Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Medier og journalistik ved en skillevej

Jens Otto Kjær Hansen: Medier og kommunikation er omdrejningspunkt i det moderne samfund. Men de klassiske massemedier og journalistikken udfordres fra alle sider og kan som noget nyt opleve sig selv i en defensiv rolle.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det er åbenlyst, at medierne fylder mere i vores liv end nogensinde. Vi er konstant online, vi storforbruger og udveksler information om alt, fra det nære til det samfundsmæssigt store. Vi opdaterer os mere og hyppigere, midt i og sammen med alt hvad vi ellers foretager os.

Vi siger, at i gamle dage så alle det samme på samme TV-kanal og derfor altid diskuterede det samme. I dag, med et uendeligt antal kanaler, er fænomenet forstærket: Nationen nogle gange verden ånder fra den ene breaking news efter den anden, hvad enten det nu er en ministers mulige fald, en tsunami eller en avislukning.

Samtidig er mediernes rolle på nogle afgørende områder ændret, måske mere end alle i medier og journalistik har gjort sig klart.

De klassiske massemedier, avis, radio og TV, har udviklet sig fra den rolle, som Henrik Cavling, Danmarks første egentlige journalist, introducerede i starten af det 20. århundrede.

Cavling så avisernes rolle som at give det moderne menneske efterretning om, hvad der pågik i det offentlige liv. Han ændrede avisverdenen, og radio og TV fødtes ind i samme tradition om at informere os om små og store begivenheder i verden.

Den tradition dominerede i omkring 50 år, og derefter drejede tingene gradvis til den realitet, vi lever i nu.

Medierne rapporterer ikke kun længere, men er selv en integreret del af begivenhedernes dynamik. Interessemodsætningers udfald afhænger meget mere, til tider mest, af, hvordan de i lyntempo behandles i medierne.

Den bagvedliggende virkelighed kan ikke følge med. Afgørelserne træffes længe før der er fuld klarhed over, hvad der egentlig skete, hvad enten det handler om at afsætte en Rønn Hornbech, fyre en Strauss-Kahn eller lukke en News of the World.

Faktisk interesserer det stadig mindre, hvad der i grunden skete. Hvem gider høre mere snak om statsløse og konventioner? Spiller det nogen rolle, om Strauss-Kahn havde gjort noget forkert, fortjente den ufolkelige fætter ikke kniven alene ved at være arrogant og velhavende?

Karrierer, institutioner, virksomheder og enkeltskæbner står på spil, og medierne er en integreret og aktiv del af spillet, når det afgøres.

Derfor dukkede PR-rådgivere og spindoktorer op fra 1980erne og frem. De er ikke årsag til, men reaktion på mediernes nye rolle.

Medierne som medskaber af virkeligheden ligger også bag den voksende appetit på at begrænse journalisters mulighed for at følge de mekanismer, der styrer samfundets vigtige beslutninger. Den ser vi i regeringskontorer og parlamenter mange steder, desværre også i Danmark.

Men de klassiske massemedier er i dag kun en del af en kompleks flerhed af små og store selvbestaltede medier fra blogs til WikiLeaks plus de sociale mediers dynamik, hvis langsigtede effekt vi endnu kun kan gisne om.

Vi ser den nye medierealitet vælte regimer. Det er næppe i sig selv WikiLeaks’ afsløringer, Al-Jazeeras indflydelse, den globale omgående videnspredning eller mobilapparaterne og de sociale netværks effekt, der gør det alene snarere kombinationen af det hele.

Det er en broget verden for massemedierne og journalistikken at manøvrere i. Massemedierne har tabt enerollen som dagsordensættere og nyhedsstrømmens ledvogtere, og kan oven i købet nu tvinges til at følge dagsordener sat af blogs eller Wiki­Leaks.

Tilmed angribes massemedierne i alvorlig grad på brødet. Store dele af de indtægtsstrømme, der skal betale god, samfundsnyttig journalistik, er mistet.

Økonomiens betydning i den nye mediekompleksitet illustreres af den annonceboykot, der ramte News of the World, iscenesat af en britisk blog. Noget sådant kunne ikke ske før internettet. Intet nyhedsmedie ville, hvad de end mente om en konkurrent, gøre sig til medie for en kampagne, der kunne lukke et andet medie.

Massemedierne kan ikke længere regne med at arbejde nogenlunde beskyttet mod at blive udsat for nærgående interesse for deres egen ageren som samfundsborger.

I Danmark har vi heldigvis en helt anden situation end i England. Men at mediet kan komme i rollen som den jagede, har vi netop set demonstreret i nærværende avis.

En madanmelder begik en fejl, og ledelsen reagerede hurtigt med åben beklagelse, disciplinære foranstaltninger og et kontrolsystem. En uge efter var der kommet 318 læserkommentarer, langt de fleste kritiske, og der kommer fortsat nye. Chefredaktionen har i flere omgange kommenteret sagen som afsluttet, og den udvikler sig næppe mere.

Men forløbet viser, at vi i fremtiden nemt kan rende ind i en sag, hvor en fejl fra en journalist kan komme ud af mediets kontrol. Hvis fejlen kan vække tilstrækkelig følelsesmæssig energi, kan det starte en spiral, hvor andre medier tvinges ind, og afstandtagen, måske boykot, opstår. Tingene accelererer, til det ikke længere spiller nogen rolle, hvem der gjorde hvad, kun hvordan man får sagen lukket.

Det er nyt for medier at blive anbragt i den rolle og en del af udfordringen ved den nye mediekompleksitet.

Ovenstående udlægning af den nye medievirkelighed leder til spørgsmålet: Hvad gør vi nu, alle os knyttet til de klassiske medieformer og journalistikken? Giver vi op og venter på at blive helt udkonkurreret?

Nej! I en overkommunikeret verden er der mere end nogen sinde brug for medier og journalistik, der kvalificeret kan udfordre det moderne samfund i alle dets aspekter. Fra det politiske til hverdags­betingelserne, i kulturlivet, i erhvervslivet overalt.

Et samfund kan ikke holde sig selv sundt, og verden er fuld af tilstrækkelige eksempler på, at mangel på pressefrihed og sund pressetradition får usundheden til at hobe sig op.

Men de klassiske massemedier skal finde de nye forretningsmæssige platforme, der sikrer eksistensen. Det er alt andet end let, og der kæmpes bravt med at teste nye veje både hos lokale og nationale medier.

Journalistikken kan ikke hvile på de laurbær, som vi reelt har fortjent i forhold til så mange andre lande. Vi ligger langt over den laveste engelske standard. Og alligevel er der etisk set kun gradsforskel på at rode i en offentlig kendt persons skraldespand og at hacke en telefon, ikke kategoriforskel.

Journalistikken må tage ansvar for sin måde at virke på. Den kan angribes på sin professionalisme, hver gang en journalist frasorterer information, der ikke underbygger en udvalgt vinkel eller kun spørger eksperter, man på forhånd ved er enige.

Populisme kan gøre journalistikken ligegyldig i ordets egentlige betydning. Altså måske underholdende hvem sover med hvem i dag? men uden betydning for udviklingen af samfundet og det fælles gode.

Verden er blevet mere kompleks og uddannelses- og vidensniveauet langt højere. Journalistikken skal følge med i både kompleksitet og kompetence. Maren i kæret er ikke længere reference for al journalistik.

Den ny medievirkelighed understøtter principper som gennemsigtighed og mulighed for både kontrol og gensvar via andre medier. Journalistikken må lære nye dyder.

Det kan være gennemsigtighed i metoder såsom at researchfakta og interviews naturligvis er ubeskåret tilgængelige, så enhver kan kontrollere relevans og proportionalitet.

Det kan være vanskelige begreber som forpligtelse mod konteksten og mere balance mellem fokus på problemer og på løsninger.

Det er svært stof, og hvert af de nævnte aspekter kan nemt tvistes til at blive set som angreb på journalistikkens frihed og skal nok blive det.

Men nye veje skal betrædes der står alt på spil for både journalistikken og for det samfund, der har brug for en kritisk, konstruktiv og ansvarlig journalistik.