Men har vi ret til at brokke os?

Sociale medier og aviser landet over svømmer i analyser og kommentarer efter folketingsvalget 18. juni. Nogle er glade, de fleste er triste. For skønt blå blok officielt vandt, er der ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti var valgets helt store vinder og dermed har alle tabt. Røde som blå. Men har vi ret til at brokke os?

Når du logger på Facebook i disse dage møder du sikkert en sværm af udtalelser om folketingsvalgets udfald. Mange raser over hvilken skandale det er, at Dansk Folkeparti formåede at skaffe 21.1 pct. af stemmerne, og foreslår som løsning at vi enten flytter til Sverige eller sælger det engang stolt tilbagevundne Sønderjylland og »Udkantsdanmark« til højest bydende. To humoristiske af mange ikke særligt konstruktive løsninger. Det er generelt lidt sent at komme med store planer nu, efter at kampen er udkæmpet og vi alle venter nervøst på, at røgen letter og valgets betydning kommer til at stå klart.

Det er ikke relevant at overveje, om man skal acceptere status quo. Et slag er tabt - men der er tid til at vinde et nyt, hvis du da gider tage kampen op og gøre en aktiv indsats. Før du laver endnu en Facebook-opdatering om, hvor forfærdeligt resultatet er, så spørg dig selv om, hvorfor du klager - er det for at brokke dig eller for at gøre en forskel? Hvor alvorlig synes du egentlig, situationen er?

Enten mener man ikke, resultatet er så farligt, situationen så skræmmende og behovet for aktiv handling ikke så stort. Man klager, når resultatet stadig står frisk i hukommelsen, men vigtigheden af situationen aftager i takt med, at valget bliver til historie, og som hverdagen går i gang føler man, at det egentlig er meget lidt, man bliver påvirket af politikerne på Christiansborg. Man mener, at situationen er håbløs - men ikke alvorlig.

Alternativt er man, selv lidt tid efter valget, dårlig tilpas og bekymret for situationen. Det Danmark, man kender og elsker, har valgt og her givet stor magt til politikere, der prædiker et mere isoleret og tillidsløst samfund. Der er behov for at indse nederlaget og rejse sig. Situationen er alvorlig - men ikke håbløs.

Det er essentielt at du gør dig klart, hvilket af de to syn, du deler. Og inden du beslutter dig, så læs Stefan Zweigs rammende refleksion over hans egen generations mangel på handling over for datidens flammende tegn på væggen:

»Men vi unge mærkede ikke meget til disse farlige forandringer i vores hjemstavn ... vi kastede ikke et eneste ængsteligt blik ud i fremtiden. Og først da tagene og murene årtier senere styrtede ned over os, forstod vi, at fundamenterne længe havde vaklet og at den individuelle friheds undergang var begyndt samtidig med det nye århundrede.«

Hvis du ikke mener, at Zweigs ord lyder bekendte og bekymrende, og hvis du ikke mener, at situationen er videre alvorlig, skal du selvfølgelig stadig have mulighed for at skråle din klagesang på samtlige sociale medier, der skal stadig være plads til din stemme. Men vær bevidst om, at du klager for at brokke dig og ikke for at gøre en forskel, stå ved dit valg og overvej, om din klage er berettiget. Og kom ikke om 20 år og påstå, at du gjorde alt hvad du kunne. Føler du derimod, at du tilhører dem, der ser situationens alvor uden at lade sig oversvømme af håbløsheden, så er det nu, du skal op af sofaen og i gang med at gøre en forskel!

Historien gentager sig ikke. Der har samfund, teknologi og videnskab rykket sig for meget og dommedagsprofetier bliver forhåbentlig og sandsynligvis ikke realiteter. Men lad os alligevel tage ved lære af Zweig. Den tryghedens tidsalder, vi oplevede i den vestlige verden efter Murens fald, er væk, og de revner mellem racer og folk, som generationer har kæmpet for at udjævne, er nu ved at vokse frem og blive til kløfter. Men det er så nemt at lukke øjnene for andres ubehag. Det er så nemt at skrue op for radioens popmusik og ned for bekymringerne. Det er så nemt at lukke øjnene for krige og kriser i lande langt væk, og i stedet nyde den trygge danske tilværelse.

Men blot fordi du lukker ørerne, holder verden ikke op med at skrige på hjælp. Og du kan kun holde verdens problemer på afstand i et vist stykke tid. En dag vil det hale ind på os, og så vil vi alle stå og ærgre os over, at vi ikke gjorde noget, før det var for sent. Desværre kan følelsen af magtesløshed nemt opfylde sjælen, og modet bliver hurtigt afløst af uoverkommelige forhindringer. For hvordan finder man nu sin plads i historiens store, rullende hjul uden at blive kørt over? Kan man overhovedet gøre noget for at ændre dette? Sandsynligvis ikke. Men har vi helt ærligt tænkt os at lade være med at prøve?

Vi er desværre den generation der har set til, mens en folkestemning, der sætter »mig først« og »hvorfor skal vi hjælpe andre?« har bredt sig over Europa. At sige, det er vores skyld, er for voldsomt. At hævde, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at modvirke det, er usandt. Vi fulgte med i debatterne og vi har sat et kryds, men vi har ikke gjort alt, hvad vi kunne. Langtfra. Nu ser vi tydeligt alvoren og melder os ind i kampen for et Danmark, vi vil kende. Som minimum må man læse avisen, følge debatterne på P1, se TV-avisen eller den der kedelige folketingskanal - ja, bare engangimellem. Når politikerne præsenterer dig for en masse tal og teorier, når de påstår noget om deres egen eller andres politik, så lad være med at stole blindt på, at det er sandheden, der serveres. Stil spørgsmål til alt og forsøg så at finde et svar.

Hvis du har mod på mere, så meld dig ind i et politisk parti. Og inden du siger, at der ikke er nogle af partierne, du er enig med, så læs deres principprogrammer igennem, der er mange sager som sjældent berøres af mediernes søgelys. Og selvom man ikke er enig i dele af partiprogrammet, kommer man ikke uden om, at det er den mest oplagte måde at søge indflydelse på.

Vi mener, at det er en skam, at en så stor del af den danske befolkning støtter et parti der grænser til det fremmedfjendske. Men den egentlige skam ligger hos os selv. For hvad gjorde vi for at ændre på tingene? Vi vidste, at Dansk Folkeparti stod til et godt valg - med undtagelse af 2011 har de altid haft et godt valg. Vi var klar over, at folkeånden om »os« mod »dem« er på fremmarch i størstedelen af Europa. Vi var ikke blinde, men vi så den anden vej. Og nu sidder vi tilbage med den bitre smag af ærgrelse og den smertende erkendelse af, at vi ikke gjorde nok for at modvirke dette resultat. For vi har ladet løgnehistorier blive præsenteret som logik og fusk som fakta uden at klage højere end til hinanden. Vi har ladet spørgsmål stå ubesvarede og tal stå uforklarede. Vi har ladet ansvar være noget, man spæner fra, og ærlighed være en by i Rusland.

Vi har simpelthen ikke gjort nok – har du?

Når vi ser os omkring, ser vi mange af vores venner der kæmper hver dag. For en bedre fremtid for sig selv og for alle os andre. Hvis du er en af dem, der kan se sig selv i spejlet og med ærlighed i stemmen sige: »Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne« så klap dig selv på skulderen og fortsæt det gode arbejde.

Hvis du derimod er en af os, der sidder tilbage med en bitter smag i munden, så gør os alle sammen den tjeneste at logge af Facebook og kom i gang med den virkelige verden. Når valgresultaterne offentliggøres om fire år skal vi kunne klappe os selv på skulderen og sige: »Vi har gjort, hvad vi kunne.«