Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mens Europa frivilligt lægger sig i graven

»På ganske få årtier er det lykkedes for én generation af velmenende, men totalt uansvarlige politikere at begå en utilgivelig historisk fejl ved fundamentalt at ændre den etniske og kulturelle sammensætning i Europa.«

»Velkomstkomiteen« arrangerede tirsdag 6. oktober fakkeloptog fra Ryesgade til Christiansborg Slotsplads i København. Demonstrationen blev kaldt »Folkevandringen for en ordentlig behandling af flygtninge.« Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Folkevandringstiden markerer den vel nok mørkeste epoke i Europas urolige og utrolige historie. Mellem Romerrigets fald i det femte århundrede og frem mod den begyndende stabilisering under ledere som Karl den Store omkring 300 år senere herskede anarkiet og den stærkestes ret. I denne periode, også kendt som den tidlige middelalder, udraderedes den gamle verdensorden af enorme folkevandringer: Anglerne og sakserne overrendte store dele af de britiske øer, folkeslag fra Østeuropa stormede mod vest, og i Nordafrika og Mellemøsten erobrede de islamiske hære enorme områder. Disse århundreder var uregerlige, brutale og voldsomt omvæltende.

Et lignende scenario udfolder sig i disse år, ikke så meget på grund af de seneste måneders flygtningestrømme mod de europæiske stater – dette er blot en lille del af noget langt større – men på grund af de seneste årtiers kollektive accept af en demografisk omvæltning, som på ganske kort tid for altid vil forandre Europa.

Nyhedsoverblik - Flygtninge

Men hvor Folkevandringstiden blev gennemtvunget af enorme folkeslags ubønhørlige udefrakommende pres, har nutidens forandringer det bizarre særkende, at de i brede kredse helt åbenlyst accepteres. Europa, som vi kender det, er ganske enkelt ved at grave sin egen grav.

Forandringerne er ikke gået stille for sig, men har hele tiden været præget af en underlig diskurs, hvor tilhængere og modstandere nærmest har befundet sig på to forskellige planeter. Dette udtrykkes ganske tydeligt i netop disse dage, hvor de forskellige fløje i debatten ganske enkelt ikke synes at forstå hinandens motiver. Modstandere kan ikke forstå, hvorfor man tillader en demografisk forandring af Europas stater, og tilhængere kan ikke forstå, hvorfor vi ikke, for nu at citere den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldts berømmede tale, »åbner vores hjerter«.

Venstrefløjen har hyldet dette ideal, at indvandringen i tolerancens hellige navn skulle være nærmest grænseløs – men samtidig har man ingen tolerance haft over for kritikere af den. Ud fra dette rationale har man heller ikke tilladt kritik af de indvandredes kulturer, hvilket især har været tydeligt omkring den mest kontroversielle af disse: islam.

Det forunderlige er nemlig sket, at venstrefløjen gennem årene har dannet en ulogisk alliance med islam. Ulogisk, fordi islam i sin essens går imod stort set alle venstrefløjens mere sympatiske kerneværdier: religionskritik, ligestilling mellem kønnene, pacifisme og kulturel tolerance. Men netop fordi, venstrefløjen har set sig selv som tolerancens beskyttere, har man valgt at se gennem fingre med alt dette og i stedet ladet, som om navnlig den islamiske masseindvandring har været en kulturel berigelse.

Kigger man rundt på Danmarks og Europas storbyer i dag, er det dog svært at få øje på denne berigelse. Det er således ikke ligefrem berigende, at ytringsfriheden reelt har fået klare begrænsninger, når det kommer til kritik af islam. At visse indvandrertunge områder i storbyer ikke længere er sikre at færdes i. At jøder må flygte ud af byer som Malmø. At trusler og overfald er blevet en del af det politiske billede.

Der blev ellers i Danmark advaret om alt dette helt tilbage fra slutningen af 1980erne og især efter Dansk Folkepartis opståen i midten af 90erne, hvilket medførte rasende og irrationelt hadske modreaktioner fra venstrefløjen i en grad, der vel næppe nogensinde er set i dansk offentlig debat. En alliance af venstrefløjspartier, selverklærede intellektuelle og naturligvis den altid forudsigeligt konformt tænkende kunstnergruppe (sangere, skuespillere, komikere, instruktører, forfattere mm.) har været fortroppen i denne kamp og er det stadig.

I denne alliance er der plads til alle, herunder alle kulturer og religioner – det eneste, der på ingen måde er plads til, er meninger, der kommer på tværs af den politisk korrekte alliances egne. Derfor har de borgerlige kritikere og især DF været hængt ud som selve ondskabens ikoner.

At tingene faktisk er gået stort set præcis, som det af de borgerlige og DF blev forudsagt, synes venstrefløjen totalt at negligere, og når virkeligheden alligevel engang imellem trænger sig på, som det f.eks. gjorde ved terrorangrebene i Paris og København i begyndelsen af året, lyder udmeldingen fra den tolerante alliance, at problemerne må skyldes den grimme debat.

Venstrefløjsfantasten Carsten Jensen gik endda så vidt som at give debatten den direkte skyld for, at to mennesker blev brutalt nedslagtet i København – gerningsmanden selv havde ingen skyld, men var alene et produkt af samfundets behandling af muslimer. Absurde konklusioner som denne er desværre ikke enestående for venstrefløjen, som synes at have opfundet sin egen forklaring på, at den multikulturelle virkelighed alligevel ikke er så rosenrød, som man forventede. Det skyldes den hårde debattone!

Argumentet er hørt så ofte, at det nu nærmest i visse kredse betragtes som en selvfølge, men det bliver det ikke mindre forvrøvlet af. For det er vel et vilkår i et demokratisk samfund, at man faktisk passioneret debatterer de store forandringer. Hvis tonen har skabt vold og terror i Danmark, er det temmelig svært at forklare, hvorfor vi ser det fuldstændig samme eller endnu værre billede overalt i Europa, hvor islam nu udgør en stor minoritet.

Problemerne med integrationen har intet at gøre med hverken debattone eller kritik af islam. Hvis det var tilfældet, ville integrationen være vellykket i Sverige, hvor man konsekvent har nægtet at debattere emnet. Men Sverige har mindst lige så mange problemer som alle andre.

Sandheden er, at Danmark, Sverige og resten af Europa har haft de bedste intentioner og postet ufattelige midler og arbejdstimer i forsøget på at integrere og gøre islam til en del af samfundene. Men integrationen vil aldrig lykkes, da islam i sin essens ikke lader sig integrere. De kulturelle forskelle er ganske enkelt for store, og enhver positiv udvikling vil få følgeskab af langt flere negative, alt imens homogeniteten i samfundet mere og mere rives fra hinanden.

På ganske få årtier er det lykkedes for én generation af velmenende, men totalt uansvarlige politikere at begå en utilgivelig historisk fejl ved fundamentalt at ændre den etniske og kulturelle sammensætning i Europa. Det værste ved det hele er, at der reelt ikke længere er nogen mulighed for at rette op på fejlen. Demografien arbejder imod de europæiske folk, og det hele accelereres af, at man i humanismens navn stadig lader grænserne stå åbne for flygtningestrømmene. Integrationen, der sådan set hele tiden har været vanskelig, vil blive umuliggjort af, at den islamiske minoritet bliver stadigt større.

De næste årtier vil derfor byde på fortsat flere kulturelle sammenstød og mere politisk polarisering, alt imens de kerneværdier, hele den vestlige civilisation er opbygget på, såsom den kristne arv, ytringsfrihed, demokrati og frihed, langsomt, men sikkert udvandes for til sidst helt at forsvinde. De europæiske velfærdsstater vil bryde sammen under deres egen vægt i takt med, at de stadigt mere splittede samfund mister troen på sig selv. Det er som at befinde sig i sidste akt af en græsk tragedie, hvor man allerede kender det ulykkelige udfald.

Europa har gennem ønsket om at gøre det rigtige, det tolerante og det humane gravet sin egen grav, og er i netop disse år ved frivilligt at lægge sig ned i den – og vi er alle på vej mod en ny, mørk folkevandringstid.