Amerikanerne synes, at fodbold er kedeligt. Altså nordamerikanerne. En danskfødt fodboldtræner i USA blev i radioen bedt om at forklare hvorfor: For få pauser til TV-reklamer, nævnte han. Men vigtigere: Amerikanerne fatter ikke denne evige lodsen bolden rundt, mens der intet sker. De keder sig. For at understrege pointen afspillede udsendelsen en parodi på en fodboldkamps kommentatorspor fra tegnefilmshowet The Simpsons. En dyb herrestemme messede monotomt: »Og Alves afleverer, og Neymar modtager, og frispark. Og Alves sparker, og den ryger over baglinjen… og målspark…« Imens jeg lyttede og grinede, indså jeg, at fodbold virkelig er kedeligt. Man venter og venter på det sublime øjeblik, mens bolden sparkes hid og did. Og hvor tit har man ikke ventet forgæves? Alligevel venter man. Mystisk.

Min far sagde: Penge er mystik. Hvordan kunne han tænke sådan? Der er intet mystisk ved penge, det mest konkrete i verden. Men det var mystik for ham. Til gengæld kunne han ikke se noget mystisk ved musik, eller ved fodbold. Selvom enhver jo ved (undtagen nordamerikanerne), at fodbold er mystik. Ligesom musik. Magi. De to ting har mange ting til fælles: Musik og fodbold. I sin essens ubegribeligt. Den kollektive bestræbelse, og solistens gennemslagskraft. Eller som fodboldstjernen Luis Suarez nåede at sige, inden han begyndte at bide italienerne: »Fodbold har følelse og skønhed, en skæbnens dans med bolden.«

Hvorfor bevæger vi os ad det spor? Hvorfor koncentrerer vi os ikke om at få vores likvider til at yngle? Læse Børsen og lægge et fornuftigt budget? Når der nu er så mange gode grunde til at passe på pengene og holde hus. Hvorfor spiller vi i stedet for musik? Eller fodbold? Hvorfor spilder vi tiden med den slags? Hvorfor? Hvordan kan man her under VM sidde dag efter dag og se på de transvedende, tæt tatoverede topatleter, der hamrer af sted efter en bold, med en helt ufattelig høj fejlmargen? Rammer skævt, snubler, tackles, klumrer i det, bremses, laver frispark, falder og rejser sig og forfra igen, Kun i sjældne øjeblikke har de held med noget som helst. Og i værste fald scorer de kampens eneste mål, lige mens man er ude og tisse. Det er ubegribelig kedeligt. Jeg forstår virkelig godt amerikanerne.

Der sker intet. Og hver eneste dag i denne tid går jeg alligevel og venter utålmodigt på, at klokken skal blive 18, hvor kampene starter. Mine børn er lykkelige, fordi der bevilges TV dinner – uhørt. Men ikke under fodbold-VM. Der må man gerne se fjernsyn, selvom Solen skinner og det er 25 grader og gudesmukt udenfor, og man sidder med tallerkenen i skødet og dårligt nok kan ramme munden med gaflen, fordi man skal holde øje med det dødkedelige spil.

Når det nu er så træls og søvndyssende, hvorfor elsker vi så fodbold? Hvorfor nyder jeg at stå i modbydelig slagregn og blæst ti meter fra en motorvejsudfletning og overvære sønnen på 11 kæmpe heroisk for at bevare sin plads på 3. holdet? Hvorfor er det ugens højdepunkt at se Brasilien hælde mål i nettet, eller følge Robbens løb med bolden over en halv banelængde Hvorfor elsker jeg det? Når jeg samtidig græmmer mig, hvis de 11-årige snubler over deres egne driblinger og binder snørebånd, mens modstanderen kan spadsere bolden i mål. Dør af ærgrelse, når Brasilien spiller dræbende defensivt, og græder stille, når Robben viser sig bare at være en kedelig karl?

Det er der, at mystikken kommer ind. Det er et spørgsmål om jagten på skønhed i form af de euforiske øjeblikke, hvor det svære, svære spil pludselig bare lykkes, og et fuldkomment angreb skyller frem over banen – og man ved – bare ved – at nu bliver der mål….

Min far havde ikke tålmodighed til at vente på at få en søn, så jeg blev som hans førstefødte inviteret med ind foran sort/hvid fjernsynet, hvor han og jeg så det danske landshold få bank igen og igen. Som jeg husker det altid af Sverige eller Bulgarien. Men altid bank. En sjælden sejr, og man måtte knibe sig i armen. Hans begejstring var smittende. På trods af ydmygelserne på den lille gråmelerede TV-skærm med det grynede billede og de kejtede boldflyttere fastholdt han fodboldglæden.

Jeg så ingen grund til ikke også selv at begynde at spille fodbold. Jeg var solgt, og spillet har fulgt mig siden. Som aktiv indtil en forstuvet fod og en musikkarriere i fællesskab satte en effektiv stopper for min lykkelige tid som venstre innerwing. Nu er jeg bare en lykkelig tilskuer. Ikke mindst til dette års VM, der har vist sig mere uforudsigeligt og underholdende end nogensinde, og med en TV-produktion uden den ringeste mislyd. Og så er der noget, der tyder på, at de dage, hvor man på italiensk manér kunne grave sig ned med en etmåls-føring, er forbi. Det stadigt højere niveau ser ud til at være til fordel for angrebsfodbolden. Der scores! Og selvom en af hemmelighederne ved fodboldens succes er, at det er så sindssygt svært at lave mål, så er det nu dejligt med en 3,4,5,6 kasser pr. kamp. Forfatteren Hans Jørgen Jensen, ham med Fodboldenglen, satte fingeren på, hvorfor fodbold er så svært: Vi spiller fodbold med fødderne. Det er vanvittigt. Hvad gør vi ellers med de uartikulerede plader? Vi kan stå, gå, løbe… javel. Men hvornår bruger vi fødderne som redskaber? Til nød kan den dovne samle et stykke tøj op fra gulvet med tæerne. Men virkelig træne fødderne op til at operere som fintmærkende instrumenter? Det gør kun fodboldspillere. Med indersiden. Med vristen. Med hælen. Saksesparket. Helflugteren. Tåhyleren. Og så må man jo bruge brystet, hovedet, knæet, skulderen. Alt andet end hænder og arme. Genialt. En typisk akavet engelsk ide. Så totalt besynderligt, at de ikke kan fatte det i verdens førende land: USA.

Når sandheden skal frem, har jeg nu altid kedet mig over engelsk fodbold. Jeg husker lørdagenes tipsfodbold i 70erne som uendeligt deprimerende. Symbol på de tidlige forstæders tyktflydende, mennesketomme tristesse. Og englænderne, der spillede og stadig spiller, som om de én gang for alle har opfundet fodbolden, og ikke mener, at de også behøver at udvikle den. Fodboldens traditionalister og arkivarer. Men deres spil har sejret. Så de er tilgivet. På barer, cafeer, restauranter overalt i Europa hænger der en skærm i loftet, som viser fodbold og fodbold igen. Fodboldspillere handles til trecifrede millionbeløb. Spillet akkumulerer gigantiske summer, publikum strømmer til. Bruset på stadion holder aldrig op. Men hvorfor, når det nu er og bliver kedeligt?

Er det fordi græsplænerne er så grønne og poplerne giver læ for vinden? Er det fordi jeg aldrig har glemt dengang, vi bankede de andre for enden af Mårupvej lige op ad togbanen sammen med den frække pige fra parallelvejen og hendes beskidte brødre? (Fodbold har aldrig rigtigt været et overklassefænomen). Er det fordi det aldrig holder op med at udfordre, aldrig holder op med at udvikle sig, og hele tiden bliver smukkere, mere elegant, overrumplende, hurtigere og flottere? Eller er det fordi alt kan ske i fodbold, og ingen kan vide sig sikre? Fordi det selvsmagende, tilbage- lænede straffes ubønhørligt, som når England, Spanien og Italien sendes direkte hjem fra VM i vanære. I fodbold hjælper ingen kære Maradona. Der er ingen laurbær at hvile på (man kan højst blive båret ud i et orange badekar). Der er bare spillet, og når de sultne sataner fra det undertippede mandskab kommer brølende, så ve den, der tror sig bedre.

Amerikanerne er blændende underholdere. Stort set alt, hvad de rører ved, får de til at svinge, leve, blive større. De er bedre til film, musik, IT og krig. De kan bare det hele. Men de ser dumme ud på en fodboldbane. Kejtede og forkerte. Det er skæbnens ironi, at det spil, der om noget har taget forskud på globaliseringen, nærmest er lukket land for verdens førende nation. Fuld integration er en realitet i fodboldens verden. Fodbold samler mennesker af alle nationaliteter, af alle farver, skikkelser og fremtoninger. Fodbold lader mændene shine med tatoveringer, opkørte hairstyles og stramme, stramme bluser. Sådan oplever jeg dette VM: Ingen homofobi. Ingen racisme. Ingen grænser.

Bare målstregen – og den skal passeres.