Mareridt i EU-topia

Lars Seier Christensen: På ryggen af et indgroet mindreværd over for USA, Rusland, Kina og Indien har europæiske politikere bygget drømmen om EU, der kunne matche selv de største. Problemet var bare, at befolkningerne ikke drømte med. Så nu er unionsdrømmene blevet et reelt mareridt, der sender det ene land efter det andet ud over afgrunden.

27DEBBELGIUM-EU-SUMMIT-EURO.jpg
At vise sig loyal over for herskerne i Bruxelles og illoyal over for sine egne befolkninger er ofte vejen til gode stillinger med masser af kors, bånd og stjerner samt illusionen om politisk betydning blandt vennerne, skriver Lars Seier Christensen. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

EU har åbenlyst en række ideologiske problemer, hvor forskellen på de politiske ambitioner og de ønsker, borgerne har, bliver stadigt mere udtalte. Men det ubetinget største praktiske problem, EU har – det, som er roden til de fleste andre problemer og roden til, at EU udvikler sig i en katastrofal retning økonomisk og i stigende grad ser stort på de demokratiske processer – er fællesvalutaen, euroen. Ideen om en fællesvaluta i Europa rækker langt tilbage, helt tilbage til EF, ja, endda til tiden før EF. Faktisk blev ideen diskuteret også før Anden Verdenskrig, i League of Nations, forløberen for FN. Dengang var den dog kun en grandios vision, og først med Werner-rapporten i 1970 blev den for alvor sat på agendaen i EF. Som mange andre grandiose visioner er euroen også imponerende, ambitiøs og logisk i den bedste af alle verdener. Hvis man kunne skabe en samlet økonomisk og monetær union med en befolkning større end USAs, så ville den internationale politiske magt selvfølgelig også afspejle det. Man må ikke undervurdere, at det har været en underliggende drøm for de europæiske politikere i årtier. Som så meget andet i EU er store dele af dette projekt blevet drevet af europæiske politikeres mindreværd over for USA, Rusland og senere andre, aktuelle eller potentielle supermagter som Kina, Indien og Mellemøsten.

Hovedproblemet for politikerne har imidlertid været, at størsteparten af de europæiske borgere ikke har haft noget ønske om at skabe den politiske union, der nødvendigvis må være fundamentet for en monetær union. De velstående landes borgere har ikke ønsket at opgive deres nationale identitet, ej heller at deres økonomiske goder skulle indgå i en fælles pulje. Her ville ’solidaritet’ med fattigere, mindre disciplinerede og dårligere uddannede befolkninger fastlåse deres lande som permanente bidragsydere. Ikke overraskende har den primære entusiasme været at finde blandt netop de økonomisk svage lande, der forudså betydelige fordele i sådan et system, dog uden heller at være parat til at smide deres nationalstater over bord undervejs, og faktisk også helst uden at smide nogle af deres dårlige vaner overbord – det virker, som om især de sydeuropæiske lande og visse østeuropæiske medlemmer altid har opfattet EU som et overflødighedshorn, hvorfra alverdens rigdomme vil flyde, uden at man behøver anstrenge sig for at gøre sig fortjent til dem.

De europæiske politikere vidste egentlig godt, at et underliggende fundament i form af en politisk og finansiel union var en nødvendig forudsætning for en velfungerende fælles valuta. Der var mange advarende røster i opløbet til dannelsen af ØMUen. Men selvom det stod klart for nogle, valgte man alligevel at sætte projektet i gang med et fundament så svagt som et sandslot i vandkanten. På forventet efterbevilling, kunne man sige eller – som det har vist sig gennem de senere år – med en skjult dagsorden, nemlig at gennemtvinge fundamentet stykvis i mindre, men afgørende bidder, uden at have ulejlighed med at spørge de europæiske befolkninger. Den proces fortsætter ufortrødent, også i lande som Danmark, der end ikke er medlem af eurozonen, men hvor politikerne ønsker en mere omfattende integration, end befolkningen er klar til. At vise sig loyal over for herskerne i Bruxelles og illoyal over for sine egne befolkninger er ofte vejen til gode stillinger med masser af kors, bånd og stjerner samt illusionen om politisk betydning blandt vennerne.

Men hvad er egentlig problemet med en fælles valuta, når det nu lyder både praktisk og hensigtsmæssigt at undgå vekselgebyrer og kursrisici og at skabe en stærk centralbank, der kan gøre sig gældende på internationalt plan? Ved at indgå i en fælles valuta giver man afkald på helt afgørende værktøjer, som en national centralbank normalt vil have til rådighed. Det mest oplagte er naturligvis muligheden for justering af valutakursen enten via de- eller revaluering, eller for simpelthen at overlade kursfastsætningen til de finansielle markeder, hvilket jo er god latin for de fleste andre aktiver. Det andet afgørende værktøj er muligheden for at justere konjunkturerne via den kortsigtede rente. Begge justeringsmekanismer er kritisk vigtige, og fraværet af dem bærer kimen til katastrofe for ethvert område eller land, hvis ikke der foreligger enighed om, at opståede uligheder kan justeres på anden vis. Det kan være fælles obligationer, fiskale overførsler etc., ligesom man ser det inden for nationalstater. Lolland ville for eksempel være ilde stedt, hvis det selv skulle hente finansiering på de internationale markeder – men som en fuldt integreret del af Danmark løses problemet.

Hvis man forestillede sig et Europa, der var fuldt ud ligeså integreret som en nationalstat, ville mange af problemerne være løst, omend den samlede økonomi næppe ville være særlig pralende. Men det kræver, at de tidligere, stolte nationalstater accepterer at spille en rolle, der netop ligner Lollands i Danmark, og at de mere velstående områder i Europa er villige til at påtage sig det samme ansvar, som man gør over for svage områder i en nationalstat. Og den situation er vi rigtig langt væk fra i dag, samtidig med at bevægeligheden af varer, service og arbejdskraft heller ikke kan sidestilles med, hvordan det foregår inden for grænserne af en nationalstat – sprog, uddannelse, kultur og afstande gør det til en langt vanskeligere opgave på europæisk plan.

Grundlæggende rettigheder er blevet sat under pres i euro-zonen i de sidste par uger. Håndteringen af Cyperns ulykkelige situation understreger den håbløshed, som de 17 eurolande befinder sig i. Panikken er så stor, at intet skridt synes for ekstremt til at redde projektet og forsvare den politiske kapital, der er blevet investeret i denne monumentale fiasko. Godt nok var det oprindelige forslag om at bryde den europæiske indskydergarantiordning så uspiseligt, at det efterfølgende er trukket tilbage igen. Men katten er ude af sækken og det er svært at vurdere, hvor grænserne vil ligge fremover, i takt med at de europæiske kriser bliver værre og værre. Selvom ideen om at indskydere ogsåmå tage ansvar for deres handlinger er rimelig nok – så er den tilfældige måde, EUs politik udvikles på, et farligt signal at sende til både små og store indskydere i de europæiske banker. Det virker som alt udvikles bag på en serviet under selve forløbet, hvilket ikke er nogen god opskrift for tillid til eurozonen.

Forud for afstemningen i 1972 advarede politikere og erhvervsledere befolkningen om, at Danmark ville blive efterladt på sidelinjen, hvis ikke landet blev optaget i EF. De frygtedede grumme økonomiske konsekvenser ved ikke at være fuldt og helt med i det europæiske projekt. For Danmark er jo et lille land, vi har en sårbar økonomi, en svag valuta, og vi vil aldrig få nogen indflydelse, hvis ikke vi ’sidder med ved bordet’. Modstandere af EF og senere EU blev dengang og sidenhen fremstillet som uansvarlige, som uvidende, eller blot som provinsielle nationalister, gerne med småfascistiske træk. I dag, hvor vi til fulde ud kender konsekvenserne af den europæiske integrationsproces og euroens problemer, er det tydeligt, hvem de virkelig uansvarlige var.

En af dem, der gang på gang har advaret mod udviklingen inden for EU, er Tjekkiets tidligere præsident, Václav Klaus. I bogen Europa – Integration uden illusioner, der udkom på dansk i sidste uge, skriver Václav Klaus, at det er skæbnens ironi, at det projekt, som skulle samle Europa i fred, er blevet en kilde til splid og fattigdom. Det er en vigtig bog, hvor den nu afgåede præsident gør status over det europæiske samarbejdes udvikling – og mulige afvikling.