Menneskehandel i psykiatrien?

Foto:  Ólafur Steinar Gestsson.
Læs mere
Fold sammen

Jeg står foran døren til psykiatrisk skadestue lørdag nat. Der er låst, og fyren, jeg har med, skriger og losser til døren. Efter adskillige skrig og spark kommer en kvinde og låser os ind. I venteværelset sidder en enkelt grønlænder.

Min ledsager og jeg bliver vist ind i et konsultationsrum. Han fortsætter med at sparke og skrige, og borde og stole vælter rundt, mens det trætte personale prøver at holde ham fast. De har set ham før, han er beboer på et nærliggende bosted. Jeg er på min første døgnvagt på bostedet for udsatte unge med misbrug og psykiatriske diagnoser.

Jeg går forvirret mellem konsultationsrum og lægerum, mens jeg febrilsk tjekker min telefon. Jeg har forladt fem andre unge på bostedet, som alle har deres egne diagnoser og misbrug at slås med. Det føles uansvarligt. Jeg kigger ind gennem ruden til lægerne, som stirrer ind i computere. Deres nøgternhed reflekteres i de kolde skærme.

»Kan I for helvede ikke gøre noget,« åbner jeg døren til lægerne og siger. En hånd med gummihandske lukker døren i hovedet på mig. To betjente dukker op på gangen med en kvinde, der skriger, som var hun besat af satan selv. Grønlænderen fra venteværelset zigzagger i hælene på en læge, og jeg hører ham sige: »Jeg tror faktisk ikke, jeg har det så slemt alligevel.«

Lidt efter ser jeg ham forsvinde ud i natten. Jeg ønsker mig ikke andet end at følge med ham ud ad døren og væk fra psykoserne, der runger på skadestuens golde gange.

Den unge beboer fra bostedet får endelig stesolid. Han får den ene sprøjte efter den anden. Han bliver roligere. Han bliver indlagt. Alle er lettet over ikke længere at skulle fiksere ham og høre på de høje klageskrig. Jeg konstaterer, at det er tredje gang denne uge, han bliver indlagt. Kl. 2.30 tager jeg en taxa tilbage til bostedet.

Det er en smuk, gammel villa. Udefra. Indenfor er væggene malet i en palet af sygelige pangfarver. Jeg tjekker alle etager. Der er relativt roligt. De andre unge beboere er på værelserne. På gangen ligger en bunke snavsede håndklæder med nogle flækkede træplader fra en smadret dør.

Vi skruer lige tiden tilbage til dagen før. Den unge beboer bliver udskrevet fra samme afdeling, som han lige er blevet indlagt på. Jeg er netop mødt ind på min første døgnvagt. Jeg modtager ham uden at vide, hvilken tilstand han er i, og hvad der er gået forud. Han går straks op på sit værelse. I løbet af eftermiddagen kommer han ned og beder om medicin. Jeg giver ham noget smertestillende, der er ordineret til ham. I hans papirer står der, at han har en diagnose på en mavesygdom.

Smerterne aftager ikke, tværtimod forstærkes de. Han finder lindring under bruseren og ligger i brusekabinen i timevis. Der kommer sporadiske klageskrig. Jeg er ikke vild med at gå ind i brusekabinen, da han ligger nøgen. Det føles som en krænkelse af hans intimgrænse. Skrigene bygger op og bliver stadigt højere.

Nu beder han om stesolid, og det får han. De andre beboere kender rumlen, og livet går videre på bostedet til lyden af klageskrig. Skrig bliver til brøl, og hans adfærd bliver mere og mere udadreagerende. Det virker som om, at diagnosen på mavesygdom ikke er dækkende. Han begynder at sparke og slå ud, og hans skrig flænger til sidst stemningen på bostedet, så de andre beboere nu også bliver påvirket. Man kan ikke tale ham til fornuft, han er uden for rækkevidde.

Jeg er alene på min første vagt og vurderer, at han skal af sted til afdeling Psyk, hvor han lige er kommet fra samme morgen. Taxaen kommer, og den unge mand skriger videre på bagsædet. Det tager 20 minutter. Det er meget lange 20 minutter.

Rystet

Jeg var rystet. Rystet over den unge mands adfærd, rystet over at være alene på døgnvagt, rystet over, hvad man udsatte de andre bebeoere for, rystet over, at den unge beboer hverken var i ordentlig behandling eller passende medicinering.

Til jobinterviewet var det blevet understreget, at jeg ikke var ansat til at bruge min faglighed som cand.mag. i psykologi og klinisk terapeut. Der var kun brug for en døgnvagt. Det var betingelserne, og det havde jeg sagt ja til. Jeg havde været jobsøgende længe og måtte tage til takke.

Et par dage efter episoden er der personalemøde på bostedet. Jeg var blevet spurgt, om jeg havde nogle punkter. Jeg havde ikke andre punkter end episoden på psykiatrisk skadestue. Vi får udleveret en dagsorden på 20 punkter, som hovedsagelig drejer sig om rengøring, vasketøj og mad. Mit punkt er ikke på. En af mændene styrer mødet og tager konsekvent ordet.

Jeg kan forstå på stemningen i rummet, at han har autoritet og øjensynlig en rolle som selvbestaltet daglig leder. Jeg prøver flere gange at bringe mit punkt på banen, men manden med autoriteten lukker mig ned og henviser til, at det ikke er et behandlermøde. Godt så.

Jeg er muligvis den eneste i rummet med en akademisk uddannelse, men jeg skilter ikke med den, da jeg rangerer lavest i hierarkiet. Men efter at have hørt på lange pseudosympatiske udsagn, primært fra manden med autoriteten, kan jeg ikke styre mig længere og må spørge til den unge beboer og deres plan med ham?

De svarer, at han er diagnosticeret med en somatisk mavesygdom, og det holder de sig til i personalegruppen. De opfatter hans udadreagerende adfærd som en reaktion på mavesmerterne. Det giver ikke mening. Der skal ikke være fem personaler fra psykiatrisk skadestue til at holde en person med mavepine. Jeg spørger, om der er en psykiater inde over.

Og hvad med hans misbrug, er der planer om misbrugsbehandling? Kollegaen med autoriteten kigger nu irritabelt på mig og siger, at det her er et bosted og ikke et behandlingssted. Lukket ned igen! På deres hjemmeside står der, at det er et bosted med behandling. Der står endda en udførlig menu over de forskellige behandlingstilbud, hhv. systemisk, korttidsorienteret løsningsterapi og kognitiv adfærdsterapi. Man smider åbenbart bosteds- og behandlingskortet efter forgodtbefindende.

Usynlig ledelse

Der mangler ledelse, tænker jeg. Den reelle leder er usynlig i den daglige drift. Hans navn cirkulerer i luften, og der refereres til ham på en familiær måde. Det er meget smart at positionere sig som »den fjerne, rare onkel«, mens resten af den dysfunktionelle familie må klare ærterne selv.

Bostedet er ejet af en fond, lønnen for de ansatte ligger på omkring 150 kroner i timen. Der er en socialrådgiver og en sosu-assistent, resten har ikke uddannelser, men har personlige erfaringer med misbrug og kriminalitet. Der er regler på bostedet, men ingen sanktioner. Det bliver understreget, at de ansatte skal »forstyrre« de unge.

Man skal banke på deres værelser tre-fire gange på en aften. Åbner de ikke, skal man selv låse sig ind, og er der sprut eller stoffer, skal man konfiskere det. Man skal som ansat prøve at få dem til at lave mad, men hvis de ikke kan overskue det, er det fint. Man prøver at skabe forbindelse til uddannelse og job, men hvis de ikke kan overskue det, er det også fint. I selve huset foregår der ingen behandling eller andre aktiviteter. Nogle af de unge har boet der i tre år uden tilsyneladende at komme videre.

Jeg cykler fra mødet. Jeg tænker på Vivi, Judy, Dorthe og alle de andre medhjælpere, der måtte lade livet på danske bosteder de senere år. Min telefon ringer. Det er kollegaen med autoriteten: »Jeg vil bare lige sikre mig, at du ikke følte dig lukket ned til mødet.« Selvfølgelig følte jeg mig lukket ned, fordi jeg blev lukket ned. Han fortsætter i samme skure fra mødet og taler om flad struktur og hensynet til hinanden, og mine alarmklokker ringer ved hykleriets listige røgslør.

Jeg beslutter mig for ikke at tage flere vagter på bostedet. Jeg er egentlig ked af det, for jeg ville godt slå et slag for de udsatte unge: Jeg kunne godt lide dem og kunne se mulighederne i deres udvikling. Men hykleriet må ikke spille etikken af banen, uanset kaldet om at gøre en forskel eller behovet for et job. Jeg var ikke personligt udsat for vold, men jeg og de andre beboere var udsat for en ekstrem voldsom udadreagerende adfærd - i mine øjne psykotisk adfærd.

Selvransagelse

I sidste uge opfordrede FOA sine social -og sundhedsfaglige medlemmer til at sige nej til farligt arbejde på bosteder og i psykiatrien. Jeg følte faren, da der for mig at se var en farlig uigennemsigtighed på alle niveauer, i fagligheden, i de kommunale infrastrukturer, de økonomiske interesser, for ringe forbindelse mellem psykiatri og misbrugsbehandling og så videre.

Det lader rent faktisk til at være meningen, at de unge ikke skal udvikle sig og komme videre i livet. Det ligner en slags menneskehandel pakket ind i humanisme, hvor man under påskud af hjælp og støtte til de udsatte unge blot opbevarer dem så længe som muligt, så den usynlige leder kan sidde bag kulissen og score kassen.

Der er brug for en gennemgribende selvransagelse.

Lotte Kjær Guld er cand.mag. psyk.