende KGB-folk overdrev betydningen af deres danske kontakter af karrieremæssige eller bureaukratiske årsager. At en person optrådte som »agent« var en oplysning. Intet andet. Den måtte først prøves gennem intensiv overvågning af vedkommende, før man kunne udtale sig med bare nogen grad af sikkerhed om vedkommendes reelle status.

Flugten til Finland i juli 1985 var kulminationen på de mest hektiske og spændingsfyldte dage i Gordijevskijs liv. Han var på dette tidspunkt avanceret til leder af KGB-residenturet i London, men var blevet kaldt tilbage til Kreml nogle uger forinden uden nærmere begrundelse. Da Gordijevskij landede i Moskva, vidste han, at noget var i gære. Men at hans virke for Vesten var blevet afsløret, havde han ingen sikker viden om. Kun omstændighederne omkring tilbagekaldelsen kunne give en antydning om noget ekstraordinært.

De følgende dage og uger skulle blive de værste i hans liv. Han blev overvåget, endda afhørt med sandhedsserum, men på nærmest mirakuløs vis klarede han frisag. Gordijevskij fulgte den udarbejdede flugtplan, som var limet ind i en bog, der stod på en reol i hans lejlighed i Moskva. Han efterlod nogle penge på bordet til sin hustru, inden han med tog begav sig mod den finske grænse. Han blev først genforenet med sin familie seks år senere. På dette tidspunkt var Muren faldet. Sovjetunionen var i opløsning.

Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg udgav 3. november bogen PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror på forlaget Gyldendal.