Velfærdssamfundet hævdes at være truet af demografien. En større udfordring i mine 19-årige øjne er imidlertid mentaliteten hos min egen generation. En generation, hvis kommende trækdyr ikke bare skal finansiere en større ældrebyrde. Ligeledes skal en voksende del af generationen forsørges. Uddannelsesniveauet i forhold til den forrige generation vil nemlig for første gang i moderne tidsregning være lavere. Parallelt hertil har hedonismen oplevet en eksorbitant vækst.

Velfærdssamfundet har hidtil haft en form for kontrakt, hvor pligter kom før rettigheder. Her kunne de nedslidte, som havde arbejdet hårdt siden folkeskolen, pensionere sig tidligere. Denne indre logik er dog forsvindende. En stor del af min generation har ikke ernæret sig ved dannelse eller praktisk fysisk arbejde, men derimod ved byture, computerspil og tv-serier gennem ungdommen. Spørgsmålet kan derfor stilles helt nøgternt: Vil de ressourcestærke danskere i min generation acceptere at betale for de ressourcesvage, som ikke er nedslidt, men alligevel koster staten penge, fordi de forventer en mindre end 37 timers arbejdsuge side om side med god vin og storbyferier? Dette må med al nødvendighed overvejes efter et valg, hvor fremtidens Danmark skal bygges.

Der findes ganske vist ikke tornadoer i Danmark, men ord som innovation, vækst og konkurrencedygtighed fyger alligevel omkring os danskere, som var vi under permanent angreb. Alle er enige om, at væksten og produktiviteten er for ringe, mens lønningerne er for høje. Den hyppigst citerede problemknuser er lavere skatter under påskud af, at det igen skal kunne betale sig at arbejde. Det er sikkert korrekt. Alligevel anser jeg dette som en ensidig løsning. Det handler ikke kun om at skabe et økonomisk incitament for de ressourcestærke ved at sætte skatten ned. For i højere grad end et pengespørgsmål er der tale om et kontraktspørgsmål.

At isolere det til et pengespørgsmål alene er en kraftig nedvurdering og fejldiagnose af danskerne. Frygten for at de stærke individer i min generation bare trækker teltpælene op af jorden og rykker til udlandet er overdreven. Selvom globaliseringen har udvisket dele af landegrænserne og gjort betingelserne for mobilitet mere gunstige, så har den også øget behovet for faste holdepunkter i tilværelsen. Litteraturen og sociologerne fortæller os i hvert fald, at vi er ulykkelige og uden sammenhæng i vores liv.

De fleste mennesker kan ikke finde meningen i alene at realisere sig selv, men behøver ligeledes tryghed og nærhed for at fungere. Ligesom det gælder for pardannelse, gælder det også forholdet til ens land. Én ting er at beklage sig, en anden er at tage sit tøj og forsvinde i protest. Derfor er frygten for at alle de ressourcestærke danskere bliver globetrottere, fordi de kan tjene flere penge andetsteds, ikke den mest overhængende fare for velfærdssamfundet.

Vores velfærdssamfund har hidtil fungeret, fordi danskerne moralsk og fair, som vi oftest er, grundlæggende kan se rimelighed i at betale for mennesker, der ikke er så begunstiget som vi selv, men kompenserer ved at arbejde ihærdigt. Symbiosen brister dog den dag, hvor de ydende føler, at kontrakten angående velfærdssamfundet ikke længere er moralsk forsvarlig.

Det såkaldte tipping point, hvor det moralsk forsvarlige niveau vil være oversteget, er nu truende nær. Derfor kan der ikke længere forventes yderligere bidrag fra trækdyrene uden at kræve en øget indsats fra de beneficerede. Ydelserne kan ikke længere stilles til rådighed uden krav om modydelser den anden vej. For uden denne gensidige forståelsesramme, vil der i sidste ende opstå en følelse af, at det gælder om dræne staten for det størst mulige beløb. Logikken er indlysende: Hvem har respekt for en arbejdsgiver, der betaler ens løn, selvom han er bevidst om, at man tager hjem hver dag kort efter frokost?

Foghs mantra om noget for noget må vendes om og danskerne skal transcendere. I stedet for at kræve noget til egen vinding, før man handler, må man nødvendigvis gøre noget, før man kan belønnes. Hidtil har politikernes frygt forhindret dem i at kræve denne mentalitetsændring. Derfor har forskellen mellem den ydende og den nydende nået et bristepunkt.

Dette tipping point er endnu ikke er nået, men synes faretruende nær, når min generation tages under lup. Den vil med god grund kandidere til en ny fortabt en af slagsen. I overgangen fra barn til voksen må vi ikke bare kæmpe med de sædvanlige udfordringer, men ligeledes med vores verdensdels tilbagegang, kinesernes genialiteter og forøget international konkurrence. Hvor vi ingen skyld har i den økonomiske væksts bratte fald, er vi til gengæld skyldige i en drastisk tilbagegang i uddannelsesniveauet.

Lægges denne udvikling sammen med udlandets efterspørgsel på højtuddannede danskere i fremtiden, er det tydeligt, at færre skuldre står til at skulle bære den forøgede byrde.

Alt dette forøger kun behovet for en ny samfundskontrakt, hvor spændvidden mellem individudfoldelse og behov for tryghed samt beskyttelse af de svage, må være skarp og motiverende.

Som netop udklækket student har jeg haft fornøjelsen at være en del af gymnasielivet i København de seneste år. Det er vældig skægt, kan jeg godt fortælle! Reelt så skægt, at mødet med realiteterne for de fleste udklækkede studenter tegner til at blive hårdtslående.

De fleste af os har været vant til SU-finansierede byture i weekenden. Herudover har dagligdagen budt på skolekrav fra gymnasiereformen, hvor de fleste har kunnet komme igennem med et taxa­meter-egnet snit uden at have gjort dagens gerning en eneste gang gennem de tre gymnasieår. En fremtidig hverdag med mere eller mindre uuddannet fuldtidsarbejde resten af ens liv ser derfor ikke særlig spiselig ud. Sådan vil hverdagen dog unægtelig komme til at se ud for den store andel af min generation, der ikke får taget en uddannelse.

Sandsynligheden for, at denne gruppe nedprioriterer arbejde til fordel for fritid, må forventes som større, end at de leverer en produktivitet på arbejdspladsen, der kan distancere asiaterne. Dette har vi imidlertid brug for, hvis de favorable lønninger skal fastholdes. En mentalitetsrevolution er essentiel og haster.

Alle behøver nødvendigvis ikke at være bogligt uddannet, men et Danmark på samme niveau som før krisen nødvendiggør, at alle tager en ekstra tørn. Ikke mindst kræver det, at den enkelte dansker accepterer, at han/hun er et produkt af deres hidtidige livs prioriteringer, som har ført dem til de arbejdsmuligheder, de har nu og her. Dette er et præmis som den personlige frihed nødvendigvis må kræve. Hvis min generation ikke vil uddanne sig nok, må vi i stedet kompensere ved at arbejde mere og det bedste vi kan.

Danmark har hidtil været konkurrencedygtig grundet vores homogene samfund, vores opfindsomhed og ved fagligt stærke medarbejdere med god driftsforståelse. Skal vi ikke miste dette særtræk, kræver det store bidrag fra alle. Vi skal selvfølgelig ikke formindske demokratiet, men der må alligevel skues til de mere autoritære lande og meritokratiske tænkere som Platon, hvor retfærdigheden, der illumineres som en kardinaldyd, findes i at udføre sit job bedst muligt.

Det nye Danmark efter valget må bygge videre på en inspiration fra dette udgangspunkt. Fremtidens velfærdssamfund skal skabes ved en kontrakt, hvor majoriteten af de ressourcestærke danskere ikke må føle sig moralsk forurettet. Der vil altid være enkelte, der flyver bort, men så længe der er moralsk retfærdighed i kontrakten, skal de fleste danskere i kærligheden til et hjemsted i en flyvsk verden nok acceptere den.