Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mens vi håber på Robin Hood

Kim Fournais: Det er vel klart for de fleste, at når man svækker bankernes evne til at tjene penge, så bliver det dyrere at være kunde i bankerne, og bankerne vil være tilbageholdende med at investere i fremtiden.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den fredløse Robin Hood hjalp dem, der arbejdede og klarede sig selv mod at blive bestjålet af den massivt overforbrugende Prins John. Historien om hvordan Robin Hood blev fredløs, kan man se gengivet i Ridley Scotts filmatisering af legenden, der havde dansk premiere i sidste uge. I andre bøger og film besejrer den fredløse til sidst Prins John - og retfærdigheden sker fyldest. Det ser desværre ikke ud til at blive slutningen på den »historie« som udspiller sig for øjnene af os. En af årsagerne er, at de fredløse - der vil det bedste for dem selv, deres familier og vores land - ikke behøver at blive i Danmark.

I 1200-tallet, hvor sagnet om Robin Hood stammer fra, var det vanskeligere at flytte fra et land til et andet for at få frihed og retfærdighed. Landene omkring England havde nemlig heller ikke frihed og borgerrettigheder. Fyrster, religiøse overhoveder, konger og feudalherrer brugte våbenmagt til at opkræve skatter for at finansiere deres overforbrug. I dag er det anderledes lettere at finde et sted, hvor man ikke straffer folk økonomisk for hårdt arbejde.

I disse dage kan man læse i diverse meningsmålinger, at mange åbenbart mener, det er muligt at stemme sig til velstand og velfærd. Intet kunne være mere forkert. Personlig og økonomisk frihed og borgerrettigheder er aldrig kommet af sig selv.

Gæld, og det faktum at mange borgere, virksomheder og regeringer har levet over evne for lånte penge i meget lang tid, er vores virkelige problem. Det problem bliver imidlertid stadigt større, og vi kan se i de sydeuropæiske lande, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke snart indser, at man må arbejde og reformere vores samfund, inden det ender galt.

Det er som om de fleste danskere tænker, at global økonomi er alt for kompliceret. Det må politikerne tage sig af. Men der findes faktisk nogle helt simple og basale principper, der gør sig gældende. Principper som man kun i perioder kan tilsidesætte uden at det får nogle meget uheldige konsekvenser på den lange bane. Principper som de fleste politikere har glemt for længe siden, da de måske forestiller sig, at magten og taburetterne er det afgørende, og at politisk lederskab og overblik ikke længere er nødvendigt.

Et af de vigtigste principper, som vi har glemt, er: At man skal yde før man kan nyde! Det er simpelt, og fortæller blot, at lever man for lånte midler, så får man før eller siden store problemer.

Nu lever vi danskere i den helt specielle situation, at vi udover at have verdensrekord i skattetryk, også på privat basis kan mønstre verdens mest forgældede folkefærd. Danske boligejere er de mest forgældede i verden!

Det var i mange år væsentligt mere profitabelt at eje sit hus, end det var at gå på arbejde. Priserne steg og steg, danskerne lånte og lånte i friværdien, eller solgte med stor fortjeneste, og profitten var skattefri.

Arbejde og opsparing derimod, er blevet - og bliver fortsat - straffet med massive skatter og afgifter. Vi belønnes for at sidde på vores flade og eje mursten, imens initiativ og virkelyst straffes.

Amerikaneren Warren Buffet, som vel er kendt som noget nær verdens dygtigste investor, har en partner. Han hedder Charlie Munger. Charlie har sagt, vis mig incitamentstrukturen, så skal jeg fortælle dig om adfærden. Det siger vel alt?

Når man så er kommet i en situation, hvor gælden er så stor, at man er ved at gå konkurs, skal man jo bare låne endnu flere penge? Det er i hvert fald det, mange private, virksomheder og lande har gjort igennem årtier.

Politikerne har forsøgt at løse krisen med endnu mere gæld, alt imens hårdt arbejde og overskudsgivende forretninger blot straffes mere og mere. Hvis det er fair, har jeg ikke forstået ordet - og det er helt sikkert ikke rationelt.

Når jeg spørger, om det er fair, er det fordi, at vi for nylig har hørt meget om den såkaldte »Fair forandring« og »Fair løsning«, som socialisterne mener, vil bringe Danmark i topform igen.

En del af denne fair løsning er, at 12 minutters ekstra arbejde om dagen skal redde dansk økonomi. Jeg tror næppe, landet kan reddes med en 38 timers arbejdsuge uden at det samtidig bliver langt mere økonomisk attraktivt at arbejde længere. Endvidere må det tilføjes, som forfatteren Claes Kastholm så fint beskrev det i Berlingske Tidende lørdag, at det jo næsten er et gratis løfte, så længe to millioner danskere er på overførselsindkomst. Dertil kommer, at de som allerede arbejder langt over 38 timer om ugen, skal straffes med en ekstraskat på fem procent. Er det fair?

De efterhånden få virksomheder, som stadig tjener penge i Danmark og skaber arbejdspladser, skal straffes med en generel forøgelse af selskabsskatten, og derudover vil man hæve de finansielle virksomheders lønsumsafgift. Bankerne, som jo af mange politikere ses som de helt store skurke og ansvarlige for krisen, skal altså straffes endnu hårdere end andre virksomheder i Danmark. Her skal man bare huske, at den ekstra lønsumsafgift, som bankerne skal betale, hvis socialisterne kommer til magten, kommer danskerne til at betale i form af højere renter. Er det fair?

Socialisterne taler om, at pengene skal gå fra »fra banker til børn«. Det er næsten lige før, man fælder en tåre, når man tænker på den enorme mængde af godhed, som de nye fair socialister vil sikre det danske folk. Man skal bare huske, at når man straffer de traditionelle banker, gør man det endnu sværere for små, sunde virksomheder at låne penge (de store skal nok klare sig), ligesom børnefamilierne får sværere ved at købe en god bolig (de rige skal nok klare sig).

Jeg var for et stykke tid siden med i en TV-debat på DR2 med Clement Kjersgaard, hvor jeg bl.a. skulle diskutere millionærskat med DSVs bestyrelsesformand Kurt Larsen mod SFs formand, Villy Søvndal, og Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup. Under debatten slog Nick Hækkerup atter til lyd for, at bankerne skulle betale endnu mere i skat. På spørgsmålet om, hvad Nick Hækkerup mente man så skulle gøre den dag, der ikke var flere banker, råbte han: Der vil jo altid være banker! Interessant synspunkt. Man mener altså, at denne kilde til beskatning og dermed Danmarks fremtidige velstand, er en uudtømmelig kilde.

Det er ikke bare farligt at tro, alting bare består. Det er heller ikke fornuftigt at straffe efter forgodtbefindende og dermed svække de enheder, samfundet behøver for at kunne konkurrere i frie markeder. Banker er faktisk nødvendige for samfundet, og er ikke samfundets modstandere. Tværtimod.

Det er vel klart for de fleste, at når man svækker bankernes evne til at tjene penge, så sker der to ting: Det bliver dyrere at være kunde i bankerne, for alle danskere og særligt små virksomheder. Og bankerne vil være tilbageholdende med at investere i fremtiden - på at udvikle sig og lave ordentlige banker i et land, hvor de er stillet væsentligt dårligere end i andre lande.

Vi danskere har selv et ansvar for at bruge hovedet, og man bør nok altid lige overveje, at uanset hvad vi laver og hvad vi tjener, hvad vi tror på og hvor vi kommer fra, er der brug for os alle. Tænk på hvor fair disse løsninger ville være såfremt de blev implementeret inden for ens egen familie eller vennekreds. Hvor mange venner og familie ville man ende med at have?

Førend politikere fortæller os om statsstyret vækst som kilden til velfærd, kunne det så ikke være sjovt at sende dem alle ud på »erhvervspraktik« og se, hvor mange der var i stand til at starte en virksomhed uden statsstøtte med eksempelvis 20 ansatte, som skulle give et overskud i tre på hinanden følgende år? Jeg skriver ikke, at det er umuligt, men jeg tror det ville få dem til at indse, hvor svært det er, og jeg håber, det ville få dem til at indse, at de skal hjælpe erhvervslivet i stedet for hele tiden at straffe det.

Jeg tror, piben ville få en anden lyd efter en omgang erhvervspraktik, og Danmark kunne godt trænge til lidt sød musik. Den er der for lidt af, og det er jeg rigtig ked af. Hvis ikke piben snart får en anden lyd, kan vi nemt ende i samme situation som England under Prins John i 1200-tallet - og så er der kun tilbage at håbe på, Robin Hood vender tilbage.