Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Menneskerettigheder: Den glemte historie om 1968

Steven L. B. Jensen Fold sammen
Læs mere

9-10. marts 1968 var et yngre folketingsmedlem ved navn Poul Schlüter vært for et markant møde på sin arbejdsplads. Schlüter ledte det såkaldte »Christiansborg-seminar om menneskerettighederne« i sin kapacitet som formand for Dansk Samråd for Forenede Nationer.

På vegne af den nytiltrådte VKR-regering holdt statsminister Hilmar Baunsgaard åbningstalen. Statsministeren lagde fra start en klar linje, da han udtalte, at »Respekten for menneskerettighederne er demokratiets inderste kerne.«

Baunsgaard påpegede de grove krænkelser, der fandt sted verden rundt hver eneste dag. Med den moderne udvikling fik danskerne dette tættere ind på livet og det gjorde det til et »samvittighedsspørgsmål mere aktivt at følge med i verden.«

Statsministeren fastslog, at »den omstændighed, at forholdene her i landet er så relativt trygge, må give os en ekstra forpligtelse over for de nationer, der er ringere stillet.«

1968 blev et markant år for menneskerettighedernes udvikling. Det er bare aldrig blevet bemærket i forskningslitteraturen om 1968. Årsagen er, at fortællingerne om 1968 traditionelt har fokuseret på studenter- og ungdomsoprøret og på venstrefløjens fremmarch.

Disse oprør havde ikke særlig interesse for menneskerettighederne. Det var i stedet flower power, musik og kollektiver på den ene side og Marx, Vietnam-krigen og anti-imperialisme på den anden side, som stod i centrum. Generationsfortællingen vandt over den bredere samfundshistorie.

Det interessante her er, at 1968 var FNs Internationale År for Menneskerettigheder. FN har mange særlige mærkedage eller -år, så umiddelbart behøvede FN-året ikke at få særlig betydning.

Sagen var dog, at FN-året var kulmination på en flerårig proces, som var med til at ændre fundamentet for international politik, jura og diplomati. Derfor er det så tankevækkende, at dette aspekt af 1968 helt er blevet overset.

Det var i kølvandet på Cuba-krisen i 1962, hvor verden var på randen af atomkrig, at forslaget om FNs Menneskerettighedsår blev fremført. Forslaget kom fra et land få kilometer fra orkanens øje – Jamaica.

Deres argument var, at hvis FN skulle fungere som en organisation for kollektiv sikkerhed, skulle det være baseret på en international retsorden og den orden skulle have menneskeretten som fundament.

Jamaica ønskede et længere forberedelsesforløb, så det internationale samfund kunne opnå vægtige resultater. Derfor passede 1968, som var 20-års jubilæet for FNs verdenserklæring om menneskerettigheder, som mål for de fremskridt, som skulle nås. I de mellemliggende år fandt der en hidtil uset mobilisering sted på menneskerettighedsområdet.

Flere store FN-konventioner blev færdigforhandlet, stormagterne blev i stigende grad udfordret, NGOer blev mobiliseret og et internationalt menneskerettighedssystem var gradvis under udvikling. Alt dette fik en foreløbig kulmination i 1968.

Fremskridt og tilbageslag

Det var denne udvikling, som Poul Schlüter og Hilmar Baunsgaard forholdt sig til med Christiansborg-seminaret i marts 1968, hvor 54 danske organisationer deltog.

Statsministeren var naturligvis klar over, at der ville være både fremskridt og tilbageslag, »Sådan må det være i en verden præget af så store modsætninger og forandringer.« Han holdt dog fast i den principielle målsætning om, at det handlede om at skabe »en verdensorden baseret på fred og ret.«

Ord fulgte handling. Ti dage senere – 20. marts 1968 – underskrev VKR-regeringen to FN-konventioner om henholdsvis borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det var første gang, at Danmark skrev under på menneskerettighedskonventioner i FN-regi.

En måned senere deltog Danmark i den første FN-verdenskonference om menneskerettigheder, som fandt sted over tre uger i april-maj 1968 i Teheran, hvor Danmark betonede behovet for effektiv international beskyttelse af menneskerettighederne.

Det blev fremhævet, at vi i 1967 sammen med Norge, Sverige og Holland over for Europarådet havde indbragt en klage over den græske militærjunta og dens udbredte brug af tortur. Det skridt var på dette tidspunkt et diplomatisk nybrud.

Verdenskonferencen fandt sted samtidig med foråret i Prag. Det tændte gnister. Tjekkoslovakiets repræsentant holdt en lovende tale, som fik klapsalverne til at bryde ud i næsten hele forsamlingen.

Kun den sovjetiske delegation deltog demonstrativt ikke heri – et forløb, som blev noteret med interesse i Washington DC og London. Den tjekkoslovakiske udenrigsminister, som må have godkendt den markante tale, var Jiri Hajek.

Han blev mere kendt ni år senere, da han sammen med Vaclav Havel var medforfatter til Charta 77 – et af de vigtigste skrifter udformet af østeuropæiske dissidenter under den kolde krig. De havde begge gjort sig dyrekøbte erfaringer i 1968.

Verdenskonferencen blev også påvirket af bredere internationale spændinger. Konflikterne i Mellemøsten, Vietnam, Biafra, Sydafrika og Rhodesia trak lange skygger.

Det førte til, at det internationale samfund på konferencen i Teheran for første gang koblede menneskeretten og den humanitære folkeret formelt sammen med en anmodning om, at dette skulle formaliseres i international lov.

Fra Danmarks perspektiv var denne humanitære ide, det største fremskridt, som man opnåede. »Vi ser, at krig spreder sorg og nød,« fremhævede Venstres udenrigsminister, Poul Hartling, i sin tale til FNs Generalforsamling i oktober 1968, hvor han klargjorde Danmarks syn på ovennævnte konflikter, og som kulmination på talen betonede menneskets værdighed og vigtigheden af »mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder.«

FN-året blev verden rundt anvendt som løftestang. Da en gruppe sovjetiske dissidenter i april 1968 begyndte at publicere det, som skulle blive den nok mest toneangivende samizdat (dissident-publikation), anvendte de fra start FNs Menneskerettighedsår som en vigtig platform, der gav international legitimitet til deres hjemlige kamp mod det totalitære regime.

Det sovjetiske styre havde jo godkendt ideen i FN, selv om regimet parallelt havde forsøgt at underminere forberedelserne. Denne strategi pegede fremad mod 1970ernes dissident-bevægelser i Østeuropa.

Faktisk var resultateterne i 1968 ret markante. Det var året, hvor Amnesty International gjorde kampen mod tortur til en del af organisationens formelle mandat, hvilket var en væsentlig årsag til organisationens senere succes og at de modtog Nobels Fredspris i 1977.

Mord og invasion

Den første internationale NGO-strategi for fremme af menneskerettigheder blev udarbejdet på en konference i Paris i september. Endelig blev menneskeretten formelt til international lov, da den første FN-konvention i december 1968 opnåede et tilstrækkeligt antal ratifikationer til, at den kunne træde i kraft.

Der var dog også markante tilbageslag. Attentatet på Martin Luther King var et eksempel. Den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet et andet. Det spirende forår visnede og blev til en lang vinter. I kølvandet på den sovjetiske invasion i august 1968 begyndte Frankrig at se værdien af menneskerettigheder i udenrigspolitik.

I løbet af 1960erne havde flere andre vestlige lande for alvor begyndt at lave denne kobling. Her lå spiren til 1970ernes europæiske menneskerettighedsdiplomati, som med Helsinki-aftalen fra 1975 fik en vigtig rolle i den kolde krigs afvikling.

En vigtig spire til dette lå i 1968. Ikke i det »1968« som vi normalt hører om, men i en subtil politisk understrøm af globalhistorisk omfang.

Diplomaterne havde blik for ungdommens protester i dette oprørs-år. Således gav en britisk diplomat i FNs Generalforsamling i december 1968 i et tilbageblik følgende malende beskrivelse af Menneskerettighedsåret: »På intet tidspunkt hvad hippierne ville kalde et love-in.« Det var diplomatiets vilkår i en konfliktfyldt verden, men ikke desto mindre havde denne indsats i løbet af 1968 været med til at ændre verden på måder, som skulle blive tydelige i de efterfølgende årtier.

For andre centrale aktører var 1968 »et sandhedens øjeblik«, hvor det stod klart, at der var en høj pris at betale, hvis man alene gjorde beskyttelsen af menneskerettighederne til staternes ansvar.

Det var blevet tydeligt, at der var behov for både et internationalt system og et årvågent civilsamfund til at sikre deres efterlevelse.

Det var en politisk indsigt, som den daværende borgerlige VKR-regering delte og valgte at agere udfra. Danmark blev herfra og hen over de følgende årtier en væsentlig aktør i at fremme beskyttelsen af menneskerettighederne på internationalt plan med markante resultater til følge.

Dette er ikke den traditionelle historie om 1968s efterliv, men den udgør faktisk et vigtigt kapitel i vor nyere danmarkshistorie.