Menneskerettighedsdomstolen angribes igen og igen, men kritikken hænger ikke sammen

Var det ikke netop dette i årevis anvendte subsidiaritetsprincip, som man fra dansk side af indenrigspolitiske årsager - under sit formandskab for Europarådets Ministerkomité fra november 2017 til maj 2018 - på ny ville have fastslået med København-erklæringen? Og er det netop ikke EMDs påståede indgriben heri som fjerde instans, som modstandere af EMD har hævdet finder sted og har fordømt? Og nu fordømmer samme modstandere, at EMD ikke agerer som fjerde instans!

Menneskerettighedsdomstolen skal vurdere alt fra Bent Jensen-sagen til, hvorvidt Danmark krænker flygtninges rettigheder ved at nægte dem familiesammenføring inden tre år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Omar Sanadiki / Reuters / Ritzau Scanpix

I kronikken »Bent Jensen-sagen viser, at der er noget galt med Menneskerettighedsdomstolen« 29. september i Berlingske retter professor i formueret, Mads Bryde Andersen, og (norske) professor i skatteret, Ole Gjems-Onstad, en kritik mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) - hjemmehørende under den 47-medlemsstater store organisation Europarådet i Strasbourg.

Kritikken fremsættes på baggrund af to konkrete sager ved EMD: Den såkaldte Bent Jensen-sag, hvor EMD har valgt at afvise sagen, og sagen Jansen mod Norge, hvor EMD fandt en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Man må forstå på kronikørerne, at EMD burde have antaget Bent Jensens juridiske og årelange private brydekamp i form af en injuriesag mod Jørgen Dragsdahl over påstande om spionage for KGB. EMD burde derimod have afholdt sig fra at dømme Norge for brud på menneskerettighederne i en sag, hvor en ung mor blev forhindret kontakt til sit spædbarn, som tvangsmæssigt var blevet fjernet af myndighederne.

Med kronikken misforstås EMDs rolle på ny.

»At spille rent efter Mads Bryde Andersens partitur er en umulighed.«


Ikke eksakt videnskab

Som udgangspunkt indskrænker EMD sig i overensstemmelse med medlemsstaternes ønsker til at vurdere, om EMRK og EMDs praksis er korrekt inddraget i en national afgørelse. Det er ikke EMDs opgave at vurdere, om en konkret afgørelse truffet af en national domstol er den »rigtige«. Jura er ikke en eksakt videnskab.

Det er som bekendt ikke første gang, at Mads Bryde Andersen i Berlingske og andre medier fremsætter kritik af EMD. Fælles for Bryde Andersens indlæg er, at de bygger på enkeltsager, som behandles på få linjer, og skæres så kraftigt til, at fundamentale og individuelle aspekter i sagsfremstillingen udvandes. Herfra sluttes til helheden.

Det paradoksale viser sig nu. Hvor Mads Bryde Andersen tidligere ønskede tilbageholdenhed, peger han på Bent Jensen-sagen som en konkret sag, EMD efter hans opfattelse burde have behandlet.

EMD har imidlertid en vid adgang til at afvise sager, og klagerne har ikke krav på en begrundelse herfor, ligesom man f.eks. kender det fra det danske Procesbevillingsnævn.

Bent Jensens klage var genstand for en såkaldt enkelt-dommer-afgørelse, hvor én enkelt dommer får forelagt sagen og - bistået af EMDs sekretariat - afgør, hvorvidt sagen skal videre i processen. Et enormt antal sager undergår denne skæbne, og hver enkelt klager har sin klagesang at synge, skulle lige præcis hans eller hendes sag blive afvist. Enkelt-dommer-afgørelserne blev gennemført af medlemsstaterne i 2010 med det formål at nedbringe sagsmængden ved EMD.

Claus von Barnekow Fold sammen
Læs mere

Grundig behandling

Vi ved som bekendt ikke med sikkerhed, hvorfor EMD valgte at afvise Bent Jensens sag som »åbenbart grundløs«. Overordnet må man sige, at sagen i Danmark har fået en særdeles grundig behandling i tre instanser, hvor også Højesteret i en 61 sider lang afgørelse har anvendt menneskerettighederne på den anlagte injuriesag.

I sager om krænkelse af ytringsfriheden, hvor indgrebet tjener et lovligt formål, og hvor der er etableret den fornødne hjemmel til at foretage indgreb, er den endelige vurdering af, om indgrebet også er proportionalt i et demokratisk samfund, en skønsmæssig afvejning. Medmindre dette skøn forekommer åbenbart urimeligt, hvilket blandt andet er det, som den tidligere nævnte enkelt-dommer vurderer, afholder EMD sig fra at agere som såkaldt fjerde instans - »overdommer« - hvilket medlemsstaterne gang på gang, og senest i København-erklæringen fra i år, har frabedt sig.

I en sag om ytringsfrihed gælder endvidere princippet om den nationale skønsmargen, »margin of appreciation«, og det er derfor som udgangspunkt ikke EMDs rolle at substituere det konkrete skøn foretaget af Højesteret med sit eget skøn, så længe den nationale domstols (her Højesterets afgørelse) ikke strider mod EMRK og EMDs praksis eller ser helt bort herfra.

Havde EMD valgt at omgøre Højesterets afgørelse, havde EMD ageret som fjerde instans, hvilket de to kronikører sikkert også havde fundet anledning til at kritisere. At spille rent efter Mads Bryde Andersens partitur er en umulighed.

Tobias Stadarfeld Jensen Fold sammen
Læs mere

Forbi skiven

Der kunne man egentlig efterlade sagen om Bent Jensen. Men - den foretagne sammenholdning af Bent Jensen-sagen med den nyligt afsagte dom mod Norge, rammer efter vores opfattelse helt forbi skiven.

Det samme princip, som i Bent Jensen-sagen må antages at have ført til sagens afvisning, gør sig således umiddelbart gældende i den norske sag, hvor EMD dog når til det modsatte resultat, fordi den nationale domstol netop ikke i fornødent omfang har inddraget og dermed forstået EMDs praksis.

Bent Jensen-sagen står med andre ord i modsætning til sagen mod Norge. Den norske sag omhandlede ikke »blot« den tvangsmæssige anbringelse af barnet uden for hjemmet, som moderen accepterede, men som nævnt den fuldstændige afbrydelse af kontakten mellem den 19-årige mor og hendes spædbarn. Ved blot fire årlige samvær måtte man kunne forvente, at myndighederne formåede at organisere betryggende samvær mellem mor og barn. De nationale domstole havde alene haft fokus på at forhindre en mulig kidnapning ifm. samvær, idet et medlem fra morens familie på et tidspunkt i bil havde efterfulgt plejefamilien angiveligt for at se, hvor barnet nu boede. De nationale domstole demonstrerede ikke at have haft den mulige genforening af mor og barn for øje, hvilket EMDs praksis udtrykkeligt kræver af medlemsstaterne. De norske domstole havde således ikke vist, at EMDs praksis var forstået og indarbejdet i afgørelsen, og det er som nævnt lige præcis her, at EMD er tiltænkt at dømme.

De to kronikører kan i øvrigt glæde sig over, at EMDs afgørelse i den norske sag endnu ikke er endelig, og at appel til Storkammeret fortsat er en mulighed. Men det er kronikørerne vel vidende om.

»Illustrative sager«

De to kronikører mener med disse »illustrative sager«, at EMD ikke blot i sager om udvisning kan kritiseres, men at hele domstolens retsanvendelse og sagsbehandling er kritisabel.

Det er ikke nemt at blive klog på navnlig Mads Bryde Andersens gentagne angreb på EMD. Så kan man være enig eller uenig i udfaldet af de konkrete sager, men disse to sager viser netop, at EMD ikke kommer ind over som en »fjerde instans«, der substituerer et nationalt skøn med sit eget, men udelukkende korrigerer den nationale anvendelse af EMRK og EMDs praksis, hvor det er nødvendigt.

Var det ikke netop dette i årevis anvendte subsidiaritetsprincip, som man fra dansk side af indenrigspolitiske årsager - under sit formandskab for Europarådets Ministerkomité fra november 2017 til maj 2018 - på ny ville have fastslået med København-erklæringen? Og er det netop ikke EMDs påståede indgriben heri som fjerde instans, som modstandere af EMD har hævdet finder sted og har fordømt? Og nu fordømmer samme modstandere, at EMD ikke agerer som fjerde instans!

Udefra set synes sagsbehandlingstiden i Bent Jensen-sagen (ca. 2,5 år) at indikere, at EMD nøje har vurderet indholdet af den fremsendte klage. Sagsbehandlingstiden fra klagens indgivelse til endelig afvisning er i sig selv beklagelig, men Danmark er en af de medlemsstater som fortsat ikke har fundet anledning til at yde et særskilt økonomisk bidrag til domstolen, således at sagsbehandlingstiden derved kan nedbringes. Dette kan sagen passende give regeringen anledning til at gøre, så meget desto mere fordi opfordringen i København-erklæringen til medlemsstaterne om at yde særbidrag til EMD er et dansk forslag!

Claus von Barnekow, seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, fhv. ambassadør, og Tobias Stadarfeld Jensen, advokat med speciale i internationale menneskerettigheder